Dyrenes Beskyttelse advarer mod "misforstået godhed" - lad dyrene være

Dyrenes Beskyttelse modtager tusindvis af opkald fra bekymrede borgere, der har fundet en dyreunge - men din hjælp kan koste dyrene livet.

Harekillinger, fugleunger og råkid, der trykker sig i græsset.

Foråret er kommet, og dyrene er så småt begyndt at give liv til deres unger i naturen.

Men med fødslerne følger også en telefonstorm af bekymrede danskere, der finder dyreunger, men som fejlagtigt tror, at dyrene er i nød, når de finder dem alene.

Sådan lyder det fra Dyrenes Beskyttelse i 'Go' morgen Danmark'.

Hvert år modtager organisationen omkring 12.000 opkald vedrørende dyreunger, som bekymrede danskere har fundet i deres haver, på fodboldbaner eller i naturen.

De tror, at dyrene er blevet forladt og er i nød, men de tager alt for ofte fejl, lyder det fra Sofie Meilvang, der er biolog ved Dyrenes Beskyttelse.

Hun kalder danskernes omsorg for "misforstået godhed".

- Vi mennesker er jo vant til, at vores egne børn skal have lang pleje, men dyr er mere selvstændige. Vi har også meget empati for de her dyreunger, som ser nuttede ud, men det er helt misforstået, at ungerne skal have hjælp. For vi risikerer at skade dem mere, end vi gør gavn, siger Sofie Meilvang.

Normalt med fugleunger på jorden

Hovedsageligt er det fugleungerne, som folk ringer ind om, viser en opgørelse fra Dyrenes Beskyttelse.

Folk samler fuglene op, når de ser dem uden for reden, men det skal man lade være med, lyder det fra Sofie Meilvang.

For flere fugleunger er det normalt, at de befinder sig på jorden, selvom de endnu ikke kan flyve. Her ses en af de fugleunger, der er fundet af en bekymret dansker.
For flere fugleunger er det normalt, at de befinder sig på jorden, selvom de endnu ikke kan flyve. Her ses en af de fugleunger, der er fundet af en bekymret dansker. Foto: Privatfoto / Dyrenes Beskyttelse

Dyreungernes top ti

Disse dyreunger henvendte folk sig mest om til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral i 2018:

  • Småfugleunger: 2450
  • Skader og kragefugleunger: 1730
  • Dueunger: 1700
  • Måger, vadefugle, hønsefugle,
  • Vandhønseunger: 1589
  • Rålam/kalv: 1107
  • Ællinger: 617

Kilde: Dyrenes Beskyttelse

For solsortens unger er det eksempelvis helt normalt, at de befinder sig på jorden, selvom de endnu ikke kan flyve, fordi fuglen har en åben rede, som er nem at opdage for rovdyr.

- Fugleungerne falder tit ud af rederne eller hopper ud, hvis reden bliver opdaget af en rovfugl, men ofte samler folk dem op og har dem i flere dage, og så oplever jeg, at de er så stressede, når vi kommer for at hjælpe, at de skal aflives, fortæller Sofie Meilvang.

Hun ser også, at folk tager harekillinger til sig, fordi de har fundet dem alene, men også det er misforstået godhed, lyder det.

Her ses en harekilling, der har forvildet sig ind i en have. Finder man en harekilling alene, skal man dog tage den med ro. Det er normal adfærd
Her ses en harekilling, der har forvildet sig ind i en have. Finder man en harekilling alene, skal man dog tage den med ro. Det er normal adfærd Foto: Privatfoto / Dyrenes Beskyttelse

- De tror, at harekillingen er i nød, fordi den er alene, men fakta er, at harekillingen kun mødes med sin mor i kort tid i løbet af dagen. Så de er slet ikke i nød. Det er bare os mennesker, der tror det, siger Sofie Meilvang.

Din hjælp kan koste livet

Lige nu kan man møde mange forskellige dyreunger i naturen såsom harekillinger, fugleunger og råkid.

Men der gælder de samme retningslinjer for dem alle, lyder det fra Sofie Meilvang.

Man skal altid vurdere dyret på afstand, og man må aldrig samle dyret op eller tage det med hjem.

Gør man det, risikerer man at skræmme dyrenes mødre væk, fodre dem forkert og stresse dem unødigt, lyder det fra biologen.

I værste fald dør dyrene af stress eller fejlernæring, eller de må aflives.

Ser man synlige skader på dyret, eller er man i tvivl om, hvad man skal gøre, kan man ringe til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral, opfordrer Sofie Meilvang.

- Lad endelig dyret ligge og ring 1812. Så kan vores eksperter vurdere, om dyret rent faktisk er i nød, slutter hun.

Se hele indslaget om dyreunger i den danske natur på TV 2 PLAY

Råkid er blandt de dyreunger, man kan finde i naturen lige nu. Finder man en dyreunge, er det dog vigtigt, at man vurderer dens tilstand på afstand, da man risikerer at skræmme moderen væk, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
Råkid er blandt de dyreunger, man kan finde i naturen lige nu. Finder man en dyreunge, er det dog vigtigt, at man vurderer dens tilstand på afstand, da man risikerer at skræmme moderen væk, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse. Foto: Privatfoto / Dyrenes Beskyttelse