Sidsel og Christian fra tv: - Os med Downs kan noget, som andre ikke kan

Sidsel og Christian håber, at de kan vise, at mennesker med Downs har meget at byde på - og så har de et råd, hvis man får et barn med syndromet.

Hver anden weekend stiger Sidsel Boel Kruse og Christian Larsen sammen på toget ind til København.

Til hverdag lever de landlivet på en gård ved Kerteminde, og det er her, at seerne har fulgt parrets hverdag gennem tre programmer i 'Et ægte par'. Hvad man ikke ser er, at de også ofte tager ind til hovedstaden.

Her tager de på date, går i biografen, spiser ude på caféer og restauranter eller laver mad hjemme hos Sidsels forældre.

Sidsel og Christian kan godt lide at lave mad, og de finder ofte på deres egne retter. Her er de ved at lave svampehummus, der anrettes som en snack på ristet rugbrød, pyntet med radise og purløg.
Sidsel og Christian kan godt lide at lave mad, og de finder ofte på deres egne retter. Her er de ved at lave svampehummus, der anrettes som en snack på ristet rugbrød, pyntet med radise og purløg. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

Både Sidsel og Christian har Downs Syndrom, men de håber, at de også kan vise, at de er mere end det.

- En med Downs Syndrom kan noget, som andre ikke kan - på deres egen måde. De har en indre glæde og magi, og det gør, at de blomstrer, siger Sidsel Boel Kruse.

Vil ændre folks opfattelse

Sidsel drømmer om at blive sangskriver for Lady Gaga eller skuespiller. Derfor går hun derfor løbende til castings. Christian er landmand på den gård, hvor de bor sammen med hans forældre. Her hjælper han til i det daglige arbejde med dyrene tre dage om ugen.

Christian Larsen arbejder på gården, hvor han hjælper med at passe den daglige drift med både grise, får og høns.
Christian Larsen arbejder på gården, hvor han hjælper med at passe den daglige drift med både grise, får og høns. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV 2

De oplever begge, at de kan mere, end hvad folk tror og tænker.

- Kan en med Downs Syndrom være skuespiller, supermodel, skolelærer, dyrepasser eller arbejde i biografen? Ja, det kan de. Man skal bare gøre det, og drømme kan blive til virkelighed. Grib chancen, siger Sidsel Boel Kruse.

Både Sidsel og Christian synes godt, at flere kunne overveje at få børn med Downs Syndrom.

Nyeste tal viser, at flere, men ikke mange, vælger børn med Downs til. I 2017 valgte 13 kvinder at fortsætte graviditeten, selvom deres barn havde diagnosen. Det er det højeste antal siden 2004, hvor screening for Downs syndrom blev et fast tilbud til alle gravide.

- Vi håber, at forældre kan finde noget om os på internettet, så de kan se de muligheder, som de har brug for, siger Sidsel.

Det samme håber deres forældre.

Både Sidsel Boel Kruse og Christian Larsen bruger komik, når verden bliver lidt for trist, eller hvis de er blevet uvenner.
Både Sidsel Boel Kruse og Christian Larsen bruger komik, når verden bliver lidt for trist, eller hvis de er blevet uvenner. Foto: Christian Sejer Rasmussen / TV2

Giv børn med Downs kærlighed og en highfive

Sidsel mor, Gitte Boel, synes alt for tit, at mennesker som Sidsel og Christian bliver gemt væk i et parallelsamfund, uden frit skolevalg og med et tillukket arbejdsmarked.

- Verden går glip af nogle meget kærlige og livsglade mennesker, der møder én med tillid og ikke tillægger andre folk onde hensigter.

- Vi håber på som familie, at det her kan åbne nogle døre for Sidsel, Christian og ligesindede. Hvor man ikke er bange for at have dem med i en teatertrup eller i et skånejob, at der kommer mere sameksistens i skoler og til fritidsaktiviteter. I en verden hvor unge mennesker er presset af normer på sociale medier, så er det godt med et mangfoldigt syn på, hvordan man også kan være her i verden, siger Gitte Boel Kruse.

Sidsel Boel Kruse drømmer om at blive skuespiller og sammen med sin mand, Christian Larsen, medvirker hun i TV 2-dokumentaren 'Et ægte par'.
Sidsel Boel Kruse drømmer om at blive skuespiller og sammen med sin mand, Christian Larsen, medvirker hun i TV 2-dokumentaren 'Et ægte par'. Foto: Michael Lauritsen

Sidsel tænker et øjeblik, da hun bliver spurgt, hvad der er er hendes bedste råd til forældre, som venter et barn med Downs Syndrom. Så kommer svaret uden tøven.

- Giv dem et hjem med kærlighed. Find en god vuggestue, skole og gode venner, der kan lege sammen. Trøst dem, når de er kede af det, giv dem en is og syng sang. Og brug komik. Få dem til at grine og giv en highive, siger hun.

Se eller gense alle afsnit af 'Et ægte par' på TV 2 PLAY.