Kendt DJ måtte trække stikket efter angstanfald - i dag lever han et leverpostejliv

En episode for seks år siden fik DJ'en Kato til at skrue ned for rampelyset og op for huslige pligter.

Den danske DJ Kato står og hopper bag pulten på en natklub i Tyrkiet. Musikken er høj og publikum vilde. Kalenderen siger 2013, og midt i det, der ellers tegner til at blive en kæmpe fest, lukker rummet sig omkring musikeren.

Danserne er pludselig ubehageligt tæt på, og da nogle stykker fra det ekstatiske publikum indtager scenen, bliver det hele for meget, fortæller Kato, der har det borgerlige navn Thomas Kato Vittrup, i 'Go' aften Danmark'.

- På en eller anden måde bliver det dråben for mig. Jeg får en form for blackout og finder mig selv nogle minutter efter stortudende i vandkanten på stranden, hvor jeg slet ikke kan finde rundt i, hvad der er sket, siger den 37-årige DJ, der blandt andet er kendt for hits som 'Hey shorty' og 'Turn the lights off'.

Han har netop oplevet, hvad han selv betegner som et angstanfald, og i løbet af få minutter får han aflyst alle sine kommende koncerter.

For mange kan det lyde som drømmen at spille på de største scener og gå på røde løbere, men det var det ikke for DJ'en Kato.
For mange kan det lyde som drømmen at spille på de største scener og gå på røde løbere, men det var det ikke for DJ'en Kato. Foto: Flindt Mogens / Ritzau Scanpix

Søgte hjælp hos psykolog

DJ'en er langt fra den eneste dansker, der oplever angst i situationer, som ikke er forbundet med en reel fare.

Faktisk rammer den omkring 350.000 danskere om året, og selvom angsten kan medføre et betydeligt tab af livskvalitet, er det ifølge PsykiatriFonden langt fra alle, der får stillet diagnosen og kommer i behandling.

Vedvarende angst sætter kroppen i konstant beredskab og kan give en følelse af stress. Typiske tegn er uro, kvalme og overdrevne bekymringer.

Derfor tog det også et halvt år og hjælp fra en psykolog, før Kato vovede sig op på en scene igen. Og siden den dag i Tyrkiet har prioriteterne i hans liv ændret sig.

Et liv uden for rampelyset

Hvor målet om at blive verdens bedste DJ før var altoverskyggende, er livet uden for rampelyset nu blevet endnu vigtigere.

- Jeg fandt ud af, at det måske ikke er det ultimative mål for mig længere. Det er mere et mål for mig at lave musik, fordi jeg har lyst til det, siger han.

- Jeg vil gerne leve et tilbagetrukket, normalt, leverpostejsagtigt liv med min kæreste uden for Aarhus, hvor tingene er lidt mere rense-tagrende-og-slå-græs-agtige.

Det er alt sammen en del af erkendelsen af, at man ikke bliver lykkelig af kun at fokusere på musikken. Mennesket bag skal også være glad, lyder det fra Kato.

Vil stadig være den største

Selvom Kato i dag er et andet og mere "leverpostejsagtigt" sted i sit liv, er den gamle DJ-drøm ikke lagt helt på hylden. Han har stadig en ambition om at blive verdens største DJ, og sommeren kommer da også til at byde på et væld af koncerter.

Den danske DJ har spillet koncerter over hele verden og blandt andet lavet musik med den amerikanske rapper Snoop Dog.
Den danske DJ har spillet koncerter over hele verden og blandt andet lavet musik med den amerikanske rapper Snoop Dog. Foto: M2 Film

Kato kan blandt andet opleves til Grøn Koncert og i Tivoli - men så er det også hurtigt hjem og nyde roen i huset uden for Aarhus, lyder det.

- Lige en tur med hunden ud i skoven. Den balance og kontrast gør, at jeg kan holde styr på begge ting, føle mig i live, sund og glad, siger han.