Sådan bliver 'Korpset' helt anderledes - her er deltagerne

16x9
I denne sæson af 'Korpset' foregår overnatningen i bivuakker i en skov. Foto: Thomas Rønn / TV 2

I år får aspiranterne hverken traditionelt toilet, en feltseng eller fast tag over hovedet.

En instruktør med en helt anden baggrund, færre deltagere og barskere overnatningsforhold venter, når TV 2-programmet 'Korpset - gjort af det rette stof' vender tilbage 4. juli.

Over otte dage bliver de medvirkende testet benhårdt på det fysiske og mentale plan. Og det er helt bevidst, at tingene ikke er, som de plejer at være, i den tredje sæson. Det forklarer chefinstruktør og tidligere jægersoldat Thomas Rathsack.

Denne gang skal deltagerne selv bygge og sove i bivuakker i et skovområde. Deres feltsenge er erstattet af tynde liggeunderlag, der er intet bad, og toilettet er byttet ud med en rafte og et hul i jorden.

- Aspiranterne stiller op med nogle klare forventninger om, at der er lighedstræk med de to foregående sæsoner. At placere dem i en regnfuld skov sætter med det samme et psykisk pres på dem, siger Thomas Rathsack og uddyber:

- Alting bliver meget mere besværligt, når man er i en bivuak, når det er mørkt, og man skal have styr på sine stumper. Det gør vi selvfølgelig helt bevidst for at lægge pres på dem fra starten.

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack er chefinstruktør i 'Korpset'. Han har været med i alle tre sæsoner.
Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack er chefinstruktør i 'Korpset'. Han har været med i alle tre sæsoner. Foto: Thomas Rønn / TV 2
Sådan ser de hjemmebyggede bivuakker ud.
Sådan ser de hjemmebyggede bivuakker ud. Foto: Thomas Rønn / TV 2

Mere vand i år

I denne sæson vil også en ny slags instruktør tone frem på skærmen.

41-årige Claus Staun er uddannet frømand, og han vil sammen med Thomas Rathsack og Erik B. Jørgensen give aspiranterne et indblik i specialstyrkerne ud fra sine egne oplevelser.

Det er første gang, en tidligere frømand er med på instruktørholdet, og dermed vil der være en række øvelser i vand, der ikke er set før i 'Korpset's historie.

Claus Staun (øverst i sort tøj, red) har en frømandsbaggrund, og derfor vil flere af øvelserne foregå i vand.
Claus Staun (øverst i sort tøj, red) har en frømandsbaggrund, og derfor vil flere af øvelserne foregå i vand. Foto: Thomas Rønn / TV 2

Fra 30 til 12 aspiranter

Den sidste markante ændring er antallet af deltagere. I stedet for 30 aspiranter vil der i denne sæson blot være 12.

- I tidligere sæsoner har der været en svingdørseffekt, hvor nogle er røget ud næsten med det samme af forskellige årsager. Nu kan vi bedre komme ned i substansen hos hver enkelt, siger Thomas Rathsack.

Der er ingen præmie på højkant i 'Korpset'. Til gengæld håber chefinstruktøren, at dem, der melder sig, får noget mentalt med sig i bagagen, som de kan hive frem, når de vender hjem til hverdagen igen. Uanset hvor langt de kommer.

- Jeg tror, at mange af os godt kan lide at komme ud af den der forudsigelighed og magelighed, som vi ofte render rundt i, siger han.

Herunder kan du lære aspiranterne i sæson 3 bedre at kende:

Her er aspiranterne i 'Korpset' sæson 3

Se 'Korpset - gjort af det rette stof' torsdag 4. juli klokken 20 på TV 2 - eller se det allerede nu på TV 2 PLAY.