Mød kvinden der har tre mænd på samme tid

Pouline Middleton var færdig med kærlighed, da hun for to år siden blev forladt af sin kæreste - og var overbevist, at det nu var slut med mænd.

Men langsomt begyndte den 47-årige kvinde, der til daglig er direktør i et multimediebureau, at savne en mand til tre helt specifikke aktiviteter - sex, snak og prakitske opgaver.

Og hvad gør man så, når man egentligt ikke orker endnu en omgang kompliceret kærlighed, men alligevel godt kunne bruge en mand i sit liv?

Søgte tre mænd på nettet
Pouline Middleton oprettede en kontaktannonce på nettet, hvor hun søgte mænd til de tre forskellige opgaver.

- Der var mange mænd, der skrev, jeg er en tre-i-en'er. Men så sagde jeg: hvis du vil på date med mig, må du vælge en af de tre, siger Pouline Middleton, der havde gjort op med sig selv, at hun ikke var interesseret i pakkeløsningen.

- Den traditionelle parforholdsmodel får ikke det bedste frem i mig - og jeg synes faktisk heller ikke, at den får det bedste frem i mænd....Jeg kan bare mærke, at det fungerer ikke på den lange bane, siger Pouline Middleton.

Håndværkeren blev til mere
Pouline Middleton fik ikke lige så mange svar på håndværkertjansen, som på snakke- og sextjansen, men der meldte sig et par mænd, der savnede en have at gå til hånde i. Den udvalgte håndværker, der altid fik tre retters menu efter dagens dont, blev dog hurtigt til mere.

- Vi kunne ikke holde det ved det, for kærlighed er jo ikke en statisk størrelse - og det er det heller ikke i alle de faste relationer, som jeg har været i og som mine venner er i. De udvikler sig og så er det lidt aparte, at vi har én fast model, siger Pouline Middleton.

Kvinden med de tre mænd skriver i øjeblikket på en netroman om sit lidt specielle kærlighedsliv. Følg linket i boksen til højre, hvis du har lyst til at læse med.