Brevkasse: Hjælp, det er svært at være mor

En fortvivlet mor har skrevet til Lola - hun synes, det er svært at være mor og har svært ved at håndtere den forbudte følelse. Læs hele brevet og Lolas svar nedenunder her, og se desuden klippet fra Go'morgen Danmark i playeren øverst på siden.

Spørgsmål:

Kære Lola

Det, jeg skriver til dig, er i virkeligheden en ganske velbevaret hemmelighed, som jeg ikke føler, der er plads til nogle steder, men som jeg dog godt ved er nødvendig at få på bordet og ikke mindst få hjælp til at tackle, da den æder mig op. Det handler om at blive og være mor og lad mig tage det fra begyndelsen.

For snart 4 år siden fødte jeg en sund og rask dreng. Fødslen var en fantastisk oplevelse, som jeg var og stadig er meget beæret og taknemmelig over at have haft. Jeg fødte om eftermiddagen, og jeg husker, at jeg, da mørket faldt på den første nat, lå med min mand og min nyfødte søn ved min side - begge sovende - og bare tænkte "Hvad er det du har gjort?"

Skridtet fra mave til baby var ekstremt voldsomt for mig, og jeg kan ærligt og redeligt sige, at jeg ikke elskede mit barn fra første øjekast. Heller ikke ved andet, tredje eller femte. Der var intet ubetinget fra min side. Det skal ikke forstås således, at jeg tog afstand fra ham, for det mener jeg også, at jeg helt ærligt kan sige, at jeg ikke gjorde. Jeg havde beskyttertrang og nærede omsorg overfor ham, men at blive mor var simpelthen så overvældende for mig. Jeg følte mig på ingen måde forberedt på hvilket indgreb det var i mit liv, pludselig at skulle vige HELE pladsen for et andet menneske, at skulle tilsidesætte alle egne behov på ubestemt tid og ikke mindst at skulle skabe sig en ny identitet fra den ene dag til den anden. Jeg tror, jeg havde det som om nogen trak hele mit fundament væk under mig.

Jeg ventede tålmodigt på de store dybe følelser, som alle mødre påstår, de oplever øjeblikkeligt, og søgte trøst i enkelte artikler jeg kunne finde om mødre som først oplevede kærligheden til deres barn helhjertet efter 2-3 uger. Men hos mig kom og gik ugerne, mens min søn voksede. Vi blev beriget med en meget aktiv dreng, der stillede store krav til vores fantasi og evne til at stimulere, da han simpelthen havde travlt med at skulle det hele på en gang. Han var ikke typen, der kunne sidde og observere, mens mor hyggede sig på café eller shoppede - end ikke 10 minutter i Netto kunne det blive til uden hans tålmodighed brast, og han ville noget andet. Jeg husker særligt en tur til et storcenter med en veninde, hvis jævnaldrende søn blot sad i barnevognen og betragtede verden, mens min lille basse konstant og meget højlydt brokkede sig over ikke at kunne være en aktiv del af den. Dette var naturligvis medvirkende til, at jeg oplevede morrollen som meget indgribende.

Jeg følte helt ærligt ikke, at jeg kunne foretage mig meget i dagtimerne, når min mand ikke var hjemme, og alligevel foretog jeg mig en masse, for stimuleres skulle han jo også.

Men jeg selv forsvandt. Jeg blev en udtørret udgave af mig selv og overgik til rollen som MOR med alt hvad dette indebærer. På nær lige det der med den dybfølte kærlighed, som jeg vel egentlig først følte, da han var omkring 1 år, og jeg oprigtigt kunne sige, at jeg kendte den lille fyr! Jeg har altid synes, at det der med ubetinget kærlighed til børn er noget pudsigt og lidt påtaget noget. Jeg mener, man elsker vel et menneske i kraft af hvad dets egenskaber, og at sige at man bare elsker nogen, fordi det er kommet ud af én, kan jeg ikke helt forlige mig med. Jeg tror, man er forbundet med sine børn på en helt særlig måde fra den dag, de spirer i maven på en, men at kærligheden kommer snigende i takt med, at man kommer til at kende den lille skabning.

Alt dette er næsten forbudt at sige højt - efter årerne er gået, er jeg dog kommet dertil, hvor jeg gerne udtrykker, at jeg simpelthen var i chok, efter jeg fik min søn, for det er i virkeligheden nok den følelse, jeg føler kendetegner det bedst. Jeg synes, det har haft store omkostninger at få børn - jeg har hverken været meget ung eller gammel, da jeg fik min ældste søn - jeg var sidst i 20érne - og alligevel har jeg oplevet, at vennekredsen blev reduceret betydeligt det første år af hans liv.

Derudover skulle jeg finde fodfæste i mit nye liv, finde ud af hvilke værdier jeg havde, hvilke værdier min mand og jeg havde, og hvilke værdier vi ville give videre til vores barn. Det er en hård og fortsat krævende proces. I tillæg hertil kom, at jeg måtte erfare (og nu blive nogle sikkert virkelig forargede) at jeg faktisk synes at børn besidder mange temmelig ucharmerende egenskaber. Min søn kom nærmest i trodsalderen på sin 1 års fødselsdag og har været det lige siden. Han er vel det man kan kalde en pædagogisk udfordring af de store, en initiativrig og nysgerrig fyr med krudt bagi.

Jeg synes at en 3-årig, i hvert fald vores tre-årige, til tider ofte er langt mere ucharmerende end det modsatte. Egocentreret, fuldstændig uden evne til at tilsidesætte egne behov, krævende, trodsig og med jævnlige raserianfald. Det er da ikke lige sådan nogle egenskaber jeg ville vælge hos en ansøger, hvis jeg havde opslået en stilling. Selvfølgelig er han også meget andet, og jeg føler mig privilegeret, fordi han har været utrolig dygtig fysisk og verbalt og generelt virker særdeles kvik. Men de andre ting har fyldt meget hos mig, og efter at have gransket mig selv, tror jeg det handler om, at jeg har meget svært ved at forlige mig med noget jeg ikke kan kontrollere og "bestemme" over.

Jeg er for ½ år siden blevet mor til endnu en dreng. Denne gang var jeg ikke i chok, hvilket jo helt sikkert skyldes at mit liv nu er tilrettelagt efter et barn, hvorfor en mere ikke gør den store forskel på netop det punkt. Også følelserne var der meget hurtigere denne gang. Alligevel må jeg indrømme at det trækker tænder ud. Hold fest jeg synes at det er hårdt arbejde med to små børn, og friheden som trods alt var kommet lidt tilbage efter den store var blevet så gammel, er nu frataget mig på ny. Jeg er blevet beriget med endnu en ammedreng, og det sætter altså bare sine begrænsninger at være den eneste der kan give ham føde! Her efter et halvt år på barsel, hvor dagene går med stimuli, dikkedikke, lave mad, vaske op, gå tur med barnevogn og hvis jeg er heldig min mødregruppe, så får jeg den der klaustrofobiske følelse igen - den der vi ikke taler om, fordi det at få barn bare er det bedste i hele verden! Ja det er en fantastisk lykke, men det kan ikke fuldende mit liv alene.

Jeg har brug for at kunne være mig selv, brug for frihed, brug for faglig og personlig stimuli, brug for at kunne køre en tur og ikke tænke på, at jeg amme ham om 1 time etc.

Måske er jeg for egoistisk til børn eller måske er jeg i virkeligheden mere ærlig end de fleste? Jeg har ofte manglet et frirum, ud over det jeg har med min mand, hvor det er okay og forståeligt at sige disse svære ting omkring moderskabet og forældrerollen. Jeg ville ALDRIG undvære mine drenge, men om jeg ville få dem igen ved jeg faktisk ikke! Forstår du betydningen af det? Jeg ved, at det kommer til at lysne, at jeg en dag kan overlade børn til manden og tage på tøsetur, eller bare gøre noget for mig mig mig.

Det er meget voldsomt når nogen kræver dig hele dagen og for dens lille vedkommende også om natten. Min arbejdsdag starter kl. 6, hvor jeg, hvis jeg er heldig, har fået 5 timers usammenhængende søvn, og så slutter den kl. 21, hvor jeg så har 1 time til mig inden jeg besvimer.

Jeg synes det er svært at være mor!


Med venlig hilsen Mia

(Brevet er redigeret af redaktionen.)

Svar:

Kære Mia

Tusind tak for den tillid du viser mig, og beklager, at der først kommer svar nu, men jeg har gået og tænkt lidt over din mail, da jeg gerne ville give noget godt tilbage, på et meget ømtåleligt spørgsmål.

Allermest rammer du, når du skriver, at det er en forbudt følelse at sige, at man er træt af at være mor, desværre er det ikke bare sådan noget man kan gå og sige højt. Man kan være racist, man kan købe hælervarer, man kan tjene sorte penge, man kan snyde i skat, man kan snyde sit forsikringsselskab, folk snakker nærmest helt åbent efterhånden om disse emner. Men at syntes det er svært at være forælder, er ikke noget man taler åbent om, og jeg kan bestemt ikke anbefale dig at gøre det, for det giver ikke noget godt tilbage. Du skal være glad, hvis det er, som jeg læser det, at du kan sige det åbent til din kæreste, og nu også til mig.

Hos mig ryger den klassiske tanke ind, handler det mon om en fødselsdepression, skal jeg anbefale dig at søge hjælp hos en psykolog, så du kan få bearbejdet dine følelser fra de sidste 4 års frustrationer? Men jeg lander slet ikke der i mine tanker om dig. For din mail viser mig jo, at du alligevel har fået gjort næsten alle de ting, du skulle omkring dine to drenge amning osv., men det du bare gerne vil have lov at sige højt til hele verden, er at du synes, det er forbandet hårdt og også en meget bundet opgave at være mor, at du har svært ved at se dig selv i den der husmorrolle, til du bliver 50 år, og så udeblev den der store mor følelse ved starten.

Jeg læser også, at du er et menneske, der behøver kontrol over eget liv, bedst trives med struktur og forudsigelighed, og måske også er lidt perfektionistisk, ting som små børn slet ikke efterlader muligheden for.

Nu er du i det, du taler ikke om at stå af på det, du kunne jo blive skilt fra din kæreste, flytte til den anden ende af landet og begynde på en frisk for dig selv. Det gør flere, og de møder om nogen omgivelsernes fordømmelse, mænd kun lidt, kvinder rigtig meget. Nu er det jo heller ikke en løsning, jeg går ind og anbefaler som familievejleder, da jeg ved, at dine drenge hellere ønsker sig lidt men brugt mor frem for ingen mor. Så mit svar tager udgangspunkt i, at nu er du her, du ville måske ikke have fået dem, hvis du havde kendt konsekvenserne af et liv med børn, men du ville heller ikke undvære dem, som du skriver.

Der er to vigtige ting til fremtiden, og det ene er, at du skal begynde at arbejde på at gøre alle dine udsagn rationelle og mindre egoistiske. I stedet for hele tiden at tænke over, hvad de har taget fra dig, så begynd at fokusere på, hvad de har givet og kan give dig. Tænk også at dine børn er en investering i din egen fremtid. Hvem skal passe dig, når/hvis du bliver syg/gammel. Min mor døde som 67-årig af hjernekræft efter 7 måneders meget svær sygdom. De måneder blev nu okay for hende, fordi hendes to børn med familie gik ind og gav det nødvendige ekstra, hvilket endte med at hun fik en fin livsafslutning med os, og pludselig blev jeg glad og taknemmelig ved at have 3 børn.

Med den egoistiske tankegang: "Børnene har taget noget fra mig, de kontrollerer mit liv lige nu," vil man jo aldrig selv kunne tillade sig at bede andre om hjælp, for dine børn beder bare om hjælp fra dig til at komme godt fra start i livet. Jeg ved godt, at jeg er lidt skarp lige nu, men det er i et forsøg på at ruske dig kærligt men kontant til at vende de mange irrationelle udsagn til noget rationelt. Tænk på hvor tit du i hverdagen finder dig i noget fra din chef eller kollegaer eller selv din arbejdsfunktion eller fra en god veninde. Tænk på hvor meget nemmere du synker dine frustrationer her, fordi du ved, at det vil have en konsekvens allermest for dig selv. Tænk også på hvor mange der må blive i deres arbejde, selvom det er rigtig dårlige forhold, men de økonomiske vilkår byder dem at blive ved eksempelvis som rengøringsassistent eller social og sundhedsassistent, begge job giver ofte en fysisk nedslidning, og de mennesker står alligevel op hver morgen til en lang dags indsats for andre, de skal gøre det hele livet frem til de bliver 62 år eller mere og nu måske en time mere om ugen.

Men de gør det, fordi det er nødvendigt. For ikke så mange år tilbage tænkte man ikke så meget over det med job og børn, de var jo bare en nødvendighed for artens og egen overlevelse. I dag kan vi gøre mere bevidste valg for vores liv, og det har gjort tankegangen mere egoistisk: "Jeg tager ikke noget ind i mit liv, som ikke bidrager positivt til min egen hverdag."

Det troede du og rigtig mange medsøstre så, at det med børn gjorde, og hvem i alverden har fundet på det "lykkebillede". Det er fast og hårdt arbejde at have børn, men vender du fra negativt til positivt, kan det altså også give tilbage.

Venlig hilsen

Lola