Renée Toft Simonsen: Lyt til børnene

16x9
skilsmissejul Foto:

Når far og mor skal skilles, kan de få hjælp fra voksne eksperter. Men lyt nu til børnene, mener bonusmor Renée Toft Simonsen

Når far og mor skal skilles, kan de få gode råd fra voksne eksperter. Men husk at lytte til jeres børn, mener bonusmor, forfatter og tidligere model Renée Toft Simonsen.

Da Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig gik fra deres respektive partnere og fandt sammen, var der tre børn, der også skulle bringes sammen i den nye Toft Simonsen/Helmig-konstellation.

"Vi anede ikke, hvilke følelser vi satte gang i. Det havde vi ikke taget højde for, så vi har måttet lære meget undervejs," fortæller Renée Toft Simonsen til tv2.dk og fortsætter:

"Thomas og jeg tilpassede os hurtigt, og det gjorde børnene også. De var skidedygtige til det. Hvis forældrene kan finde ud af det, kan børnene som regel også," siger Renée Toft Simonsen, der er forfatter, psykolog og stifter af Delebarn.dk, der henvender sig til skilsmisseforældre, hvor forældrene kan få hjælp til at klare de problemer, der kan opstå, når familier splittes op og nye dannes..

Først den biologiske datter, så bonusbørnene
Hun bragte to børn på et og tre år ind i det nye forhold, mens Thomas Helmig havde en datter på fire. Og det var nok hende, der havde det sværest, vurderer Renée Toft Simonsen i dag. Hun mener, at det især skyldtes, at hendes mor og far ikke længere var sammen, frem for at hun havde fået nogle nye søskende.

"Jeg kan huske, at det var vigtigt for hende, hvem Thomas læste godnathistorie for. Hun spurgte ham tydeligt, hvem han skulle læse for. Så kunne vi godt regne ud, at han ikke skulle svare min datter. Thomas vidste instinktivt, at det var vigtigt for hende. Hele det spørgsmål om, hvor og hvem de hører til, fylder meget for børnene," siger Renée Toft Simonsen.

De tre sammenbragte børn var ifølge Renée Toft Simonsen så små, da deres forældre blev skilt og fandt nye partnere, at de tilpassede sig relativt nemt til den nye familie. Men sådan har andre børn det ikke nødvendigvis.

Lyt til børnene
Problemet opstår, når forældrene glemmer at lytte til børnene, mener bonusmoderen og forfatteren. Det er ligefrem blevet en kæphest for hende på Delebarn.dk, at få forældre til at være mere opmærksomme på andres følelser frem for kun deres egne, når de er midt i en skilsmisse.

"Nogle forældre har svært ved at lytte til andres følelser, fordi de er så overvældede af deres egen sorg eller vrede. Så hører de ikke, at barnet står og siger 'jeg kan altså stadig gode lide far'."

Derfor har Delebarn.dk giver Delebarn.dk en række gode råd til forældrene fra de rigtige eksperter, der står midt i det: Børnene.

10 kloge fra børnene
10-årige Kristoffer og Emil på otte giver her deres bedste råd til skilmisse- og bonusforældre.

1. Mor og far skal lade være med at skændes hele tiden, især nu hvor de er blevet skilt.

2. De voksne skal tale meget om tingene

3. Mor og far skal tænke sig godt om. For det er en vigtig beslutning at blive skilt.

4. Husdyr giver glade børn. Det er en god ide at få et kæledyr, når børnene er kede af, at mor og far er blevet skilt.

5. Ting, som børnene er glade for, skal de have lov til at tage med frem og tilbage mellem far og mor.

6. Husk, at I skal være glade i ferien. Bonusfar og bonusmor må gerne komme med, men alle SKAL være glade.

7. Se på de positive sider og glem de negative.

8. Sid sammen, hvis børnene skal spille kampe eller lave opvisninger - også til skolefesterne. Så skal børnene ikke vælge mellem, hvem de vil sidde hos.

9. De voksne skal snakke med børnene om, hvordan det går i skolen, for måske bliver de drillet.

10. Vi kan ikke lide at skifte skole. Men hvis vi skal, så bliv hos os de første dage i alle timerne.

Stop skænderierne og sid sammen
Ifølge Delebarn.dk og Renée Toft Simonsen er de to delebørn Kristoffer og Emil 'fantastisk indsigtsfulde' og de rammer plet, når de for eksempel råder forældre til at holde op med at skændes, når der er blevet skilt.

"Forældrene skændtes, da de boede sammen, men nu hvor de så ikke er sammen mere, er der ingen grund til at forsætte med at skændes," siger Renée Toft Simonsen og fortsætter:

"Og punkt 8 om at forældrene skal sidde sammen til opvisninger og skolefester osv., viser helt konkret, hvad der et for nogle problematikker, delebørn står overfor. Børnene bliver nemlig nemt sat i dilemma, når de skal vælge side, hvem de helst vil sidde sammen med, eller hvor man skal holde jul og konfirmation. Derfor er det så vigtigt, at forældrene forsøger at lægge deres stridigheder i baggrunden, så splittelsen ikke går ud over barnet."