Ny megatrend giver kvinder magten

16x9

Erhvervslivet har fået øjnene op for en megatrend, der gør kvinderne mere interessante end nogensinde før.
Af Louise Gade Sig, ALT for damerne.

Kvinder får højere uddannelser, hiver store lønningsposer hjem hver måned og står for 80 % af familiens købsbeslutninger. Virksomheder har endelig fået øjnene op for det store, feminine forretningspotentiale og øver sig nu i at tænke som kvinder. Fænomenet "Womenomics" er udpeget som en megatrend, der vil revolutionere forretningsverdenen, og er så småt ved at slå igennem i Danmark.

- Det er ikke bare en lille hyggelig ting, der sker nu. Alt tyder på, at kvinder i løbet af de kommende årtier kommer til at overtage verden, kvinder vil overhale mænd på alle områder, der er et kæmpe pres for at få kvinder frem i ledelse - det kan kun gå én vej, siger Anne-Mette Michaelsen er medstifter af House of Womenomics - det første internationale videnshus i Skandinavien med hovedfokus på Womenomics

Drop at tænke pink
Hun mener, at mange af landets virksomheder hidtil har haft skyklapper på, når det kommer til kvinder, men selvom fænomenet om at tænke kvinder ind i forretningsstrategien langsomt er ved at vinde indpas i de danske virksomheder, ændrer det ikke på, at det primært er mænd, der sidder som projektstyrere på landets reklamebureauer, og det påvirker slutresultatet, mener Anne-Mette Michaelsen.

- En af de største misforståelser inden for markedsføring til kvinder er netop at lave et produkt pink og komme swarovski-krystaller på. En pink strategi er som udgangspunkt en fiasko, for kvindelige forbrugere er kræsne og lader sig ikke spise af med produkter, der bare er tilføjet en dekorativ detalje. Det handler om at tænke kvinders præferencer ind i hele forretnings- og produktudviklingen, og rammer man markedet med det helt rigtige produkt til kvinder, kan det være begyndelsen på en stor salgssucces.

Et eksempel kunne være Samsung, der fik overraskende stor succes hos kvinderne med deres kæmpetelefon Galaxy Note, som også kan bruges som tablet-pc. Forklaringen er blandt andet, at kvinderne kan fragte den store mobil i håndtasken, som alligevel er med overalt, og at kvinder er disponeret for tohånd-brug - vi har mindre hænder, så er i forvejen mere tilbøjelige til at opgive enhåndsbetjeningen.

Kvinder køber også biler
Kvindens beslutningskraft stopper ikke ved aftensmaden eller børnenes nye tøj. Vi har også en finger med i spillet, når større ting skal købes. For eksempel viser en undersøgelse fra SMC-biler, at 19 ud af 20 kvinder enten bestemmer eller er med til at bestemme familiens bil, for bilen er ikke længere mandens territorium. Kvinder er en kundegruppe med stort potentiale.

- Det er ikke, fordi kvinder ikke interesserer sig for biler, men biler har traditionelt været præsenteret og solgt på måder, som gør, at det primært har appelleret til mænd. Der har været fokus på hestekræfter og teknik og afklædte damer på kølerhjelmene, men sådan rammer man ikke de kvindelige købere. Det er nogle af bilbranchens tunge drenge ved at sætte fokus på, forklarer Anne-Mette Michaelsen.

Kvinder bliver ikke til at komme udenom
Men det er ikke kun på reklamebureauerne og i bilforretningerne, der skal tænkes i kvinder. Det samme skal der på chefgangene og i den finansielle sektor, mener Anne-Mette Michaelsen. En rapport fra EU-kommissionen i 2010 dokumenterede, at flere kvinder i ledelse vil skabe større vækst og stabilitet i EU. Det mener Anne-Mette Michaelsen, at vi skal tage til efterretning i Danmark, og hun understreger samtidig, at womenomics ikke handler om køn, men om økonomi.

- Ligestilling er i denne her sammenhæng ikke et spørgsmål om etik, men om forretningspotentiale, og de dele af erhvervslivet, der først ser mulighederne i at tiltrække kvinder som både forbrugere, ledere og vidensarbejdere, vinder på lang sigt. Bliver kvinder endnu bedre til at fremhæve deres egne kompetencer, og begynder erhvervslivet at tænke som kvinder, forstå deres behov og ambitioner, vil det have en enorm indflydelse på Danmarks økonomi. I fremtiden bliver kvinder slet ikke til at komme udenom.