Derfor er julen giftig for dig

16x9

Giftige planter som julepynt, sundhedsskadelige snesprays og stearinlys der forurener mere end osen fra en masse biler.

Nej, julen er skam ikke kun hjerternes fest, for på visse punkter kan højtiden være sundhedsskadelig for dig og din familie

Miljøingeniør Jacob Sørensen fra Forbrugerkemi.dk giver herunder sit bud på, hvad man skal være påpasselig med, hvis man vil undgå en giftig jul.

Stearinlys
Stearinlys forbindes ofte med noget hyggeligt og romantisk, og i juletiden er der mange, der følger de gammeldags traditioner og tænder levende lys på juletræet.

Forskning har dog i en række år påvist, at partiklerne fra stearinlys kan være skadelige at indånde. Et enkelt bloklys kan afgive flere ultrafine partikler end en stor og trafikeret vej.

"Sodpartikler fra levende lys kan f.eks. indeholde partikler, som kan være kræftfremkaldende og måske gøre det sværere at få børn. Hvis man gerne vil være forsigtig, så giver vi det råd, at man ser efter svanemærkede stearinlys, hvor der er sat en grænse for, hvor mange partikler der må udledes," siger Jacob Sørensen.

Duftlys
Ligesom almindelige stearinlys er duftlys en hyggespreder, der tilmed får stuen til at dufte af gran, vanilje eller hvad man nu kan lide at snuse til.

Men de forskellige duftlys er endnu mere skadelige end almindelige stearinlys, for udover de udledte partikler, så er parfumestoffer generelt set allergifremkaldende.

Ifølge Jacob Sørensen kan selv en lille mængde have en sundhedsskadelig effekt, fordi de bliver kombineret med andre stoffer.

"Noget tyder på, at den såkaldte kombinationeffekt gælder allergi og parfume. Når duften fra duftlyset blandes med dufte fra andre parfumeholdige produkter med parfume i - som i f.eks. personlige pleje-produkter og rengøringsmidler - så bliver den samlede allergirisiko højere end umiddelbart forventet," siger Jacob Sørensen.

Spraydåser
En lang række spraydåser, som bruges til juledekorationer, kan indeholde stoffer, som kan belaste miljø og klima. Men de kan også indeholde stoffer, som kan belaste sundheden.

"Når man sprayer kommer indholdet ud i meget små dråber, såkaldte aerosoler, der kan ende dybt nede i lungerne, når du trækker vejret. Snespray skal ikke indeholde en deklaration med alle indholdsstofferne, så det er umuligt for dig at tjekke, om produktet indeholder stoffer, som kan belaste din sundhed," siger Jacob Sørensen.

Hvis du vil være forsigtig, kan du bruge andre produkter, der ikke er på spray-form, og hvis du bruger sprayen kan du vælge at bruge en ansigtsmaske og lufte grundigt ud.

Giftige planter (dette punkt udtaler Jacob Sørensen sig ikke om)
Tre af julens planter er så giftige, at de kan sende børn og voksne i seng med dårlig mave, hvis de kommer til at spise af dem.

Det drejer sig om bærrene fra misteltenen, og julestjernens røde, hvide eller pink kronblade, der godt kan tiltrække sig børnenes opmærksomhed. Men spiser man dem kan det give opkast og diarré, så hold dem på behørig afstand fra de mindste.

Den tredje giftige juleplante er kristtjørnen, som man bruger til juledekorationer, men både de bærlignende stenfrugter og bladene er giftige og kan give mavepine.

Lim
Når du limer julehjerter eller anden pynt med ungerne, så kan der være en lille fare forbundet med det. Årsagen er, at når lim tørrer, afgiver det kemiske forbindelser, som kan være problematiske.

"Lime kan sende stoffer ud i lokalet, når du bruger dem, inden de tørrer eller hærder. Du og din familie risikerer derfor at indånde dampene, og risikoen er, at man indånder skadelige dampe. Så det er en god idé at lufte ud under og efter brug," siger Jacob Sørensen.

Pesticider
Det sunde alternativ til den søde konfekt og juleslikket kan for eksempel være en lækker frugtkurv, men pas på pesticiderne, for i en lang række fødevarer finder man rester af sprøjtemidler - især når det gælder frugt og grønt.

For eksempel finder man ofte spor af pesticider i æbler, tomater, agurker, vindruer og pærer, men de kan også findes i rødvin og brød, ifølge en tabel på forbrugerkemi.dk.

"Man finder rester af pesticider i mange forskellige fødevarer. Nogle af pesticiderne kan være hormonforstyrrende, og igen kan der være tale om en kombinationseffekt, hvor der måske kan være effekt, selvom man ikke kan vise en effekt ved så små koncentrationer, som findes i fødevarer," siger Jacob Sørensen.

Du undgår at indtage pesticidresterer, hvis du køber økologisk. Fund af pesticidrester er langt mere sjældne i de økologiske produkter end i de konventionelle.

Mademballage
Når resterne af al den lækre julemad skal gemmes til frokosten første juledag, så pakker vi det gerne ind i forskellige poser og plastbøtter, der lige er ved hånden. Men det er ikke altid en god idé.

"Det bedste råd er at opbevare mad i emballage, der er egnet til formålet. Ikke noget med bruge indkøbsposer til salaten eller fylde engangs-isbeholderen op med varm, fed sovs, hvis du vil være forsigtig. Ingen har nemlig undersøgt, om der kan "vandre" kemiske stoffer over i maden fra lige netop den pose eller den engangsbeholder," siger Jacob Sørensen.