Sådan giver du skilsmissebørnene en god ferie

16x9
Børn leger Foto:

Sommerferien er i fuld gang og ferieplaner og forventningerne til, at alle familiemedlemmer får en god ferie er på sit højeste.

For mange familier med delebørn oplever det tit som et puslespil at skulle fordele ferierne med børnene imellem sig.

Psykolog og børnebogsforfatter Renée Toft Simonsen har derfor, i fællesskab med delebarn.dk, opstillet ti gode råd til, hvordan man som delebarns-familie, får ferien til at gå op i en højere enhed. Så det bliver en god ferie for alle - børn som forældre.

1: Afstem forventningerne med din eks

Afstem forventninger med din eks, og bliv enige om, hvad og hvordan I fordeler tiden, før I involverer børnene i jeres ønsker og planer.

2: Mærk efter hvad du har lyst til

Mærk efter, hvad du kunne tænke dig før du gør andet, så du har en ide og nogen klarhed over, hvad det er du gerne vil i ferien, og spørg så børnene om, hvad de kunne tænke sig. Er der ting alle har lyst til - ting I er enige om?

3: Lad børnene "trække vejret"

Sørg for at børnene ikke går direkte fra den ene ferie til den anden - læg gerne pauser imellem rejser eller ferieophold, så de lige får tid til at trække vejret.

4: Tag børnene med på råd

Spørg børnene, om de overhovedet har lyst til endnu en rejse, før du booker billetter til noget som helst. Og hvis den ene forældre vil til udlandet, kan den anden eventuelt vente til året efter, således at børnene ikke skal rejse hele ferien.

5: Slap af og nyd livet

Lad gerne tiden være langsom. Fyld ikke for mange aktiviteter ind i dagene. Alle har rigeligt at se til i hverdagen, og de fleste trænger til langsomhed og stille dage, når de endelig har ferie.

6: Glem computeren

Tag ingen computere med, hvor I end skal hen. Lad ferien være en tid, hvor I ikke gør det I plejer. Computere har det med at stjæle vores tid, især vores tid med hinanden. I delefamilier er tiden med barnet ekstra kostbar.

7: Lyt efter børnene vedrørende nye kærester

Hvis børnene udtrykker ønske om tid alene med en forælder, altså uden nye familiemedlemmer, så vær lydhør overfor disse ønsker. Tænk på, at hverdagen hurtigt kommer igen, og så er der mange weekender, hvor man kan være sammen med sin nye kæreste.

8: Vær rummelig

Lad ikke småting som spisevaner og forskel i feriepenge for de forskellige børn ødelægge feriehumøret. Børn og familier er og bliver forskellige, det er altid bedst at være rummelig overfor de forskelligheder.

9: Forbered aktiviteter

Medbring masser af ideer til fælles ting, man kan lave, spil, kort, etc., men vær fleksibel, hvis de ikke alle kommer til at blive brugt - ideer er jo bare ideer, planer kan ændres og når man er på ferie, skal det gerne være lystpræget uanset, hvad man foretager sig.

10: Drop hverdagen

Bare hyg jer - lad reglerne blive derhjemme og hverdagen passe sig selv for en stund. Alt det man altid skal rette sig ind efter løber jo ingen steder - heller ikke selvom man slapper af for en kort bemærkning. Mange delebørn kan være på overarbejde i hverdagen, hvor de skal passe ind i to forskellige familiers regler og normer. Når de er på ferie, vil det være dejligt for dem helt at slippe for den slags plagsomme ting.