Face Fitness: Væk med rynker og dobbelthage

16x9

Er du træt af dobbelthage, rynker og poser under øjnene? Så stram op med 'Face Fitness'

Er du træt af dobbelthage, rynker og poser under øjnene? Så stram op med 'Face Fitness' og få fast hud, fyldige kinder og blændende øjne.

Kender du det med at se dig selv i spejlet og ønske, at øjenlågene hang til mindre, at rynkerne på halsen ikke var så tydelige, eller at læberne var lidt fyldigere - uden dog at ville ty til kirurgi eller botox for at ændre virkeligheden? Så er Face Fitness måske løsningen.

Der anvendes ingen knive eller sprøjter, derimod kræver en ansigtsløftning med Face Fitness en målrettet indsats fra din side. Det handler i bund og grund om dagligt at træne musklerne i ansigtet.

Når ansigtet med alderen begynder at hænge lidt nedad, skyldes det nemlig ikke alene et problem med slap hud men også slappe muskler. Huden hæfter på musklerne, så når musklerne begynder at hænge, så gør huden også. Og det er her Face Fitness tilbyder en løsning.

Sådan strammer du op
Ligesom alle andre muskler i din krop kan dine ansigtsmuskler også trænes, så de bliver fastere og stærkere. Med Face Fitness handler det altså om at træne ansigtet, på samme måde som du træner din krop - nemlig ved målrettet arbejde med musklerne.

Der er omkring 60 muskler i ansigtet, og det er disse, som skal arbejdes igennem og styrkes ved forskellige øvelser. Øvelser som du skal udføre ca. 10 minutter hver dag minimum fire dage om ugen.

Ifølge Dennis Knudsen, som giver tips til ansigtstræning i sin nye bog "Den ultimative guide til skønhed", vil du umiddelbart efter øvelserne mærke en forskel, mens Face Fitness-instruktør Eva Fraser på evafraser.com lover, at du efter 4-6 måneder vil se en betydelig forskel i ansigtets konturer.

I videoen nedenfor demonstrerer Dennis Knudsen en række øvelser, som retter sig mod:
- Kæbeparti og dobbelthage
- Øjne og bryn
- Læber
- Hals