Kan man spise pandekager til aftensmad?

16x9
pandekage Foto:

Meningerne er delte, når det kommer til den flade pandekage. Men du får i hvert fald kokken Claus Holms bedste opskrift på en nem og lækker pandekage

Det skal ikke tage lang tid at få stillet lækkersulten, når lysten melder sig i løbet af weekenden. Få kok Claus Holms bedste pandekageopskrift her.

Kan man eller kan man ikke spise pandekager til aftensmad? Altså den søde udgave med sukker eller is på.

Her på redaktionen på tv2.dk deler folk sig i to: Dem, der er vokset op på pandekager med sukker på til aftensmad og dem, der kun fik et par stykker som dessert - efter den rigtige aftensmad.

Kokken Claus Holm, der hver uge sammen med ernæringsekspert Christian Bitz guider danskerne til at lave sund, nem og lækker mad, er ikke bleg for at indrømme, at han måske ikke altid spiste lige sundt som barn. Han er blandt andet flasket op på koldskål. Og så mener han godt, at man kan spise pandekager til aftensmad.

"Det har jeg da gjort. Men jeg tror ikke, at det er så udbredt mere. For alle er så sundhedsforskrækkede," siger Claus Holm.

Du får her hans bedste pandekageopskrift, så du både har til en lækker dessert eller lørdagssnack - eller til aftensmaden.

Hvis du vælger at servere pandekager som hovedret, kan du skifte det hvide sukker ud med lidt honning, det hvide hvedemel med groft fuldkornsmel og så drysse salat og kylling på i stedet for sukker eller is. Så har du i hvert fald en lidt sundere pandekage til aftensmaden.

Men hvad synes du? Kan man spise pandekager til aftensmad? Giv din stemme i boksen til højre.

Verdens bedste pandekager

Det skal du bruge:

8 friske æg fra en tyk høne fra en dansk bondegård

100 gram sukker af den hvideste slags (hvis du vil være lidt sundere, så brug økologisk rørsukker)

1 stang vanilje fra en fjern ø

Skallen af en usprøjtet, solgul citron

100 gram hvedemel

150 gram fed dansk smør

¾ liter mælk

Sådan gør du:

Æggene slåes ud i en skål. Bland sukkeret i. Flæk vaniljestangen og tag kornene ud. Riv skallen af en citron. Bland vanilje og citron i æg og sukkeret, og det hele piskes sammen.

Smelt smørret i en gryde og hæld det i æggeblandingen. Tilsæt så melet og rør godt rund med en træske. Hæld til sidst mælken i og drik resten af mælken, der er tilbage i kartonen. Pisk nu det hele godt sammen.

Stil skålen på køl i en halv times tid. Kom lidt smør på en pande, lad det blive varmt og steg nu dine pandekager. De skal cirka have 1½ minut på hver side. Sving panden i luften, så pandekagen vender sig. Bare pas på, at du ikke rammer loftet eller gulvet, når du kaster pandekagen op i luften. Du kan også bruge et låg til panden, som du kan vende pandekagen ud på og så liste den tilbage på panden på den anden side.

Er det her de bedste pandekager, du nogensinde har smagt? Ellers kan du dele din opskrift med de andre læsere i kommentarfeltet herunder.