Her er 10 gode grunde til at drikke øl

16x9
Frederik drikker øl Foto:

Der er faktisk nærmest ingen grænser for øllets fortræffeligheder. Det bekræfter både videnskaben og Danske Ølentusiaster. Du skal blot huske den gyldne regel om alt med måde.

Øllet kan være en praktisk hjælp i både hus og have og rengøre alt fra kobbergryder til triste træmøbler samt fjerne kaffepletter, uønskede dræbersnegle og brune pletter på din græsplæne. Øllet er ligeledes sundt for dit hår på grund af indholdet af B-vitamin - så vask endelig dit hår i en god gang øl, skummet er givet på forhånd.

Når alt det er sagt, så er der endnu flere gode grunde til at hælde de gyldne dråber ind i kroppen - der gør de nemlig også gavn. Læs med her hvor Ole Madsen og Anne-Mette Meyer Pedersen fra Danske Ølentusiaster giver dig 10 gode grunde til at drikke øl:

1. Øl giver stærke tænder
Danske Ølentusiaster oplyser, at en ph.d.-studerende på Tandlægehøjskolen har fundet en sammenhæng mellem hvor godt dine tænder hænger fast, og hvor meget alkohol, og altså også øl, du drikker.

2. Øl er godt for dine knogler
Et glas øl om dagen er godt for dine knogler - ja, faktisk er det bedre for dine knogler end et glas mælk, slår et amerikansk studie fast. Det er humlen i øllet, der styrker dine knogler, såvel som indholdet af stoffet silicium. Ren alkohol svækker dine knogler og har altså den stik modsatte effekt.

3. Øl forebygger diabetes
Øl forbedrer insulinfølsomheden og kan dermed være med til at forebygge diabetes.

4. Øl er en lavalkoholisk drik
Øl indeholder mindre alkohol end vin og spiritus, og du kan derfor sagtens nyde et enkelt glas øl uden af blive påvirket.

5. Øl virker beroligende
Det er indholdet af humlen i øl, der virker beroligende. Humle er i familie med hamp, og deraf får du den beroligende virkning. Tag en godnatøl før sengetid og mærk, hvordan din krop slapper af. Slagsmål og ballade i bylivet opstår desuden sjældent blandt folk, der kun drikker øl - ifølge Ole Madsen fra Danske Ølentusiaster er det næsten altid den rene alkohol, der fører til den aggressive adfærd.

6. Øl er rig på vitaminer og mineraler Øl indeholder flere næringsstoffer end f.eks. vin - især B-vitaminer, magnesium og silicium.

7. Øl er godt for hjertet
Et hav af veldokumenterede undersøgelser har slået fast, at en moderat indtagelse af alkohol, og altså også øl, reducerer risikoen for hjerterelaterede sygdomme markant. Øllet kan sænke dit blodtryk og forhindre dannelsen af blodpropper. Desuden øger øl dit HDL-kolesterol. HDL er den gode kolesterol.

8. Øl indeholder få kalorier
Stik i mod hvad mange tror indeholder øl færre kalorier pr. 100 ml. end vin, spiritus og appelsinjuice. Det betyder også, at du ikke kan skyde skylden på øllet, hvis din mave buler ud

9. Øl forbedrer mænds intelligens
Et stort amerikansk studie slog sidste år fast, at mænd, der havde indtaget øl, var både hurtigere og bedre til at løse en række opgaver, end mænd der var pinligt ædru. Men husk nu igen - alt med måde.

10. Øl til enhver lejlihed
Der findes øl til alle lejligheder og til alle former for mad - det samme kan man ifølge ølentusiasterne ikke sige om vin. Ligeledes har alkohol og humle i forening en fantastisk renseeffekt i din mund. Dermed gør øllet dig klar til at håndtere mange forskellige smagsindtryk på en gang - du skal blot rense munden i lidt øl mellem hver mundfuld.

Læs mere om mænd og deres ølmaver ved at følge det øverste link i boksen til højre på siden.