Madbloggerne elsker 'Cecilie & madklubben'

16x9

Tirsdag rullede TV 2s nye mad-program 'Cecilie & madklubben' over skærmen, og programmet blev fulgt med stor interesse af en række af Danmarks mest entusiastiske madbloggere.

Og der er ingen tvivl om, at de madpassionerede skribenter alle som én er begejstrede for programmet, der udfordrer otte af Danmarks ypperste kokke på deres kulinariske kundskaber. Netop dét tiltaler madbloggerne, der finder det dejligt og ligefrem befriende at se et mad-program med fokus på maden og kærligheden til den.

Læs med her og se et udpluk af de anmeldelser, som madbloggerne har givet:

Klidmoster.dk skriver: "Det er et madprogram med fokus på maden. Der er ingen realityvinkel med udstemninger og intriger i krogene. Bare en fælles uforfalsket begejstring for kvalitetsråvarer og godt håndværk - både de gamle klassiske teknikker og nye gakkede. Jeg er allerede fan!"

Gane & Gaffel skriver: "Menuen afspejler selvfølgelig kokkens personlighed og stil - og det er netop noget af dét, jeg synes virker som en af programmets styrker: Vi madører får lov til at komme lidt tættere på nogle af de dygtigste kokke herhjemme og få en bedre forståelse for, hvordan de tænker mad. Derudover synes jeg, at det er forfriskende med et program hvor det faktisk er mennesker, der KAN noget, der kommer i fjernsynet. Det er ikke amatører, der skal prøve sig famlende frem, men pissedygtige, inspirerende og topprofessionelle kokke, der skal lege sammen."

Miras madblog skriver: "Det klip, jeg så, tegnede godt. Det er så vidunderligt endelig at se et madprogram med folk, der rent faktisk kan lave mad. Jeg er så træt af programmer med B- og C-liste kendisser, der kvajer sig i køkkenet. I dette program kan man rent faktisk lære noget og ikke mindst lære disse dygtige kokke bedre at kende og mærke deres kærlighed til maden og kokkefaget. Skønt! Jeg glæder mig til at følge programmet."

Becauseitmatters skriver: "Personligt synes jeg, det er en befrielse at se mad-tv med nogle, der KAN lave mad og samtidig med nogle NYE kokke end de sædvanlige Tordenskjolds soldater. Særligt glæder jeg mig til at se de personlige portrætter af kokkene. Som foodie er disse kokke jo "idoler," som jeg har fulgt gennem årene. Jeg synes, det bliver super interessant, at der bliver fokuseret på deres forskelligheder og subjektive tilgang til gastronomien og jeg glæder mig virkelig til at se, hvordan en Francis, som er så klassisk fransk i sin tilgang vil fortolke en af Thorsten Schmidts molekylære, nordiske retter.

Også seerne har taget godt i mod 'Cecilie & madklubben', der får stor ros på de sociale medier.

I boksen til højre på siden finder du links til opskrifterne fra premiereprogrammet på 'Cecilie & madklubben' samt vinekspertens forslag til de druer, du skal nyde til maden. Du finder ligeledes links til flere anmeldelser fra en stribe af Danmarks bedste madbloggere.