Kvinder er utilfredse med mandens fysik

16x9

Danske kvinder mener, at deres kærester skal tabe sig og dyrke mere motion

Danske kvinder mener, at deres kærester skal tabe sig og dyrke mere motion, viser en ny undersøgelse fra FDB.

"Ser jeg tyk ud i den her?" er et spørgsmål, som kvinder oftest forventes at stille. Men måske skulle flere mænd overveje at spørge deres kæreste om det samme. Hvis de altså kan leve med svaret.

En ny undersøgelse fra FDB-analyse, viser nemlig, at danske kvinder ikke ligefrem er begejstrede for deres bedre halvdels sundhedstilstand.

I resultatet af undersøgelsen fremgår det, at 41 pct. af kvinderne mener, at deres partner burde tabe sig. Og 47 pct. mener ikke, at deres partner får nok motion, skriver erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers magasin Food & Culture.

Vægtfokuseret samfund
Psykolog og parterapeut Jacob Mosgaard mener, at tallene er udtryk for, at samfundet er blevet "vægtfokuseret":

"De problemer der er i samfundet, har ofte stor indflydelse på den måde vi ser hinanden - også i parforholdet. Jeg oplever tit, at par der opsøger mig, bruger ræsonnementer, som "hvis bare min mand ville være mere aktiv, så ville jeg blive gladere for ham," siger psykolog Jacob Mosgaard.

Ifølge Jacob Mosgaard skal kvinder, der drømmer om en slankere mand, overveje om det ikke i virkeligheden er dem selv, der har et problem.

"Man kommer tit til at sidde fast, hvis man tænker, at løsningen ligger hos den anden. Ofte bunder ønsket om at partneren skal tabe sig i en større utilfredshed. Hvis man har et meget velfungerende partnerskab med et godt kammeratskab, kærligheds- og sexliv, så er trangen til at ændre på hinanden mindre, og hvis man har det, er det også lettere at tage imod kritik," siger Jacob Mosgaard.