De simple tricks, der fjerner mos i din græsplæne

Der er gode råd at hente, når kampen mod mos skal tages op.

Mos er en irritationsfaktor for de fleste have-ejere. Det kommer igen år efter år og dræber græsset i haven.

Og netop nu, hvor foråret står på spring, er det synligt i haven, hvor meget mosset har bredt sig i løbet af vinteren.

Gartner Anja Barfod fra TV 2 Fri viser, hvordan du nemt kan komme mosset til livs i din græsplæne med få simple tricks.

  1. Om foråret er det vigtigt du går ud med riven og river alt det gule mos af, så plænen kan få luft.
  2. Du kan evt. bruge et greb til at lufte plænen ekstra og give græsset bedre betingelser for at vokse.
  3. Hvis plænen er underernæret, kan græsset ikke vokse. Derfor er et godt tip at lade lidt af det nyslåede græs ligge, da det derved giver næring til plænen.
  4. Kræver plænen mere næring, kan du med fordel bruge græsgødning, der fås i flere varianter og spredes på plænen – gerne en regnfuld dag, så det hurtigere trænger ned i plænen.
  5. Kalk er godt for plænen, da det giver en god balance i jorden. Du kan evt. tage en klakprøve fra din plæne, hvis du er i tvivl om den mangler kalk.
  6. Når plænen er luftet og gødet, kan du gå i gang med såningen. Såningen påbegyndes i starten af maj, hvor der er god mulighed for lidt regn. Spred græsfrøene med let hånd. Højest to kilo pr. 100 kvadratmeter.

Når du har revet mosset af græsplænen, kan det med fordel genanvendes i komposten eller som dække i buske eller bede. Mosset vokser kun i skyggefylde områder, så du behøver ikke være bekymret for, at mosset får fat i dit bed og derved breder sig yderligere hvis bedet er placeres i et solfuldt område.