Derfor vrimler det med stankelben lige nu - de besøger dig ved en fejl

Stankelben. De nærmest invaderer de danske hjem i denne måned, men det er ikke med deres gode vilje, at de besøger dit hjem.

Det er ikke nødvendigvis, fordi der er kommet flere af dem, hvis du oplever, at dit hjem bliver invaderet af stankelben for tiden.

De bevingede dyr er bare mere aktive i september, end de er resten af årets 11 måneder. Det er nemlig blevet parringstid.

Det fortæller biolog Anders Kofoed til TV 2.

- De drøner rundt og leder efter nogen at parre sig med, og når de har gjort det, så leder de efter et sted at lægge æg, siger han.

Besøget er et uheld

Har en af de mange stankelben forvildet sig ind i dit hjem, kan du trøste dig med, at den ikke er fløjet derind for at parre sig eller lægge æg.

Det er sandsynligvis en fejl, at den har forvildet sig indenfor, lyder det fra Anders Kofoed.

- Stankelben går efter myggeæg, når de skal finde føde, men de spiser ikke ret meget, så det er ikke derfor, de flyver indenfor.

- Og nej, de lægger ikke æg indenfor. De lægger æg ved græsrødderne, siger han.

Her holder de til

Hvis du bor tæt ved grønne områder, er der stor sandsynlighed for, at du får flere stankelbenbesøg, end almindeligt er, da det netop er der, insekterne holder til.

Er det tilfældet, skal du dog ikke bekymre dig, forsikrer biologen.

Udover at du kan trøste sig med, at de ikke er farlige, så er de også nemme at slippe af med. I modsætning til edderkopper, der også er aktive for tiden, så kan stankelben ikke klemme sig gennem de små revner og sprækker, der er i et hus.

- Så man skal bare lukke vinduet, slutter Anders Kofoed.

Føler du dig plaget af småkrybene i den danske natur, er der her råd til, hvad du kan gøre for at holde dem væk:

Insekterne kommer
Sådan holder du dem væk