Sara og Robert købte byens grimmeste hus - nu stopper folk op og kigger

I TV 2-programmet 'Mesterlige ombygninger' besøger arkitekten David Zahle ægteparret Sara og Robert, der har kastet sig ud i et vildt husprojekt.

Det var byens grimmeste hus.

Sådan beskriver ægteparret Sara Giese Camre og Robert Paulsen huset i Vanløse, som de købte for snart to år siden.

Huset, der engang havde været et klassisk bindingsværkshus, stod beklædt med gule mursten, rødt tag og en træbeklædt gavl.

I dag, hundredevis af arbejdstimer senere, ser det helt anderledes ud - og boligen, der engang var byens grimmeste, får nu folk til at standse op på deres cykler.

- Vi kan se folk kommer cyklende forbi for at se det – folk er nysgerrige for at se huset, der står fuldstændig homogent med træbeklædningen på siderne og taget, fortæller Robert Paulsen.

Længere nede i artiklen kan du se billeder af huset før og efter, det blev sat i stand.

Robert og Sara købte byens grimmeste hus og forvandlede det til en perle.
Robert og Sara købte byens grimmeste hus og forvandlede det til en perle. Foto: Zara Wölck / TV 2

Har fået hjælp af TV 2

Det har været en gigantisk opgave, da parret har valgt kun at bevare husets inderste 'kerne'. 

Resten er skiftet ud, og både 1. og 2. sal er blevet bygget større.

Undervejs har Sara og Robert, der selv er arkitekter, dog fået hjælp udefra.

I TV 2-programmet 'Mesterlige ombygninger', der sendes tirsdag aften, ser man, hvordan parret får besøg af stjernearkitekten David Zahle, der følger byggeriet fra start til slut.

Her kan du se huset indefra:

Sara og Robert købte for 1,5 år siden det grimmeste hus i byen Vanløse. I dag ser det helt anderledes ud.

Første gang David Zahle besøgte parret, havde de netop fået nøglerne til huset.

- Vi havde allerede tegnet huset, inden David besøgte os første gang, men det har været godt med et tredje sæt øjne på projektet, og han har givet os nogle gode forslag til, hvordan det hele kunne blive bedre, fortæller Robert Paulsen.

Her kan du se 'Mesterlige ombygninger'

TV 2-programmet Mesterlige ombygninger sendes hver tirsdag aften på TV 2.

Du kan også se 'Mesterlige ombygninger' i en forlænget udgave på TV 2 Play.

Her hjælper arkitekten David Zahle, der er partner i det danske arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group, en række danskere med deres vilde boligprojekter.

Han er 43 år, gift med skuespiller Maria Rich, som han har tre drenge med. Han er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole og Royal Academy of Fine Arts, Architechture.

Blandt andet var David Zahle med til at inspirere parret til, hvordan den udvendige træbeklædning, som er en stor del af husets udtryk, kunne integreres bedre i omgivelserne, og hvordan haven kunne se ud, lyder det.

- David var god til at se huset i en kontekst, der hvor det lå. Blandt andet foreslog han, at der skulle være træ uden for på selve terrassen, fortæller Robert Paulsen.

Idéen med at beklæde huset med trælister af canadisk cedertræ var dog parrets egen.

Tanken er, at træet skal give huset et udtryk af både struktur og variation - årene, teksturen og farveforskellene i træet giver liv, mens de lange lister, der smyger sig om hele huset som et mavebælte, skal give et stramt udtryk, forklarer Robert Paulsen.

Her ses huset fra vejen, inden det blev sat i stand.
Her ses huset fra vejen, inden det blev sat i stand. Foto: TV 2
Her ses huset fra haven, inden Sara og Robert gik i gang.
Her ses huset fra haven, inden Sara og Robert gik i gang. Foto: TV 2

Siden TV 2 besøgte parret har farven på trælisterne ændret farve - træets varme farve er blevet mere grå. Her kan du se resultatet:

Her ses huset fra vejen.
Her ses huset fra vejen. Foto: Robert Paulsen / Privatfoto
Her ses huset fra vejen. Billedet er taget lige efter et regnskyl - når solen har bagt i et døgn, bliver husets farve endnu mere grå.
Her ses huset fra vejen. Billedet er taget lige efter et regnskyl - når solen har bagt i et døgn, bliver husets farve endnu mere grå. Foto: Robert Paulsen / Privatfoto
Her ses huset fra haven. Træterrassen er bygget af de samme lister, som huset er beklædt med.
Her ses huset fra haven. Træterrassen er bygget af de samme lister, som huset er beklædt med. Foto: Robert Paulsen / Privatfoto

Selv er parret meget tilfredse med deres nye hus - også selvom byggeriet kom til at koste en del mere, end de havde regnet med.

Selve huset købte de for 3,2 millioner kroner, og byggeriet har kostet 2,5 millioner kroner - cirka 1 million kroner mere end budgetteret, så alt i alt har parret brugt 5,8 millioner kroner på at forvandle byens grimmeste hus til deres drømmebolig.

Et plus på over to mio. kroner

Parret går ikke i salgstanker, men de har for nyligt fået det vurderet af en ejendomsmægler i forbindelse med en låneomlægning, og skal man tro vurderingsmanden, kan de tjene et par millioner, hvis de sætter det på markedet.

- Han vurderede huset til at være mellem 7,5 og 8 millioner kroner værd, så det ville give en fortjeneste på cirka to millioner kroner, hvis vi solgte det, lyder det fra Robert Paulsen.

Men det vil de ikke.

- Vi er så glade for at bo her, og vi har svært ved at forestille os et andet hus, der giver os den samme rummelige oplevelse indenfor, slutter han.

Mesterlige boliger
Her er de seks vilde boliger