Her er danskernes hadeopgaver i hjemmet: Særligt ét rum giver sure miner

16x9
Danskerne har generelt ikke noget imod at rydde op og støvsuge, som er nogle knap så tidskrævende opgaver. Foto: Casper Christoffersen / Scanpix

Det er de færreste, der elsker at gøre rent, men især tre ting topper listen over sure pligter.

Fakta om undersøgelsen

Samlet resultat for både mænd og kvinder:

1. Rengøring af badeværelset 17%

2. Rengøre køleskab og fryser 16%

3. Vinduespudsning 15%

4. Opsætning af billeder, hylder og lamper 9%

5. Gulvvask 9%

6. Støvsugning 6%

7. Rengøre køkken 6%

8. Generel oprydning 5%

9. Vaske tøj 5%

10. Andet 4%

Ved ikke 7%

Hos kvinderne isoleret var det 20 %, der havde rengøring af køleskab og fryser som nummer 1. Hos mændene var det 20 %, der havde badeværelset som nummer 1.

Der er i alt 1009 på 18+, der har svaret på undersøgelsen fra analyseinstituttet YouGov og den deleøkonomiske platform CLEADY.

Spindelvæv, snavs og nullermænd er sjældent æresgæster i de danske hjem.

Men der er især tre ting, der kan få de fleste til at tage sig til hovedet. Hverken vinduespudsning eller rengøring af køleskabet er et hit. Det er dog badeværelset, der indtager førstepladsen på listen over sure pligter, viser en undersøgelse fra YouGov.

- Der er mange ting på lidt plads, der skal gøres rene, så derfor er det ikke så populært. Og så kan det måske også være en faktor, at nogen synes, det er ulækkert og lugter, siger hygiejneekspert og lektor på Professionshøjskolen Metropol, Michael René.

Kvindernes hadeopgave

Ifølge hygiejneeksperten er det et kritisk sted, folk ikke kan lide at gøre rent, da man kan tage bakterier med ud fra badeværelset, som gør en syg. Og sammen med køkkenet er det et af de vigtigste steder at få gjort ofte og ordentligt rent.

Kigger man isoleret på kvinderne er det netop i køkkenet, den sureste pligt befinder sig - og ikke på badeværelset, som hos mændene. Michael René er ikke sikker på, hvorfor der er forskel, men han har et bud.

- Man kan måske forstille sig, at det er kvinder, der ofte gør køleskabet rent, så derfor er de også mere opmærksomme på det. Det er muligvis en overset opgave hos manden, siger han.

Unge siger nej tak til tøjvask

En anden gruppe med lidt andre prioriteter er de unge mellem 18 og 34 år. Her er man mindre begejstret end andre aldersgrupper for at skulle forlade Netflix til fordel for rengøring af køkken eller tøjvask. Og det kan hygiejneeksperten godt forstå.

- Tøjvask er en tidsrøver, og det er i ungdomsårene, man lærer, hvordan man sorterer tøjet, og derfor vil det nok tage lidt ekstra tid, siger han.

Vil du gerne have nogle gode råd til en hurtigere og mere effektiv rengøring, så kommer Michael René her med fire tips: 

Gode råd til en hurtig og effektiv rengøring

Fordel opgaverne

I stedet for at ordne det hele på en gang, kan det være en god idé at dele det ud i mindre opgaver. På den måde virker det knap så uoverskueligt.
 

Gør det hyggeligt

Er man flere i husstanden, kan man ordne det sammen og på den måde gøre det mere hyggeligt. Sæt noget godt musik på imens eller en podcast. Bagefter kan I så belønne jer selv med en lækker aftensmad.
 
Er du alene, kan det være, at et par venner/veninder vil være med til at tage rundt på skift og få ordnet hovedrengøringen. Det går meget hurtigere, når man er flere.
 
 

Forbered dig

Skal du for eksempel have ordnet badeværelset, er det en god idé at sætte tingene i blød, inden du går i seng. Så kan det stå og arbejde, imens du sover. Samtidig har du fået taget hul på det og skal bare gøre det færdigt dagen efter.

Motiver dig selv

Er der ikke noget af det andet, der virker, kan det være godt at have in mente, at fem minutters gulvmopning svarer til et kvarters løb (for en mand), og det er jo værd at tage med, mener Michael René.