Sådan bor stjernearkitekten på 5. sal

Han står bag store og prisbelønnede byggerier. Her kan du se, hvordan David Zahle, der er en af Danmarks dygtigste arkitekter, selv bor.

Forladte industribygninger, nedlagte stationshuse, fyrskibe, vaskehuse og nedslidte herskabslejligheder.

I TV 2-programmet 'Mesterlige ombygninger' har seks danske familier taget tyren ved hornene.

Sammen med en af Danmarks dygtigste arkitekter, David Zahle, fra tegnestuen BIG, Bjarke Ingels Group, er de gået i krig med at realisere deres vilde boligprojekter.

43-årige David Zahle, der har været ansvarlig for mange prisbelønnede projekter - for eksempel Museet for Søfart i Helsingør og ombygningen af Amagerforbrændingen - kommer i programmet med forslag, der radikalt forandrer de boliger, som parrene står med. 

Selv bor han dog lidt mere 'almindeligt' -  i en 140 kvadratmeter stor lejlighed på Vesterbro i København.

Her har han boet i snart syv år sammen med hustruen, skuespillerinde Maria Rich, som han har tre drenge med.

Øverst i artiklen viser David Zahle rundt i sin lejlighed, en stor lejlighed på 5. sal på Vesterbro i København.

Sådan bor han selv

Når man besøger en anerkendt arkitekt, kunne man godt foranlediges til at tro, at hans hjem ville ligne noget fra 'Bo Bedre' - bare endnu bedre - men selvom hjemmet er pænt, er det ikke designet til at imponere.

Lejlighedens udseende har ikke været det centrale i indretningen. Det har været familien.

- Der er mange, der tænker på deres bolig som et design, men for mig er det vigtigere, at det er en række oplevelser - at man tænker det mere ud fra situationer, og hvordan man oplever sin hverdag. På den måde får man sat mennesket i fokus i stedet for designet, og man kan gå fra den ene smukke eller dejlige oplevelse til den anden, fortæller David Zahle.

Designet er blot et redskab til at give en god oplevelse, lyder det.

David Zahle er 43 år, gift med skuespiller Maria Rich, som han har tre drenge med.
David Zahle er 43 år, gift med skuespiller Maria Rich, som han har tre drenge med. Foto: Rasmus Flindt Pedersen / TV 2

Det er et slags portræt

Arkitekten sammenligner det at udforme et hjem med udførslen af et portræt.

- Det er selvfølgelig noget, der kræver en dygtig kunstner eller en arkitekt, men det kræver også en forståelse for de mennesker dér, hvor de er. Portrættet skal være en oplevelse at kigge på, men det skal også være med til portrættere de mennesker, der bor der, forklarer han.

I lejligheden, der er et ombygget tørloft, er der højt til loftet, og der er plads til, at hele familien kan være der,

Dog har den centrale beliggenhed også været afgørende, da der skulle vælges bolig.

- Jeg har valgt at bo på Vesterbro, fordi det er vigtigt for mig, at der er fuld af liv i det øjeblik, jeg træder ud gennem døren, og at jeg bor tæt på venner, oplevelser, kultur, lufthavnen og mit arbejde, fortæller David Zahle.