Camilla og Jesper købte et hus for åben skærm – seks dage senere fortrød de det hele

Da Camilla og Jesper Vendelbo købte et hus i Jylland, var det begyndelsen på en rutsjetur. Det hele gik lidt for stærkt og parret gik i panik.

Hver dag går massevis af håbefulde danskere på boligjagt – men det er ikke en nem opgave.

Det kan Camilla og Jesper Vendelbo skrive under på.

For næsten to år siden fik de hjælp til at finde deres drømmebolig i TV 2-programmet ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’.

På et fortov i den lille by Tjørring forhandlede de for åben skærm om prisen på det hus, som parret havde udset sig – efter 1,5 års boligjagt.

Det lykkedes at aftale en pris.

Jesper og Camilla Vendelbo var langt om længe blevet boligejere, men så skete der noget uventet.

Du kan se afsnittet her:

Camilla gik i panik

For få timer inden kontrakten blev endeligt bindende, fik de kolde fødder, fortæller de til TV 2, der har genbesøgt det unge par.

- Det var min ubeslutsomhed, der ødelagde det hele. Jeg gik i panik, fortæller Camilla Vendelbo.

- Vi havde købt huset ude fra fortovet – lige efter, vi havde set det. Det hele var gået meget hurtigt, og den uge, vi havde til at fortryde, var forfærdelig. Var det nu også det rigtige at gøre, og skulle vi nu også flytte fra Aarhus? Til sidst besluttede vi os, siger hun.

Alt var gjort klart. Købspapirerne, godkendelsen fra banken og det juridiske arbejde lå parat. Det hele var skrevet under – og alt blev aflyst.

Parret måtte ringe rundt til dem alle sammen og beklage.

Da de lagde på, fortrød de igen

Da Camilla og Jesper Vendelbo havde lagt på for sidste gang, var handlen aflyst.

Men så skete der igen noget.

- Vi sad oppe den halve nat og snakkede om det hele igen, og det føltes bare heller ikke rigtigt at aflyse det hele. Vi kom frem til, at det bare var en stor beslutning, der havde skræmt os, siger Camilla Vendelbo.

Så dagen efter, de havde aflyst hele boligkøbet, ringede de igen rundt.

- Det var flovt.

- Det endte faktisk med, at vi måtte ringe til banken og mægler og advokaten igen og undskylde og fortælle dem, at hvis de gerne ville sælge huset alligevel, så ville vi meget gerne købe det alligevel, fortæller Camilla Vendelbo.

Alle parterne tog det dog pænt, og handlen gik igennem.

Tvillingerne flytter ind

I dag er det næsten to år siden, at Camilla og Jesper flyttede ind i det næsten indflytningsklare hus.

- Jesper brugte lige de første tre måneder på at renovere. Det var et ret fint hus, men der var nogle småting, som vi gerne ville reparere.

De er meget glade for huset, men det har vist sig, at det over 200 kvadratmeter store hus mangler én ting.

Du kan se parrets hjem her:

Få måneder efter, at parret havde skrevet under på papirerne – for anden gang – opdagede Camilla Vendelbo, at hendes krop havde ændret sig.

Hun var gravid med tvillinger. To piger, der fylder et år i slutningen af november.

- Vi fik nået det meste, inden de kom, men selvom vi har så mange kvadratmeter, som vi har, så er vi lidt udfordret i forhold til pladsen – for tvillingerne sover ikke i samme værelse. For så vækker de hinanden.

- Så havde vi vist, at vi endte i denne her situation, var vi nok gået efter et hus med en anden værelsesfordeling, lyder det fra Camilla Vendelbo.

De er glade for huset

Selvom huset i Tjørring måske mangler et enkelt værelse, har parret ikke nogen flytteplan.

Deres 'nye' bolig ligger tæt på den børnehave, som sønnen, Elliot, skal gå i, og selvom Jesper må køre et stykke vej for at passe sit job som låsesmed, er afstanden ikke et problem.

- Der er sket meget i vores liv, siden programmet blev sendt første gang. Jeg er gået på barsel, og jeg har været nødt til at sige mit arbejde op, for det lå i Aarhus. Nu skal jeg ud bare og finde et arbejde – og så er alt fint, slutter Camilla Vendelbo.