Fie og Jesper købte bolig for åben skærm - nu ser deres liv helt anderledes ud

Da parret fra Islands Brygge valgte at takke ja til drømmehuset, havde de nok ikke forudset, at deres liv ville ændre sig så markant.

En stor villalejlighed med altan og have var drømmeboligen for Fie og Jesper, og til trods for at huset stod over for flere store renoveringer, så har bolighandlen bragt særligt én stor overraskelse med sig.

Et tag, der skulle skiftes, og nogle vinduer, der skulle sættes i stand eller skiftes inden for nærmeste fremtid - det blev det unge par præsenteret for i onsdagens sæsonpremiere på 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'. Alligevel valgte de at byde på overetagerne i en villa, og handlen endte med at gå igennem for 250.000 kroner under den oprindelige pris.

Det viste sig at have været en rigtig god idé på mere end ét niveau, for mens vinduerne blev skiftet, opdagede Fie og Jesper, at det ikke kun var indeklimaet, der 'voksede'.

Beslutningen om at købe hus ændrede nemlig Fie og Jespers liv for altid - til august kan de nemlig kalde sig forældre.

- Villalejlighedens størrelse har muliggjort, at vi kan dedikere et værelse til vores kommende pige, som vi glæder os til at møde til august, siger Jesper Magaard glad, da han annoncerer, at Fie er gravid.

Fies mave er vokset i takt med renoveringen af deres nye bolig.
Fies mave er vokset i takt med renoveringen af deres nye bolig. Foto: TV 2

En af grundene til, at Fie og Jesper ville flytte, var, at udsigterne til familie ikke var mulige i den gamle lejlighed. Med de nye kvadratmeter er der altså nu kommet fut under fremtidsplanerne.

Villalejligheden, som Fie og Jesper valgte at takke ja til, har både altan og have. Den ligger i Valby, og så er den 93 kvadratmeter stor med fem værelser og to badeværelser. Sælger ønskede at få 4.250.000 kroner for villalejligheden, og selvom parrets smertegrænse lå lidt over den pris, så ønskede de stadig at prutte huset lidt ned på grund af de store forestående renoveringer.

Efter overtagelsen af villalejligheden har Jesper og Fie besluttet at vente med tagrenoveringen, da det er ikke presserende på nuværende tidspunkt.

Fie og Jesper købte de to øverste etager i en villa i Valby.
Fie og Jesper købte de to øverste etager i en villa i Valby. Foto: TV 2

Komisk og surrealistisk at stå i byggemarked

Fie og Jesper boede før i en lille og mørk toværelseslejlighed på Islands Brygge, men rykket til Valby har budt på mange forandringer ud over den forestående familieforøgelse.

- Der er naturligvis sket en form for livsstilsændring fra dagligdagen på Islands Brygge, hvor weekenderne ofte blev brugt på ren fornøjelse. Nu bliver de i højere grad brugt på praktisk arbejde i villalejligheden, og at stå i diverse byggemarkeder en lørdag morgen kan stadig være lidt surrealistisk og til dels lidt komisk for os, siger Jesper Magaard.

Noget af det, som parret glæder sig mest til, er at kunne bruge deres nye boligs udearealer.

- Det, jeg glæder mig allermest til ved at flytte ind, det er, at forårssolen begynder at skinne, og så skal vi ud og drikke kaffe på altanen, siger Fie Nylandsted Jensen storsmilende.