Lige nu vælter væggelusene ind i landet: Det skal du gøre

16x9
Antallet af væggelus er i kraftig vækst. Foto: TV 2

Så snart du har mistanke om væggelus, skal du kontakte en skadedyrsbekæmper. Ellers kan de små bæster blive en meget lang og bekostelig affære.

Det er ikke kun en flot kulør og en farverig sarong, danskerne har med sig hjem fra ferie for tiden. Rigtig mange slæber også væggelus med hjem i deres kuffert fra alle egne af verden.

I takt med at danskerne rejser mere og mere, er antallet af væggelus nemlig også steget. Det nikker de genkendende til i flere af de firmaer, der bekæmper væggelus. Her er telefonerne rødglødende og særligt om sommeren.

- Der er væggelus hele året rundt, fordi vi danskere rejser meget, men mange rejser jo her om sommeren, så der bliver rigtig travlt om et par uger, når det går op for folk, at de har fået væggelus, fortæller Allan Sørensen, ejer af Skadedyrskontrollen.

Typisk går der nemlig lidt tid, før folk finder ud af, at de har fået nogle små kammerater med hjem fra ferien. 

Antallet af tilfælde med væggelus er ikke registreret nogle steder. Ifølge seniorforsker og insektekspert Karl-Martin Vagn Jensen fra Aarhus Universitet er der dog ingen tvivl om, at væggelusene formerer sig i disse år - og særligt her om sommeren stiger bestanden. 

- Det er der alt mulig grund til at antage. De væsentligste aspekter er, at vi rejser mere, og samtidig er væggelusene blevet resistente over for de insektmidler, man behandler med, fortæller han.

Bekæmp dem med det samme

Væggelusene bider mennesker - og dyr - for at suge blod, som de lever af.

Biddene kan forveksles med myggestik og loppebid, hvorfor mange i første omgang tror, at det er myg og lopper, der har været på spil. Efter lidt tid går det går det dog op for dem, at det er væggelus, og så er det vigtigt at handle med det samme. I dette tilfælde kan tiden nemlig koste mange penge.

- Jo før du ringer efter skadedyrsbekæmpere, jo bedre. Hvis du får behandling hurtigt, kan du måske klare det med to behandlinger. Men hvis der går lang tid, og der er mange væggelus, så kan det kræve ti behandlinger og mange tusinde kroner, siger Allan Sørensen fra Skadedyrskontrollen.

Giften virker ikke

Skadedyrsbekæmperne bekæmper typisk væggelusene ved at sprøjte med gift, og ofte skal der mange behandlinger til, før væggelusene dør. Problemet er nemlig, at væggelusene tit bliver resistente over for giften. Sommetider gemmer de sig ofte også i revner, hvor giften ikke når ind.

Væggelusene kan være svære at se med det blotte øje. De er omkring en halv centimeter lange og kommer kun frem fra deres skjul om natten, når de skal på jagt efter blod. Når de er mætte og veltilfredse, kryber de igen i skjul. Deres skjul kan for eksempel være i sengerammens samlinger.

Hvis du er så uheldig at have fået væggelus, kan du typisk også se dyrenes ekskrementer på undersiden af din seng.

Naboens væggelus kan blive dine

Væggelus kan du dog også være uheldig at få helt uden, du har været på ferie - det gælder især, hvis du bor i en lejlighed. Her kan naboens væggelus nemlig nemt kravle ind til dig.

- Væggelusene kan nemt kravle fra lejlighed til lejlighed. Inde på Nørrebro i København, ser vi for eksempel tit, at der er væggelus i hele ejendommen. Væggelusene kan kravle op ad slidte rør eller bruge en revne i gulvet til at kravle fra et soveværelse til et andet i en helt anden lejlighed, siger Allan Sørensen.

Derfor opfordrer de skadedyrsbekæmpere, som TV 2 har været i kontakt med, at man ikke bare symptombehandler, men er grundig. Hvis en lejlighed har fået væggelus, skal alle lejligheder i ejendommen gennemgås. Selvom det er dyrere, vil det være en bedre investering på den lange bane.

En anden god idé er allerede på ferien at tage visse forholdregler som for eksempel at have kufferten lukket og tjekke, om der er eskrementer under sengen.

Nedenfor gennemgås det, hvad du selv kan gøre for at komme væggelusene til livs.

Sådan bekæmper du væggelus

Tjek din bagage

Foto: Stokkete / Shutterstock
Væggelus bringes i mange tilfælde ind i hjemmet, fordi man har overnattet på steder, hvor disse dyr findes. 
Efter overnatning på steder, hvor der har været væggelus, eller hvor der er mistanke om sådanne.
Derfor er det en god idé, at bagagen gennemgås ved hjemkomsten. Tøj og andre genstande, som kan tåle det, vaskes i vaskemaskine eller fryses et par døgn. Ting, der ikke tåler dette, undersøges nøje, og kufferter, tasker og lignende kan eventuelt sprøjtes med et insektmiddel mod krybende og kravlende insekter.

Luk kufferten

Den klassiske måde at få kræene med hjem er i kufferter og tasker. Oftest fordi de har været placeret under sengen, hvorfra væggelusene kravler ned og indlogerer sig. Så vær opmærksom på, hvor kufferter og tasker opbevares og hold dem så vidt muligt lukket, når du overnatter 'ude'.
I videoen kan du få flere råd til, hvordan du undgår væggelus, når du overnatter på hotel..

Hold øje

Foto: HO / Scanpix Denmark
Vælger man at bekæmpe væggelusene selv, er det vigtigt at finde deres tilholdssteder.
Væggelus er små. De er cirka ­syv millimeter lange, rødbrune og lever helt i sprækker i træværk, bag løst tapet og billeder og i sengerammen. De kan ligne små æblekerner.
De findes især i nærheden af sengesteder, så selve sengen og madrasserne må undersøges grundigt. Andre typiske gemmesteder er bagsiden af skabe og billeder, sprækker ved paneler og lister, bag løst tapet og ved gennemføringer af rør og ledninger. Tilholdsstederne kan i nogle tilfælde kendes på de sorte ekskrementer, tomme huder og æggeskaller, selvom der ikke i øjeblikket sidder levende væggelus.
Væggelusene spredes med tøj, bagage og ikke mindst møbler som senge og sofaer. De kan dog også selv vandre fra lejlighed til lejlighed langs for eksempel rør.

Det skal du gøre

Foto: STAN HONDA / Scanpix Denmark
Konstaterer du væggelus, har du - hvis du bor til leje - pligt til straks at melde det til udlejeren, der efter lejeloven skal sørge for udryddelsen. Undlader man dette, og breder dyrene sig i ejendommen, kan man pådrage sig et alvorligt erstatningsansvar.
Især i lejligheder, men også selv om man bor i eget hus, vil det normalt være en fordel at lade en erfaren skadedyrsbekæmper tage sig af sagen.
Kendskab til dyrenes vaner og tilholdssteder er en forudsætning for et hurtigt resultat, og ved forkert eller utilstrækkelig behandling risikerer man, at væggelusene jages væk, og dermed er der risiko for, at de spredes til andre lejligheder eller rum.

Her er de midler, du kan bruge

Til selve bekæmpelsen anvendes et eller flere af de nedenfor nævnte midler, afhængig af hvad der er mest praktisk.
En grundig behandling af væggelusenes tilholdssteder kan udføres med en sprøjtevæske eller et insektpudder beregnet til brug mod krybende og kravlende insekter. Det er meget vigtigt at behandle alle steder, hvor der sidder væggelus, og også gerne områder som væggelusene skal passere for at komme frem og tilbage mellem deres gemmesteder og maden (sovende mennesker).
Du kan også bruge insektlak.
Insektlakken påføres med pensel og stivner til en lakagtig belægning, som dyrene blot skal passere et par gange for at få nok. Den er især praktisk til supplerende behandling langs paneler, ved rørgennemføringer og lignende steder. Holdbarheden er normalt flere måneder.
 

Varme- og kuldebehandling

Foto: Anders Debel Hansen / Scanpix Denmark
Væggelusene er følsomme over for stærk varme og kulde. Alle stadier dræbes ved ophold et par timer ved 50 grader eller -18 grader. Ved varme- og kuldebehandling skal man dog være opmærksom på, at behandlingstiden afhænger af, om dyrene sidder i et isolerende materiale eller ej, så det er som hovedregel bedst at lade ting blive i fryseren et par døgn for at sikre, at alle væggelus er døde.