’Skikkelig enke’ søges til at bo på kendt forfatters gods

263 år efter Ludvig Holbergs død søger museum efter enke nummer 20 med lyst til at flytte ind i hans historiske gemakker.

Var det noget med en seks-værelses lejlighed på 151 kvadratmeter nær Sorø på Sjælland? Tilmed i en trelænget herregård med gratis brænde og sæsongrøntsager fra nyttehaven.

Hvis du er en ”skikkelig enke” eller ”ældre pige af hæderlig stand”, kan boligen nu blive din, fremgår det af et opslag fra Ludvig Holberg Museet.

263 år efter Holbergs død, skal den historiske danske forfatter og komikers sidste vilje atter efterleves.

For 20. gang siden oplysningstidens morsomme mand døde, står enkeboligen på hans daværende gods atter ledig og skal have ny beboer. Og det skal altså være en skikkelig en af slagsen.

"Fabuløs herlighedsværdi"

Med ordet ’skikkelig’ forstås ikke en flink og venlig person med evnen til ”at kunne skikke sig selv – altså være selvhjulpen,” forklarer Allan Aistrup, som er foreviser på Ludvig Holberg Museet.

Han understreger, at der hverken er tale om en ”fribolig” eller ”fattigforsørgelse”, og at man som beboer må være indstillet på en husleje på 7000 kroner om måneden.

Til gengæld får man en ”fabuløs herlighedsværdi,” siger Allan Aistrup, som selv har tjenestebolig i en af de i alt fire lejligheder i godsets to sidelænger.

I den ene af Tersløsegårds tre længer kan man nu flytte ind i en herskabelig lejlighed - hvis man altså er en skikkelig enke.
I den ene af Tersløsegårds tre længer kan man nu flytte ind i en herskabelig lejlighed - hvis man altså er en skikkelig enke. Foto: Ludvig Holberg Museet / Nordisk Film TV

Med museet som ekstra nabo får den kommende beboer, foruden førnævnte frynsegoder i form af brænde og grøntsager, fribillet til udstillinger, koncerter og foredrag.

Og så vil man selvfølgelig kunne prale af at bo midt i et stykke af dansk dramatiks historie så tæt på ’baronens seng’, som man nærmest kan komme.

Ludvig Holberg er en af Danmarkshistoriens største forfattere og dramatikere og har blandt andet fået en statue foran Det Kongelige Teater.
Ludvig Holberg er en af Danmarkshistoriens største forfattere og dramatikere og har blandt andet fået en statue foran Det Kongelige Teater. Foto: Nordisk Film TV / TV 2

Ludvig Holberg

  • Født den 3. december 1684 i Bergen, Norge.
  • Død den 28. januar 1754 i København, Danmark.
  • Forfatter og dramatiker under oplysningstiden.
  • Er blevet kaldt ”den danske litteraturs fader” og er især kendt for sine komedier, såsom ’Jeppe på bjerget’ og ’Erasmus Montanus’.
  • Udgav en række andre bøger samt videnskabelige værker og var underviser på Københavns Universitet. Her havde han selv studeret teologi, jura, historie og sprog.
  • Grundlagde Sorø Akademi nær Tersløsegård, hvor han blev baron og godsejer.
  • Tersløseholm huser i dag Ludvig Holberg Museet.

- Han er den danske litteraturs fader. Den største dramatiker til endog alle tider, siger Allan Aistrup til ’Go’ morgen Danmark’ om Ludvig Holberg, der med sine 33 komedier har lagt pen til blandt andet ’Jeppe på bjerget’ og ’Erasmus Montanus’.

Damernes ven

Med sin litterære og akademiske succes efterlod Holberg sig ikke blot et gods, men en stor formue, forklarer Allan Aistrup.

Vil du bo som en baron? Nu er enkeboligen i Ludvig Holbergs (1684-1754) gamle gods igen ledig.
Vil du bo som en baron? Nu er enkeboligen i Ludvig Holbergs (1684-1754) gamle gods igen ledig. Foto: Ludvig Holberg Museet / Nordisk Film TV

En stor del af pengene gik til unges uddannelse, heriblandt oprettelsen af det nærliggende Sorø Akademi, samt et legat til brudeudstyr, der var så stort, at det blev uddelt frem til 1988.

Og sidst, men ikke mindst, rakte Holberg en hånd ud mod ”fruentimmere”, fortæller Allan Aistrup. For eksempel med oprettelsen af godsets enkebolig på den herregård, Holberg selv drev fra 1745-1754.

Mit forlangende er ellers, (…) at værelser paa Terslösegaard forundes en skikkelig enke som nyder udviisning af skoven

Ludvig Holberg i sin sidste vilje fra 1748 - seks år før hans død i 1754

Hvorfor enkeboligen var så vigtig for Holberg, er der gisnet om og forsket meget i, fortæller Allan Aistrup. Blandt andet kan den have været tiltænkt den allerførste indflytter, Magdalene Mylius – i øvrigt i familie med den senere radio- og tv-vært Jørgen de Mylius.

- Men utvivlsomt er det, at han mente, boligen skulle bebos af en enke til evig tid. Og det er den vilje som stadig opretholdes – lige så vel som at Ludvig Holberg stadig opretholdes og spilles alle steder, siger Allan Aistrup.

- Og nu er den ledig, fordi den nuværende beboer af eget hjertes lyst og under lykkelige omstændigheder flytter til noget andet.

Enkeboligen på Tersløsegård står efter seks års beboelse atter tom. Billedet er fra godsets museum.
Enkeboligen på Tersløsegård står efter seks års beboelse atter tom. Billedet er fra godsets museum. Foto: Ludvig Holberg Museet / Nordisk Film TV

Arsenik og autencitet

Efter seks år med den sidste beboer, er han og resten af Ludvig Holberg Museet spændt på, hvem der mon bliver den næste.

Håbet er, at det bliver en dame, som vil interessere sig for både historien, museet og det liv og de gæster, der kommer til egnen.

Tersløsegård huser beboere i fire lejligheder - og så lige Ludvig Holberg Museet.
Tersløsegård huser beboere i fire lejligheder - og så lige Ludvig Holberg Museet. Foto: Ludvig Holberg Museet / Nordisk Film TV

- Men vi leder først og fremmest efter en autentisk enke. Manden skal være død, siger Allan Aistrup.

Når sandt skal siges, blev bestemmelserne for Holbergs testamente i 1861 dog omstødt til, at boligen lige så vel kan bebos af ”en ældre pige af hæderlig stand” – altså blot en ældre, ugift eller fraskilt kvinde.

En klausul, som både boligens længst blivende ”enke” gennem 68 år og den senest siddende gennem seks år har benyttet sig af. Indtil nu altså.

Her ligger Tersløsegård

Tersløsegård har allerede fået en række ansøgninger til enkeboligen, men tager gerne imod flere. Cirka den 15. september vil en bestyrelse afgøre, hvem der bliver godsets næste beboer.