Parret, der ikke kunne noget, løb med sejren: - Det tvang os til at lære meget

Det blev det unge aarhusianske par fra grøn lejlighed, Charlotte og Fredrik, der fik deres drømmelejlighed.

- Så flytter vi sgu til Sjælland.

Det var den umiddelbare reaktion fra vinderne af årets udgave af 'Nybyggerne', Charlotte og Fredrik.

I otte uger har de i programmet knoklet for at indrette og færdigbygge deres drømmelejlighed, som de nu kan kalde for deres hjem.

- Vi havde forberedt os på, at vi ikke ville vinde og så være glade på de andres vegne, men det er jo helt vildt og ikke til at forstå, siger Charlotte.

Fra starten af programmet var de det par, som ikke kunne så meget og havde prøvet mindst i forhold til at bygge noget selv.

- Det har været hårdt, fordi vi godt kunne se, at vi klart var dem, der var mest bagud. Men vi tænkte: 'Nybyggerne handler jo om at være ny', og det tvang os til at lære rigtig meget, siger Charlotte.

Herunder kan du gå på opdagelse i Charlotte og Fredriks færdige lejlighed.

I løbet af de otte uger, som 'Nybyggerne' varer, gik der rigtig lang tid, før Charlotte og Fredrik fik en succesoplevelse med et af deres rum. Det var nemlig først i afsnit syv, de løb med en delt sejr i en ugekonkurrence.

- Det var godt nok svært at holde humøret oppe. Vi prøvede bare at sige til hinanden, "den skal nok komme", siger Fredrik.

Derfor kan det muligvis også undre nogle, at seerne valgte at pege på netop Charlotte og Fredrik, som vinderne af 'Nybyggerne'.

- Måske er der mange, som kan relatere til, at det kan være svært at kaste sig ud i noget og ikke vide så meget om det, siger Charlotte. 

Vil flytte hurtigst muligt

Det unge par bor til dagligt i Aarhus, hvor de begge er født og opvokset, men selvom den jyske hovedstad ligger langt fra den nye drømmelejlighed i Hedehusene, hvor 'Nybyggerne 2018' har udspillet sig, så er de helt klar til at hive teltpælene op.

- Det her er jo ligesom København for os. Heldigvis kender vi en masse sjællændere efterhånden, og de er faktisk helt okay, siger Fredrik.

Vinderparret bliver dog ikke helt alene i deres nye bolig, for de skal nemlig være forældre til oktober. Det var dog umiddelbart ikke noget, den ene del af vinderparret skænkede en tanke, kort efter de blev udråbt som indehaverne af en ny lejlighed.

- Vi skal bare ind i Roskilde-downtown og give den hele armen, griner Fredrik.