16x9

Blev kriminel som barn: - I starten var det for at slukke smerten

I samarbejde med Bo trygt!

Kurt Nielsen har været kriminel i halvdelen af sit liv. Det hele ændrede sig, da hans datter kom til verden, og hans lillesøster gik bort.

Nær Helgoland Badeanstalt står Kurt Nielsen på 51 år og kigger ud over vandet. Han vender bogstaveligt sin fortid ryggen. For bag ham ligger Amager Strand og Christiania, hvor det hele startede.

Himlen over ham har sporadiske pletter ligesom hans straffeattest.

Når man betragter den solbrune tatoverede mand med solbriller i panden og en stor guldring i venstre øre, er ’pædagogisk assistent’ ikke det første, man tænker på.

Men det blev nu engang Kurt Nielsens profession, da han var færdig med at være kriminel.

- Jeg lavede mit første knæk som 10-11-årig. Det var i en børnehave. Dengang var jeg altid på udkig efter slik og smøger, siger pædagog Kurt Nielsen.

Det hele startede meget tidligt for Kurt. Og det var der en grund til.

Kurt Nielsen sad allerede i fængsel som 15-årig. Siden dengang er han røget ind og ud, indtil han kriminelle løbebane stoppede brat. Video: Michael Leander Bech Særkjær

- Min mor og far behandlede mig som lort. Min far var alkoholiker, og det var min mor også. Mit barndomshjem mindede mest af alt om Rottehullet fra 'Huset På Christianshavn'.

Men modsat fællessang, hjerterum og hjælpsomhed, som prægede stemningen i tv-bodegaen, var Kurt Nielsens opvækst smurt ind i skam, skyld, snaps og stoffer.

I dag er hele familien borte. På nær Kurt.

Begge forældre er døde af følgesygdomme efter intense perioder med alkohol. Hans storebror blev metadon- og heroinjunkie som 14-årig og blev aldrig rigtig clean. Han døde for fire år siden. Kurts lillesøster gik samme vej. Hendes navn står skrevet i blæk under Kurts hud.

square to 16x9
Kurt Nielsen har sin lillesøsters navn tatoveret på sin arm. "Anita" står der. Hun døde af en heroin-overdosis, da hun var 21 år. Foto: Michael Leander Bech Særkjær / TV 2

- Der var sgu en pisseubehagelig stemning. Min far var jo væk enten fysisk eller mentalt, og min mor tog stesolid og andre lovlige medikamenter mod "dårlige nerver". Og så bankede hun os. Med bøjler, børster og flade lussinger, fortæller han.

Smerte og vrede var, hvad Kurt følte over for sine forældre, samfundet og småborgerlighed. Så han søgte ly hos Børnemagt- og BZ-miljøer og på Stadens pusherstreet – på begge sider af hashboderne.

Her kunne han finde kortvarig fred og en smule forståelse.

- Jeg ville aldrig røre en sparegris på et børneværelse

Smerte og vrede var også følelserne, der drev ham til for første gang at sætte et koben ind under listen på et vindue og lade det sige forsigtigt: ”Knæk.”

Når man spørger ind til, hvor mange penge Kurt Nielsen har tjent på at være kriminel, siger han, at ”det kan være lige meget". Han hader det spørgsmål.

På samme måde undviger han at svare direkte på, hvor mange indbrud han har begået.

Men et sted mellem 50 og 100 lyder acceptabelt.

Og så er han røget ind og ud af fængslet.

Kurt Nielsen har været kriminel i halvdelen af sit liv. I de kriminelle kredse og blandt venner går han også under navnet
Kurt Nielsen har været kriminel i halvdelen af sit liv. I de kriminelle kredse og blandt venner går han også under navnet "Kusse Kurt", fordi han i sine yngre dage var god til at have noget kørende med flere kvinder på samme tid. Foto: Michael L. Bech Særkjær / TV 2

- Jeg har lavet så meget lort, mand. Og selvfølgelig fortryder jeg det. Jeg fortrød det både før, under og efter. Men dét, jeg fik ud af det, dulmede smerten og selvhadet i en kort periode; penge.

Når Kurt Nielsen og hans kompagnoner var på villatogter, var koben og skruetrækker deres trofaste hjælpere.

De gik altid efter let omsættelige varer.

- Når vi først var inde, skulle det gå stærkt! Vi kiggede efter penge, guldsmykker og dyre ure. Først når vi var på vej ud, tog vi de tunge ting som stereoanlæg, video- og dvd-maskiner og fjernsyn.

Sådan bærer indbrudstyven sig ad

  • Størstedelen af tyvene (16 ud af 19) har lavet indbrud i områder, de har haft tilknytning til.
  • Stort set alle indbrudstyve (18 ud af 19) bruger værktøj til at bryde ind. Koben og skruetrækker anvendes ofte.
  • Nogle tyve bruger alarmer som tidsbegrænsning. De kalkulerer med 5-15 minutter, inden alarmfirmaet kommer.
  • De fleste bruger ikke mere end 5 minutter og højst 10 minutter inde i huset.
  • Langt de flest indbrudstyve (17 ud af 19) foretrækker at bryde ind om vinteren, hvor mørket gør det lettere.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

I den korte stund, hvor et indbrud stod på, gjorde Kurt sig ikke mange overvejelser.

Spændingen overdøvede tankerne, og adrenalinen overtog kroppen.

Men Kurt Nielsen havde alligevel visse forbehold, når han befandt sig i andres hjem.

Kurt Nielsen også kendt som "Kusse Kurt" har siddet i fængsel adskillige gange. Både for hash-salg og indbrud. Video: Michael Leander Bech Særkjær

- Jeg kunne aldrig finde på at tage en sparegris fra et børneværelse. Og på samme måde kunne jeg heller aldrig finde på at hoppe ind, hvis jeg kunne se bare den mindste indikation på en alarm. Jeg har sgu nok altid været lidt af en kylling på det punkt.

Derfor bliver indbrudstyvene ved

Spændingen i et indbrud er en stor motivationsfaktor og skaber en form for afhængighed, der gør, at tyvene har svært ved at stoppe igen.

Tyvene bliver erhvervsskadede. Deres indbrudsradar scanner efter mulige mål konstant.

Og så er det nemt at afsætte stjålne varer i Danmark, og aftagerne er alle lige fra direktøren og centervagten til vennens forældre og egne familiemedlemmer.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd. 

Noget andet, der også kunne få Kurt Nielsen til at gå udenom et hus, var, hvis naboerne var hjemme og kunne kigge ind, eller hvis der var folk på vejen.

Den nu 51-årige eks-christianit har i mange år ikke kunnet svare på, hvorfor han blev ved med at begå indbrud. I dag er han helt afklaret.

 - I starten var det for at slukke smerten. Til sidst var det grådighed. Jeg måtte bare have mere. Da jeg sad på toppen, fandt jeg ud af, at det ikke hjalp en skid. Jeg var stadig knust indeni, siger han og fortsætter:

- Dengang havde jeg en stor øse og Amagers største guldkæde. I dag går jeg med perlearmbånd og kører i en Fiat 500. Og jeg har aldrig haft det bedre.

Da Kurt skiftede kurs

To begivenheder fik kriminelle Kurt til at skifte kurs: En fødsel og en død.

- Min datter Isabel kom til verden i 1992. Hun blev taget ved kejsersnit, så jeg var den første, der holdt hende. Jeg sad med hende i en hel time og stortudede af glæde, siger Kurt snøftende og fremstammer:

- For helvede, mand. Nu bliver jeg sgu helt rørt igen.

Kurt var glad. Men han var ikke lykkelig. I årene efter Isabels fødsel var han ikke den far, han ønskede at være. Han festede for meget og var ikke til stede. 

I dag ser Kurt tilbage på en mand, der var egoistisk og kun tænkte på penge og fest, og som satte kæresten og datteren i anden række. 

Kurt svigtede sin familie og begyndte at ligne sine egne forældre, som han afskyede for et godt ord. Det nagede ham voldsomt.

Og så skete dét, der fik hele korthuset til at vælte. 

- Fire år senere, i 1996, døde min lillesøster.

Hun gik bort som kun 21-årig af en overdosis heroin.

Lillesøsterens skæbne og presset i forbindelse med at skulle være en pligtopfyldende far satte Kurts eget misbrug i fuld acceleration. 

- Jeg røg i forvejen en masse hash, men nu kom der for alvor også hårde stoffer og alkohol indover. Jeg var kriminel. Og jeg behandlede ikke mig selv godt, siger han og fortsætter:

- Jeg havde kniven for struben. Jeg var bange for at ende samme sted som mine søskende. I graven. Jeg var en dårlig far, og det havde jeg lovet mig selv aldrig skulle ske. Så der skulle andre boller på suppen.

Der måtte ske nogle ændringer. Omgående.

Kurt havde brug for hjælp, og ingen stoffer eller hurtige penge kunne frigøre ham for de problemer, som sværmede rundt om ørene på ham, men som han ikke turde se i øjnene.

square to 16x9
I dag er Kurt Nielsen kommet helskindet ud på den anden side. Han er ikke længere kriminel og har kun haft enkelte tilbagefald til stoffer i løbet af de sidste 20 år. Foto: Michael L. Bech Særkjær / TV 2

- I en periode stod den på total afrusning på Egeborg på Lolland. Herefter samtaleterapi og sågar yoga. Og så begyndte jeg at tænke klart igen.

Kurt Nielsen har i dag været på de lovlydiges sti i snart 20 år med enkelte tilbagefald til stoffer. Han har arbejdet med sig selv, og han haft øjenkontakt med problemerne.

Derfor føltes det som et naturligt kald, da Kurt Nielsen søgte arbejde som pædagogisk assistent med marginaliserede unge i den rådgivende konsulentvirksomhed Petersen Consult.

Kurt indså, da han fik en datter og fire år efter mistede sin lillesøster til heroin, at der måtte nye boller på suppen. Video: Michael Leander Bech Særkjær

Kurt Nielsen har lært at tackle sorg, vrede og smerte uden at ty til kriminalitet. Og erfaringerne giver han nu videre til unge, der står på tærsklen til at ende, hvor han selv var.

I dag har han tilgivet sine forældre, samfundet og småborgerligheden.

Han er afkriminaliseret. En rollemodel for unge. Og han er clean.

- Lige med undtagelse af slik og smøger. Det har jeg sgu stadig smag for.