Er bange for at flytte hjem efter indbrud - tyvene bedøvede og tæskede hendes hund

I samarbejde med Bo trygt!

Sallie Nielsen og hendes kæreste havde indbrud, men da de så deres hund, blev de for alvor chokeret.

Hjemmet er privat, og det er personligt. Vi lægger sjæl og mange timer i vores hjem. Det er her, vi går nøgne rundt og klør os i næsen. Og derfor føler nogen, at de er blevet taget med bukserne nede, hvis en indbrudstyv har været forbi.

Det mener krisepsykolog Michael Bruun, der er specialiseret i psykotraumatologi. Han har flere gange i sin karriere oplevet, at ofre for indbrud kan reagere voldsomt.

- Nogle folk bliver ængstelige. De tør ikke at sove i deres egne senge. De tænker: ”Hvis det mest trygge sted i verden ikke længere er trygt, hvad er så?” Indbruddet skaber en ”u-hjemlig” følelse i kroppen hos dem, siger krisepsykologen.

Han uddyber med, at nogle mennesker oparbejder en såkaldt ”alert-tilstand”, hvor alle følehorn er ude. Når mennesker er opmærksomme på alt og alle omkring dem, kan nogle blive paranoide.

Sallie Nielsen fik det lige præcis sådan.

Hun arbejder til dagligt som alarmoperatør hos Den Jyske Kontrolcentral. Hun bor med sin kæreste på en gård ved Esbjerg-kanten. Gården er opdelt i to lejemål. Begge lejligheder havde indbrud mandag den 14 maj.

Om morgenen havde hun været ude ved hesten, som står opstaldet lidt derfra.

Da Sallie kom hjem igen, troede hun først, at deres islandske fårehund Fjölnir havde ”holdt fest”. Men efter få øjeblikke, så hun, at skabe og skuffer stod åbne, og at deres soveværelse var totalt gennemrodet.

Sallie Nielsens hjem blev endevendt den 14. maj. Hun kom hjem skabslåger og skuffer, der var revet op.
Sallie Nielsens hjem blev endevendt den 14. maj. Hun kom hjem skabslåger og skuffer, der var revet op. Foto: Sallie Nielsen / Privatfoto

- Jeg kunne se, at stuevinduerne stod på vid gab. De havde brækket dem op og klippet tyverisikringshaspen over med en boltsaks.

De var sikre på, at hunden havde fået tæsk

Sallie var først handlingslammet. Hun turde ikke at bevæge sig nogle steder hen af frygt for, at der stadig var nogle, eller at tyvene stadig var i området.

Hun kunne kort efter konstatere, at indbrudstyvene var gået efter kæresteparrets penge, smykker og deres medicin.

Sallie og hendes kæreste har begge kroniske smerter. De tager derfor flere forskellige smertestillende medikamenter. Det er nu i hænderne på nogle andre.

Indbrudstyvene havde også været i medicinskabet. De slap af sted med mange forskellige typer smertestillende medicin.
Indbrudstyvene havde også været i medicinskabet. De slap af sted med mange forskellige typer smertestillende medicin. Foto: Sallie Nielsen / Privatfoto

Da den forfærdede esbjergenser genvandt fatningen, så hun, at hendes kæreste eje, hunden Fjölnir, var mærket af situationen i endnu højere grad end hende selv.

- Den gik rundt i en tåge, og den ville ikke have, at jeg rørte den. Så jeg tog ham til dyrlæge, hvor de konstaterede, at den var blevet bedøvet. 

Dyrlægerne mente, at hunden med stor sandsynlighed havde fået et eller andet beroligende.

De var til gengæld helt sikre på, at den havde fået tæsk.

- Mishandlingen var de slet ikke i tvivl om. Den havde fået trykket et ribben eller to, siger Sallie Nielsen.

Chokket over at huset var blevet endevendt, at nogle havde rodet rundt i deres soveværelse, og at deres hund havde fået tæsk, blev for meget for Sallie og hendes kæreste.

De så ingen anden udvej end at flytte for en stund.

Indbrud kan skabe psykiske mén

- Når man kommer hjem til et gennemrodet hus, hvor der er fodaftryk på papirer, og hvor billeder af børn eller børnebørn ligger smadret på gulvet med glas over sig, så kan det sætte dybe spor i sindet, siger krisepsykolog Michael Bruun.

Et Indbrud kan hos et sårbart mennesker være dråben, der får bægeret til at flyde over, påpeger han.

- For nogle mennesker, virker indbruddet meget grænseoverskridende. De føler, at hele deres liv er hængt ud til offentligt skue. Deres personlige værdier er blevet blottet for nogle, de ikke kender.

Man bør opsøge psykologisk hjælp, hvis der stadig er tegn på angst to uger efter et indbrud, mener Michael Bruun.

Antallet af borgere, som modtager krisehjælp efter indbrud, er dog ret lavt.

Den frivillige og uafhængige organisation Offerrådgivningen modtog 211 henvendelser på baggrund af indbrud sidste år, ifølge organisationens sekretariatsleder, Dorte Kallestrup Mortensen. I indeværende år har de modtaget 85 henvendelser. 

Og hos forsikringsselskabet TopDanmark, ser det noget anderledes ud. De har fra 2016 og frem til i dag haft fem tilfælde, hvor psykologisk krisehjælp blev anvendt efter indbrud.

TopDanmark pointerer, at nogle modtager krisehjælp gennem sundhedssikringen. Derfor kan tallet være lidt højere.

Tre ting, der virkelig virker mod indbrud

  1. Foranstaltninger: Gode dobbeltlåse på alle døre, samt sikrede vinduer virker og sænker tyven i hans arbejde. Alarmer og kameraer kan få ham til at undvige netop dit hus.
  2. Tilgængelighed: Sørg for, det er nemt at se ind til huset, og at det ligner, der er nogen hjemme, mens du er ude. Så er dit hus mindre attraktivt for tyve. Endelig kan du låse alle døre inden for i dit hus. Det bremser også tyven.
  3. Naboer: Når naboer er aktive omkring dit hus, kan det forebygge indbrud med op til 20 procent. Nabohjælp er dermed det bedste værn mod indbrud.

Kilde: Rapport ’20 Tyve’ af Det Kriminalpræventive Råd.

Efter indbruddet og i dag

- Jeg sov ikke den første nat. Og siden har vi ikke rigtigt haft lyst til at være der. Bare tanken om, at de har været inde i vores soveværelse. Det er en klam følelse, siger Sallie og fortsætter:

- I dagene efter følte jeg afmagt. Jeg var frustreret og vred. Men den sværeste tanke at bære lige nu er stadig: ”Hvad de mon har gjort ved vores hund – og hvorfor?”

Hunden Fjölnir efter indbruddet.
Hunden Fjölnir efter indbruddet. Foto: Sallie Nielsen / Privatfoto

Kæresteparret fra Esbjerg har været sammen i 13 år. De har ingen børn. De har hunden Fjölnir, som til gengæld spiller en væsentlig rolle i deres liv.

Efter indbruddet flyttede de ud til Sallies svigerforældre.

De ville bo et sted, hvor Fjölnir kunne genvinde styrken i trygge rammer, og de vil finde ud af, om de overhovedet selv havde lyst til at flytte tilbage til huset.

Sallie og hendes kæreste har taget sig nogle foranstaltninger. Husets døre og vinduer er blevet forstærket, og de er sat til et alarmsystem. Derudover filmer videokameraer al aktivitet på gården.

Ifølge Sallie er deres islandske fårehund ved at komme sig, og de håber på, at de inden længe kan og vil bo i deres gamle hjem i Esbjerg og sove trygt. I deres egne senge.   

Præcisering af medikament den 23-06-2018.