16x9

Familie gik all in på den grønne livsstil og byggede deres eget bæredygtige bjælkehus

I samarbejde med IKEA

Bæredygtighed er på agendaen for mange danskere. Især familien Thisgaard, der tog en drastisk beslutning og skabte deres eget helt bæredygtige hjem.

Duften af træ, frisk luft og direkte udsigt til skoven. Hver dag. Morgen, middag og aften. Mest af alt lyder det som en vildmarksferie. Men for Christinna og Christian Thisgaard samt deres lille datter Victoria er det, hvad de slår øjnene op til hver dag.

Familien har altid haft et stort ønske om at værne om naturen og samtidig passe godt på sig selv og hinanden. Derfor tog parret den drastiske beslutning at flytte fra byen og ud på landet, hvor de har fået opført og indrettet deres helt eget bjælkehus udelukkende af bæredygtige materialer.

- Huset gør mig glad, rolig og totalt i balance. Træ og natur gør bare noget for menneskets ro, og det mærker jeg tydeligt her i vores lille hjem, fortæller Christinna.

Familien Thisgaards beslutning er ikke blot en boligdrøm, der er gået i opfyldelse. Det er samtidig en historie, der peger på en tendens til en større prioritering af bæredygtighed i hverdagen.

Vores anderledes hjem

Denne artikel er en del af serien ’Vores anderledes hjem’, der præsenteres i samarbejde med IKEA.

I serien møder vi danskere, der bor lidt anderledes end de fleste. Vi sætter fokus på, hvorfor de bor, som de gør, og hvad det betyder for deres hverdag, at de har indrettet sig på en anden måde end flertallet.

Drømmen om at leve mere bæredygtigt og realiseringen af den drøm via et bjælkehus er da også fornuftigt, hvis man kigger på klimabelastningen ved at bygge et hus af træ i stedet for beton.

En ny rapport af Nordisk Ministerråd viser, at et træhus sætter et CO2-aftryk på 2,2 kilo per kvadratmeter, hvilket er 44 procent mindre end et tilsvarende hus af beton. Alt sammen hvis man regner med, at bygningerne har en levetid på 120 år.

Tilbage til naturen

Christinna og Christian er vokset op omkring Give og Silkeborg. Men da familien tog beslutningen om, at den bæredygtige drøm skulle udleves, boede de i en lille lejlighed på Frederiksberg i København.

En aften så de en dokumentar om et fuldstændig bæredygtigt byggeprojekt, som vækkede noget i dem. En trang til selv at gøre noget for miljøet, naturen og sig selv. Selvfølgelig skulle de da også bo i et kemifrit og naturligt hjem.

Det er ikke nødvendigt for familien at bevæge sig langt fra huset for at udforske naturen.
Det er ikke nødvendigt for familien at bevæge sig langt fra huset for at udforske naturen. Foto: Privatfoto

- Victoria skal have muligheden for at vokse op uden at være omringet af kunstige, sundhedsskadelige ting og samtidig få det forhold til naturen, som både Christian og jeg har, fortæller Christinna.

Blå bog

Christinna Friborg Thisgaard, 28, sundhedscoach og hjemmegående

Christian Thisgaard, 33, filialdirektør i Nordea

Victoria, 2, hjemmegående med mor

Den lille familie har boet fast i bjælkehuset i Nr. Snede siden 7. december 2018

Parret havde haft et bjælkehus i tankerne før, men vidste godt, at selvbyg ikke var det billigste projekt at gå i gang med. Slet ikke et projekt som deres.

Derfor søgte de hjem til Jylland. Hjem til de billigere boligpriser. Hjem til naturen og den friske luft.

Her ses familien på deres seneste ferie, der gik til Island.
Her ses familien på deres seneste ferie, der gik til Island. Foto: Privatfoto

- Jeg gik ikke i SFO som barn, men tog hjem og løb rundt i skoven efter skole. Skoven var min legeplads, og lige siden barnsben har naturen været mit tilflugtssted, fortæller Christian.

En vinterdag i december 2017 fandt parret frem til et område udenfor Nr. Snede, mellem Silkeborg og Vejle. Området var øremærket bæredygtigt byggeri, og her passede de og deres bjælkedrøm perfekt ind.

Christinna og Christian var heldige, for en byggegrund var netop sat til salg. Lige ud mod skoven.

- Vi havde vist begge den der følelse af, at alting gik op i en højere enhed. Naturen var lige ude foran vores døre, og samtidig gav prisen på byggegrunden os råd til at bygge lige præcis det hus, vi havde i tankerne, siger Christinna.

Parret skrev under på købsaftalen, solgte lejligheden på Frederiksberg og ventede på, at bjælkehusets rå ydremure skulle stå færdigt. Det gjorde de i sommeren 2018. Flot og rustikt med sine håndskårne bjælker og ikke andet end en helt naturlig duft af træ.

Grønne byggeløsninger

Nybyg, bæredygtigt eller ej, har et hav af reglementer og krav, som må og skal overholdes. Eksempelvis skal ydermurerne isoleres for at mindske risikoen for fugt og skimmelsvamp.

Christinna og Christian var altså nødsaget til at isolere. Men det nagede dem. Parret så helst, at de rå træbjælker kunne stå helt uberørte, så træet kunne ånde og skabe et luftigt indeklima.

Selvom bjælkehuset var pakket ind i stillads fra top til tå, stod huset alligevel flot dér i solskinnet.
Selvom bjælkehuset var pakket ind i stillads fra top til tå, stod huset alligevel flot dér i solskinnet. Foto: Privatfoto

De måtte finde et alternativ. Og det gjorde de. De fik blæst bittesmå stykker af papir ind i væggenes hulrum, som blev blandet med salt for at undgå fugtdannelse og forrådnelse. Ifølge parret var det den mest optimale og miljøvenlige måde at klare den udfordring på.

- Gennem hele processen har vi forsøgt at holde fast i vores værdier om at værne om naturen. Det hele udmunder sig jo i, at også vi lever så sundt og naturligt som muligt, fastslår Christinna.

Byggematerialer, der kræver meget energi at producere og nedbryde igen, bandlyste parret helt fra start. De fandt grønne alternativer til rockwool, dampspær, cement og beton, men benyttede sig også af en 200 år gammel metode til at beskytte træværket på.

square to 16x9
Parret har endnu ikke arbejdet i haven, men de har store, bæredygtige haveprojekter i støbeskeen. Foto: Privatfoto

For 200 år siden blev trætjære nemlig brugt til at beskytte de nøgne træbjælker mod alger.

- Når du brænder træ ved svag varme, udgiver det saft og harpiks, og disse to kombineret med hinanden danner en sort, klæbrig masse. Massen blander man op med lindolie, smører på bjælkerne, og lader det hærde i solen. Så bliver træet vand- og smudsafvisende kun ved brug af naturlige materialer, fortæller Christian.

Et grønnere livssyn

Der var ingen nemme løsninger for Christinna og Christian, og de måtte konstant finde alternative veje til at nå i mål med byggeprojektet. Malingen var uden kemikalier og blev transporteret hjem fra Tyskland. Bjælkerne blev håndskåret på en fabrik i Litauen. Tagpappet blev nøje udvalgt med fokus på mulighederne for genbrug.

Ja, tagpap kan faktisk genanvendes. Endda til asfaltproduktion.

- Naturligvis havde projektet været endnu bedre for naturen, hvis vi eksempelvis havde benyttet bjælker af træ fra naboskoven. Det havde bare kostet seks millioner i stedet for knap tre, og så havde vi altså ikke stået her i dag, fremhæver Christinna.

En stor del af køkkenets inventar er fundet via genbrugsbutikker og markeder.
En stor del af køkkenets inventar er fundet via genbrugsbutikker og markeder. Foto: Privatfoto

Familien Thisgaard er ikke ene om at tænke bæredygtighed ind i deres hverdag. Danskerne har fokus på miljøvenlige alternativer som aldrig før, og det skyldes én afgørende faktor. Medierne. Forskning viser, at vi lærer og bliver påvirket af mediernes fokus på eksempelvis klimaforandringer, fortæller John Thøgersen, professor i forbrugerpsykologi ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.

Han pointerer, at de mange indtryk og det øgede fokus på klimaproblemerne resulterer i, at folk generelt set er mere tilbøjelige til at vælge bæredygtige løsninger - også de ekstreme af slagsen.

- Vi ser uanede mængder plastik i havene og bliver hver dag mindet om, hvor meget vores biler påvirker CO2-udslippet, fortæller John Thøgersen.

Afstemning

Medierne giver os en bevidsthed om klimaproblematikken, men før vi i overvejende grad handler, kræver det politiske tiltag.

Kompromiser er næsten umulige at undgå, når man skal vænne sig til at tænke og leve fuldstændig bæredygtigt. Dog gør medierne os hele tiden opmærksomme på problematikkerne, og derfor kan vi ikke undgå at støde på dem i det daglige.

Det kræver dog lidt mere at få os til faktisk at handle på problematikkerne, og derfor har vi behov for politiske tiltag for at hjælpe os ordentligt i gang med en grønnere livsstil.

- For eksempel har vi kollektivt opnået en meget positiv effekt på regulering af plastik i naturen gennem affaldsordninger og sortering. Og EU har netop besluttet at forbyde en række engangsplast, fortæller professor John Thøgersen.

De kollektive løsninger er altså en nødvendighed for, at vi virkelig kan se en forskel i vores måde at leve grønnere på. For som udgangspunkt er vi mennesker skruet sammen således, at hvis vi kan løse et problem på en billigere eller enklere måde, fortrækker vi det.

Selvom det er de færreste, der udelukkende har en plantebaseret kost, har mange valgt at mindske indtaget af kød. Det er en såkaldt flexitarisk måde at leve på, og som vej til en grønnere hverdag mener John Thøgersen, at vi kommer til at se et øget fokus herpå.

- For mange vil det føles som et urimeligt stort indgreb i deres livskvalitet, hvis de helt skal undvære en god bøf eller helt droppe flyrejserne sydpå for at mindske belastningen på klimaet, siger John Thøgersen.

Skræddersyet, småt og godt

Bryggers, soveværelse, et kontor og et børneværelse. Køkkenalrum, stue, walk-in closet og et badeværelse.

Sådan lyder formlen på Christinna og Christians plantegning, som har gjort det muligt for parret at indrette lige efter deres behov og ønsker. Selvom rummene blot fordeler sig over 105 kvadratmeter boligareal, er det rigeligt for den lille familie.

Familien sover alle tre i forældrenes soveværelse, der er indrettet med store træsenge. Naturligvis fundet og købt brugte. I badeværelset er der lagt skifersten, armaturet er af messing, og badekaret er én stor udhulet sten på to ton. Alt i naturlige materialer.

Særligt badeværelset er familien vilde med på grund af deres alternative løsninger med armatur og sten.
Særligt badeværelset er familien vilde med på grund af deres alternative løsninger med armatur og sten. Foto: Privatfoto

Intet er tilfældigt i Christinna og Christians bjælkehus. Bjælkerne, farverne, de gamle staldlamper fra Sovjet Unionen og glaslamperne fra 1910. Udvalgt med kyndig hånd.

Eksempelvis har Christian været fire steder i nærområdet for at hente forskellige skænke, der passer nogenlunde sammen i højde, drøjde og udseende. De skulle tilsammen udgøre parrets køkken. På skænkene har Christian hevet toppene af, hvorefter han har slebet dem til og tilpasset højden for slutteligt at smide en fem meter lang egetræsbordplade på.

Med den store trailer bag på bilen kørte parret rundt for at finde gammelt genbrugsguld. Deres rustikke kogeø midt i alrummet er en gammel købmandsdisk med 20 små skuffer, mens deres store træseng eftersigende skulle have stået på et gammelt gods. Hvert møbel i bjælkehuset har sin helt egen historie.

- Vi ved jo ikke, om historierne er sande, men for os giver det hver krog i huset sin helt egen personlighed, fortæller Christinna.

Bæredygtigt. Bekvemt. Og bare lige efter Christinna og Christians bæredygtige drejebog.

Parrets bedste råd til opstart af bæredygtige projekter

Tag beslutningen

Foto: Privatfoto
Vores første, bedste og sværeste råd er helt sikkert at få taget den beslutning.

Der er altid mange grunde til ikke at tage den, og meget kan gå galt. Men helt ærligt, det går da ikke galt.

Gør det for jeres egen skyld

Foto: Privatfoto
Og for naturen, selvfølgelig.
 
Men I skal ikke kaste jer ud i et projekt af denne kaliber, hvis det udelukkende skyldes, at I gerne vil være som andre.
 
Gå kun i gang, når I kan mærke en så stor trang, at I ikke kan lade være.

Væbn jer med tålmodighed

Foto: Privatfoto
Den største fejltagelse, I kan lave, er at tænke, at det skal stå færdigt i morgen.
 
For det gør det ikke. Det tager lang tid at tænke bæredygtighed ind i hver detalje, og derfor tager hele beslutningsprocessen lang tid.

Føl jer ikke begrænset

Foto: Privatfoto
Men tænk nyt. Der er altid en anden måde at løse udfordringen på. Altid.
 
Vi har alle en tendens til at følge strømmen og enten vælge det, vi altid har gjort, eller det, de andre gør. Men den går ikke her. Her skal I tænke ud af boksen.
 
Faktisk er det ikke så svært, når først I er godt i gang.

Tag imod råd og vejledning

Foto: Privatfoto
Vær ikke bange for at spørge venner, familie eller naboer til råds. Både til at få malet, hentet og bragt ting samt løftet ekstra tunge materialer.
 
Vi fik vejledning af vores nabo til valg af tag, og folk elsker at fortælle en historie eller dele ud af deres erfaringer.

Klip til i dag

Når Christinna og Christian hver dag står op til duften af træ, lyset fra de store vinduer og udsigten til skoven, kan de ikke undgå at tænke over, hvad pokker de har gjort, siden de skal have det så godt.

Men svaret er enkelt. De har været tålmodige og stolet på sig selv og deres bæredygtige projekt hele vejen igennem.

- Jeg bliver sgu lykkelig helt ned i maven af det her hus. Selvom jeg normalt distancerer mig fra materielle goder, er vores hus den materielle ting, der får lykken til at bruse frem i mig, fortæller Christinna.

I stuen har der været fokus på store vinduer for at sikre et godt lysindfald.
I stuen har der været fokus på store vinduer for at sikre et godt lysindfald. Foto: Privatfoto

Utallige gange er parret blevet mødt af tvivl og skepsis fra venner og familie, men også i forbindelse med Christians samarbejdspartnere på arbejdet i Nordea.

Her snakker han ofte med ejendomsmæglere, som ryster på hovedet af ham og siger; ”Der er jo ingen sikkerhed i at bygge på den grund, i det område og på den måde”.

- Vi har ikke bygget det her hus for at sælge om ti år. Forhåbentligt skal vi bo her resten af vores liv og se vores datter vokse op i bæredygtige rammer tæt på naturen. Dét kan ikke gøres op i kroner, ører, friværdi og ejendomsskatte, afslutter Christian.