Testvinder: Her er den bedste saftpresser

Se 'Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste' på TV 2 Play

Det bliver mere og mere populært at leve sundt, og det ses på udvalget af saftpressere og de såkaldte juicere i butikkerne.

I TV 2-programmet 'Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste' tester Morten Spiegelhauer sammen med Forbrugerrådet Tænk fem forskellige modeller for at kåre den bedste - og den dårligste.

Forbrugerrådet Tænk har testet 10 saftpressere. Du kan se hele testen her

Peter Skjødt, der er testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk, giver her sine råd til, hvad du skal overveje, hvis du overvejer at anskaffe dig en juice-maskine:

  1. Overvej, om det overhovedet kan svare sig for dig at eje en saftpresser eller en juicer. Du skal som minimum bruge den en enkelt gang i ugen, før det det kan svare sig at købe sin egen. En god juicemaskine koster omkring 1.000 kroner, så måske kan det bedre svare sig at købe færdiglavet juice.
  2. Tag stilling til, om det være en slowjuicer eller en centrifugaljuicer. Slowjuiceren er langsommere, men den presser mere saft ud af grøntsagerne, viser testen.
  3. Gå efter en maskine, der er nem at gøre ren. Er rengøringen vanskelig, kan det være med til, at du ikke får den brugt. Her scorer slowjuiceren lavt i testen, da de generelt er besværlige at rengøre.
  4. Se også på formen og størrelsen. Er den grim og tung, og skal den stå i et skab, kan det være en barriere i forhold til at få den brugt.
  5. Se på størrelsen på røret, som frugtstykkerne skal puttes ned i. Slowjuicerne i testen kræver, at man nødt til at skære indholdet ud i små smykker for at få dem ned i røret, da de er smalle, mens man kan smide store stykker i testens centrifugalgjuicere. Ønsker du at nyde din juice om morgenen, kan det være, du ikke har tid til at skære frugten i små stykker.

Herunder kan du se, hvordan det gik. Nederst i artiklen kan du læse mere om de testede produkter: 

Testvinder: Philips HR1871/70

Foto: Philips
Pris: Fundet til 1.179 kroner
Philips HR1871/70​ har fået titlen "Bedst i test" af Forbrugerrådet Tænk.
Den samlede bedømmelse er:
Meget god (84 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Juicemaskinen fra Philips er den maskine, der samlet set klarer sig bedst i testen, og den juicer frugt og grøntsager både hurtigt og effektivt. Samtidig er den nem at rengøre og alle dele kan komme i opvaskemaskinen. Med en vægt på knap 5 kg ligger den blandt de lettere maskiner. På trods af dette har den en kraftig motor, der dog ifølge manualen kun må være i gang 60 sekunder ad gangen. Det burde dog være tid nok til at lave juice på denne maskine der med sine 1000w, er en af de kraftigste i testen. Den har et stort påfyldningsrør, der gør det nemt at fylde frugter og grøntsager i maskinen.

OBH Nordica Prestige 6749

Foto: OBH
Pris: Fundet til 579 kroner
Den samlede bedømmelse er:
God (74 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Udover støjen klarer juiceren fra OBH Nordica sig godt på de fleste parametre. Den udnytter både hurtigt og effektivt de frugter og grøntsager, der bliver puttet i den. Den halter lidt på rengøringen, og sien skal vaskes op i hånden. Kan du leve med, at den larmer mens du juicer, får du meget for pengene med denne maskine, der kan købes flere steder for ca. 500 kroner.

Magimix Le Duo Plus XL 18048B

Foto: Magimix
Pris: Fundet til 3.000 kroner
Den samlede bedømmelse er:
God (59 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Saftpresseren fra Magimix er den dyreste og tungeste af centrifugaljuicerne i testen. Desværre lever den ikke op til, hvad man kunne forvente af en juicer til omkring 3000 kr. Den er således både langsom, er forholdsvis dårlig til at slynge saften ud af frugterne og grøntsagerne, og meget af pulpen ender i den færdige juice. Som den eneste af maskinerne i denne test, følger der ikke nogen juicekande med til den.

Sandström S10SJ14E

Foto: Sandström
Pris: Fundet til 1.000 kroner
Wilfa SJ-150 er den næstdårligste juicer i Forbrugerrådet Tænks samlede test.
slowjuiceren fra Sandstrøm S10SJ14E er udgået af produktion.
Den samlede bedømmelse er:
Middel (47 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Slowjuiceren fra Sandström er én af de tungeste maskiner i testen, og med en vægt på over 7 kg, er den ikke skabt til at blive flyttet for meget rundt. På trods af den solide byggekvalitet, lever den ikke op til hvad man må forvente af en ordentlig saftpresser. Den laver ikke en optimal juice. Særligt har den vanskeligt ved at juice gulerødder og meget af selve grøntsagerne røg med ud i den færdige juice. Derudover er den uhyre vanskelig at vaske op i hånden, da meget af frugt- og grøntsagskødet satte sig fast i filteret. På emballagen var det anført at delene kunne komme i opvaskemaskinen, men i manualen var det angivet at alt skal vaskes op i hånden.

Taberen: Wilfa SJ-150

Foto: Wilfa
Pris: Fundet til 969 kroner
Wilfa SJ-150 er den dårligste slowjuicer i Forbrugerrådet Tænks samlede test.
Den samlede bedømmelse er:
Middel (42 ud af 100)
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Slowjuiceren fra Wilfa havde store problemer med blandt andet at juice æbler. Hele 8 minutter skulle den bruge, og da påfyldningsrøret er meget lille, skal alt frugten og grøntsagerne skæres ud i små stykker, hvilket gør processen mere besværlig. Rengøringen var også meget vanskelig, og da det ikke er nævnt nogle steder i hverken manualen eller på pakken om delene kan tåle at komme i opvaskemaskinen, må det forventes at alt skal vaskes op i hånden. De mange små dele i maskinen gjorde rengøringen meget besværlig.

Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste

  • I en ny programserie på TV 2 har tv-vært Morten Spiegelhauer allieret sig med Forbrugerrådet Tænk for at afsløre de fælder, du som forbruger risikerer at falde i
  • Gennem otte programmer tester Morten Spiegelhauer sammen med Forbrugerrådet Tænks medarbejdere alt fra vaniljeis over bleer til vaskemaskiner på nogle af de bedste laboratorier i verden. Der bliver stillet skarpt på kvalitet, kemi og pris
  • ’Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste’ bliver sendt mandag klokken 21.50  på TV 2 og TV 2 PLAY