Test af is: Her er den bedste - og dårligste - vaniljeis

I TV 2-programmet 'Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste' har Forbrugerrådet Tænk testet 12 forskellige vaniljeis. Her kan du se de seks.

Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste

  • I en ny programserie på TV 2 har tv-vært Morten Spiegelhauer allieret sig med Forbrugerrådet Tænk for at afsløre de fælder, du som forbruger risikerer at falde i
  • Gennem otte programmer tester Morten Spiegelhauer sammen med Forbrugerrådet Tænks medarbejdere alt fra vaniljeis over bleer til vaskemaskiner på nogle af de bedste laboratorier i verden. Der bliver stillet skarpt på kvalitet, kemi og pris
  • ’Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste’ bliver sendt mandag klokken 21.50  på TV 2 og TV 2 PLAY

Is er ikke bare is, og det er vaniljeis heller ikke.

Det viser en blindtest i TV 2-programmet 'Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste', hvor 72 forbrugere kårer den is, de bedste kan lide, i en blindtest.

Der er is for enhver smag i testen.

Prisen går fra 17 kroner literen for Polar Is til 78 kroner literen for Irmas Økologisk Jerseyflødeis med vanilje, men det er ikke prisen, der er afgørende. Det er mængden af fløde, der ser ud til at være vigtigt for isens smag, konkluderer Forbrugerrådet Tænk.

Hansen Flødeis Vanille, der er testens suveræne testvinder, indeholder nemlig masser af fløde, og den får som den eneste is i testen bedømmelsen ‘meget god’ i parameteret ‘smagsvurdering’, lyder det.

Omvendt har testens taber, Carte d'Or Vanilla, et flødeindhold på 0 procent.

Sådan foregik blindtesten
Selve ismærket er der ikke blevet skelet til i testen, da deltagerne ikke kunne se, hvilken is de smagte. 

Testen foregik på Københavns Universitet i et særligt lokale indrettet til formålet, så deltagerne blandt andet ikke blev forstyrret unødigt under smagningen, og vaniljeisene blev serveret i neutrale kopper i tilfældig rækkefølge.

Du kan se, hvordan testen foregik øverst i artiklen.

Også oplysningerne på emballagen om blandt andet holdbarhed, produktionsdato, opbevaring og eventuelle anprisninger blev bedømt, og Forbrugerrådet Tænk har også vurderet emballagens udformning og materiale for, hvor nemt det for eksempel er at lave kugler af isen.

Her kan du se testen af de seks vaniljeis:

Test af vaniljeis: Dette er den bedste

Hansens flødeis Vanille

Foto: Hansens / Forbrugerrådet Tænk
Hansens flødeis Vanille er den bedste is ifølge Forbrugerrådet Tænks blindtest. Isen har fået titlen "Bedst i test" af Forbrugerrådet Tænk.
Pris pr. liter: Fundet til 67 kroner
Den samlede bedømmelse er: 
Meget god (80 ud af 100)​
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Hansens Flødeis er den is i testen, der har det højeste indhold af fløde, og det falder øjensynligt i forbrugernes smag. Den lægger nemlig afstand til de andre is, og udmærker sig ved at klare sig bedst i testen. Hele 72 procent af indeholdet er økologisk fløde, på trods af at resten af ingredienser ikke er certificeret økologiske. Fraværet af æg gør angiveligt ikke noget dårligt for smagen i denne is, der klarer sig suverænt bedst i smagtesten. Istedet for æg er der, ligesom i de fleste andre af isene i testen, tilsat stabilisatorer og emulgatorer.

Premier Is Gammeldags Flødeis

Foto: Premier Is
Pris: Fundet til 54 kroner
Den samlede bedømmelse er: 
God (69 ud af 100)​
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Premier Is Gammeldags Flødeis produceres på samme fabrik som Polar Is, men ud over dette, ser de to is ikke ud til at have noget til fælles. Isen klarer sig rigtig godt i samgstesten og indtager en samlet 2. plads. Flødeindholdet er højt, mens den ikke indeholder æg. Derimod har man valgt at tilsætte farvestof (blandede carotener), for at få lidt kulør på isen.

Økolivet Øko vanilje flødeis

Foto: Økolivet
Pris pr. liter: Fundet til 41 kroner
Den samlede bedømmelse er: 
God (67 ud af 100)​
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Isen fra Aldi klarer sig rigtigt fint i testen, og er samtidig økologisk og relativ billig. Isen indeholder æg, og er sandsynligvis derfor ikke tilsat ekstra emulgatorer. Isen er produceret af Polar Is, som også står bag Premier Is.

Irmas Økologisk Jerseyflødeis med vanilje

Irmas Økologisk Jerseyflødeis med vanilje Foto: Forbrugerrådet Tænk
Pris pr. liter: Fundet til 78 kroner
Den samlede bedømmelse er: 
God (42 ud af 100)​
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Irmas økologiske Jerseyflødeis indeholder ingredienser, som de fleste selv ville bruge til en hjemmelavet is; mælk, fløde, sukker, æg og vanilje - intet andet. Og det hele er endda økologisk produceret. Desværre ser det ikke ud til at fungere, når der skal produceres is i stor skala, og som samtidig skal have evnen til blive transporteret til supermarkederne og derefter hjem til forbrugerne. Forventningerne til isen er høje, men desværre skuffer smagen, og på trods af de gode intentioner, ender isen på en 9. plads. Isen er i øvrigt produceret af Skee Ismejeri, hvis navn den også kan købes under.
Rettelse: TV 2 har ændret beskrivelsen af vaniljeisen. I den tidligere udgave af listen var der bragt en beskrivelse af Irmas Morten Heiberg Flødeis med Vanilje med et foto af Irmas Økologisk Jerseyflødeis med vanilje.

Polar Flødeis Vanilje

Foto: Polar
Pris pr. liter: Fundet til 17 kroner
Den samlede bedømmelse er: 
Under middel (37 ud af 100)​
Forbrugerrådet Tænk skriver:
Isen fra Polar kender de fleste danskere, især i versionen som trefarvet is. Men klassikeren fra børnefødselsdagene falder ikke i forbrugerpanelets smag, og indtager dermed en næstsidste plads. Flødeindholdet er på kun 15% og prisen ligger også i bund med en literpris på bare 17 kroner.

Carte D'or Vanilla

Foto: Carte D'or
Pris pr. liter: Fundet til 40 kroner
Den samlede bedømmelse er: 
Under middel (33 ud af 100)​
Forbrugerrådet Tænk skriver:
De fleste har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med klassikeren fra Carte d'Or. Og forbrugerne har da også høje forventninger til isen, hvis navn og rygte borger for kvalitet hos mange danske forbrugere, og som prøver at forføre os med sætniger som "håndplukket vanilje fra Madagascar". Men når forbrugerne ikke kan se hvilken is, der er tale om, lader smagen meget tilbage at ønske. Isen glimrer ved sit fravær af både fløde og æg, og er i stedet tilsat kokosolie, tilsætningsstoffer og farvestof.