Nu kommer kulden: Sådan sparer du 2000 kroner på din varmeregning

Hvis du skruer langsomt op for din fjernvarme, kan du spare op til 2000 kroner på din varmeregning.

Har du på grund af det kølige vejr lyst til at tænde for varmen?

Så skal du ifølge energiselskabet HOFOR skrue lige så stille op for din fjernvarme. For så kan du nemlig spare op til 2000 kroner.

Det skriver selskabet i en pressemeddelse.

- Selv om man kan have lyst til med det samme at skrue termostaten op på fuld styrke, når det bliver køligere efter de varme sommermåneder, så er der mange penge at spare ved at tænde langsomt for fjernvarmen. En almindelig familie kan spare op mod 2.000 kroner på en fyringssæson ved at følge et par nemme anvisninger, siger Thomas Bisgaard, energirådgiver hos forsyningsselskabet HOFOR, i pressemeddelsen. 

- Man kan sagtens nøjes med at sætte termostaten på fjernvarmeanlægget, så temperaturen på vandet, der løber frem til radiatorerne, blot er på mellem 35-40 grader i begyndelsen af fyringssæsonen.

Pointen er, at man i oktober drejer termostaten fem grader mere op. Og når temparaturen falder yderligere, skruer man igen fem grader op.

HOFOR har i samarbejde med EnergiTjenesten lavet fem råd til, hvordan du kan spare på din elregning. Dem får du her.

5 spareråd

Hæv temperaturen lidt efter lidt

Når fyringssæsonen begynder, sætter du fremløbstermostaten på 35-40 grader. Fremløbstemperaturen er temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer. Når det bliver koldere i oktober eller november, hæver du fremløbstemperaturen 5 grader, og når kulden sætter yderligere ind senere på fyringssæsonen, hæver du med endnu 5 grader. På den måde kan en almindelig familie spare 1.500 kroner helt uden at bruge så meget som en øre på det.

Tænd alting på samme tid og temperatur

Alle radiatorer i samme rum bør indstilles ens og ‘tænde’ samtidigt. Det er bedre med fire radiatorer, der varmer 25 procent hver end for eksempel en enkelt, der bare banker løs.

Opvarm alle rum

Alle rum i boligen skal helst være opvarmede – også soveværelset, men luk døren hvis du foretrækker det lidt køligere.

Stil termostaten mellem 3 og 4

Stil termostaten på radiatorerne på mellem tre og fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt.

Sluk radiatorerne, når du lufter ud

Sluk radiatorerne, når du lufter ud, for ellers vil de registrere kulden og begynde at varme ekstra op. Husk i øvrigt, at når du lufter ud om vinteren, bør du gøre det kraftigt, men i kort tid. Så når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.