Bedstemor griner sidst - gammel og slidt stol er op mod 50.000 kroner værd

Cecilie Lind arvede en gammel stol fra sin bedstemor. Hun havde aldrig gættet, hvor mange penge den viste sig at være værd.

Tirsdag aften rullede 'Auktionshuset Live' over skærmen på tv2.dk og TV 2 FRI, hvor eksperterne fra auktionshuset Bruun-Rasmussen vurderede seernes egne effekter fra gemmerne. 

Cecilie Lind fra København havde sendt eksperterne en mail med billeder af en gammel stol, som hun havde arvet af sin bedstemor. 

- Hun (bedstemoren, red.) havde den til at stå i sit sommerhus ved et skrivebord, hvor der ikke rigtig blev taget notits af den. Den var dog rigtig pæn. Vi havde et tæt forhold, så da hun en dag spurgte, om jeg ville arve noget, så sagde jeg kækt, at jeg gerne ville have stolen, fortæller Cecilie. 

- En rigtig perle

Det skulle vise sig at være en god idé. Stolen er nemlig klassisk dansk design, og lavet af snedkeren Fritz Henningsen omkring 1940.

- Det er en rigtig perle, siger vurderingseksperten Peter Kjelgaard.

Stolen er betrukket med et særligt gedeskind fra Niger, som er tykt og kraftigt.
Stolen er betrukket med et særligt gedeskind fra Niger, som er tykt og kraftigt. Foto: Privat

- Fritz Hennningsen var en fornem snedker, som tegnede sine egne møbler. Det, der gør den her stol særligt værdifuld, er det patinerede skind. Der er nemlig tale om Niger-skind, som kommer fra geder i landet Niger. Det er meget tykt og kraftigt og patinerer ekstra smukt, siger han videre. 

Det er måske specielt med stoleben bøgetræ på et eksklusivt møbel, men under krigen var det mangel på træ, så møbelproducenterne måtte bruge, hvad de kunne få.
Det er måske specielt med stoleben bøgetræ på et eksklusivt møbel, men under krigen var det mangel på træ, så møbelproducenterne måtte bruge, hvad de kunne få. Foto: Privat

Men vi har ikke ligefrem behandlet den som en dyr stol. Lige nu ligger der en stor backpacker-rygsæk og flyder på den

Cecilie Lind

Han kender stolen ganske godt, og har solgt den tidligere.

- Under de helt rigtige omstændigheder kan den blive solgt for 40.000 - 50.000 kroner. Men typisk bliver den solgt til cirka 30.000 kroner, siger Peter Kjelgaard. 

Han understreger også, at hvis stolen var blevet ombetrukket med stof, så ville prisen kun ligge på 3-4.000 kroner. Det er altså skindet, som virkelig trækker prisen op.

En dame med sans for kvalitet

Op til 50.000 kroner og langt, langt mere end Cecilie Lind havde gættet på, stolen var værd.

- Jeg blev meget overrasket! Den er da rigtig pæn, men troede den højst var 6-8.000 kroner værd. Min kæreste og jeg kiggede på hinanden, på stolen og grinede lidt, da vi hørte det, siger Cecilie.

Cecilies bedstemor var en dame med sans for kvalitet. Faktisk så meget, at Cecilie plejede at drille hende med, at hun brugte mange penge på at købe dyre ting.

- Man kan godt sige, at min bedstemor fik det sidste grin, da hun jo gjorde en rigtig god investering. Men vi har ikke ligefrem behandlet den som en dyr stol. Lige nu ligger der en stor backpacker-rygsæk og flyder på den.

Cecilie siger, at hun absolut ikke vil sælge stolen, da den har stor affektionsværdi for hende og minder hende om sin bedstemor. 

- Men jeg vil begynde at passe lidt bedre på den, siger hun.

Her kan du se hele udsendelsen 'Auktionshuset Live' med alle vurderingerne.