Defekt lampefod viste sig at være det vildeste garagefund

Nogle gange kan man finde noget billigt, som viser sig at være penge værd. Men sjældent finder man noget defekt bras, som er rigtig mange penge værd.

Det måtte Claus Carstensen sande, efter vurderingseksperterne fra Bruun-Rasmussen kiggede nærmere på hans lampefod - som endda havde en defekt kontakt. 

Det skete tirsdag aften under 'Auktionshuset Live', hvor de to eksperter Kasper Nielsen og Peter Kjelgaards erfarne øjne så mere end blot en defekt lampefod. 

- Den har en meget usædvanlig højde, siger Kasper Nielsen.

16x9
Her er den defekte PH-lampefod, som Claus Carstensen har fundet på et garagesalg. Den er 80 cm høj. Foto: Privat

Han henviser til de knap 80 cm, som lampefoden måler. Det er næsten dobbelt så meget, som en normal PH-lampefod måler og dét er interessant. 

50 gange så meget værd

- Den kan koste helt op til 15-25.000 kroner. Der er nemlig både udenlandsk interesse og danske samlere, som kan have interesse i sådan en her, siger Kasper Nielsen.

- Tænk på, at vi kun snakker om lampefoden. Hvis der var originale lampeskærme med, så ville prisen måske være tre gange så høj, fortsætter han. 

Claus Carstensen ejer lampefoden og blev da også svært tilfreds med vurderingen, da han så det på TV 2 FRI tirsdag aften.

- Jeg købte den på et garagesalg for nogle år siden. Jeg havde en idé om, at den kunne være en PH-lampefod, men jeg var slet ikke sikker. Sælgeren ville have 1000 kroner for den, men jeg ville kun give 500 kroner. Jeg endte med at få den til min pris. Det var heldigvis meget heldigt, siger han.

Værdien findes i detaljerne

- Vi kigger selvfølgelig på helheden og alle detaljerne. Det hele skal være så originalt, som muligt. Men allervigtigst er, at oppe i toppen skulle der gerne være et stempel, som viser, hvor gammel den er, siger Kasper Nielsen.

- Poul Henningsen søgte om patent på sine tre-skærms lamper i 1925. Lamperne fik derefter stemplet 'APPL', som betyder 'Patent Applied'. Et par år efter får han sit patent, og lamperne får derefter stemplet 'Patented'. Så hvis den her lampe har det første stempel, så er den sjælden og kostbar, fortsætter han.

16x9
Sådan ser lampen ud nu. Skærmene er ægte PH-skærme, men altså ikke originale. Foto: Privat

Claus Carstensen har længe ledt efter de ægte lampeskærme, da han elsker de gamle originale lamper. Lige nu står lampen med ægte PH-skærme, men altså ikke de originale skærme.