Mangler du stadig den gode idé? Tre råd der gør dig bedre til at give gaver

16x9
Få gode råd til at finde de julegaver, der ikke giver skuffede miner. Foto: TV 2

Blender, støvsuger eller halskæde. Sådan sikrer du dig, at julegaven bliver et hit.

Det er en gave at give. Eller er det?

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det kan give sved på panden, hvis du ikke har ideen til gaven, der viser dine kære, hvor meget du holder af dem.

TV 2 har spurgt en antropolog og en forfatter til en bog om takt og tone, hvordan du finder den helt rigtige julegave - uanset om det er til mor, farfar, kæresten eller konen. 

I sådan en overflodsverden, som vi lever i, kræver det virkelig, at man bruger alle hjernebindinger, hvis man vil overraske.

Gitte Hornshøj, foredragsholder og forfatter til flere bøger om takt og tone. 

Vigtigt at vælge rigtigt

En gave siger mere end ord, lyder ordsproget.

Med frygt for at gøre årets gavevalg endnu sværere, så gælder ordsproget stadig, mener eksperterne.

- De gaver, vi giver, definerer forholdet mellem os og dem, vi giver til. Hvis jeg giver en dyr gave, viser jeg, at jeg sætter pris personen på den måde. Hvis jeg giver noget uromantisk til min kæreste, så undlader jeg at sætte pris på hende, forklarer antropolog og lektor ved IT-universitetet, Steffen Dalsgaard.

Svært at finde det rigtige

Men det er ikke nemt at finde på noget i dag, hvor de fleste har mulighed for at købe det, de mangler, selv. 

- I sådan en overflodsverden, som vi lever i, kræver det virkelig, at man bruger alle hjernebindinger, hvis man vil overraske og ikke bare give muselmalede kopper, siger Gitte Hornshøj, der er foredragsholder og forfatter til en bog om takt og tone. 

Heldigvis har hun og Steffen Dalsgaard gode råd til, hvordan vi bliver bedre til at give gaver.

Det kan klares i tre enkle trin: Tænk på modtageren, få gaven til at vare længere og skriv et betænksomt kort.

Læs med her. 

Tre trin, der gør dig bedre til at give gaver

Tænk på modtageren

Første råd er at tænke lidt grundigere end som så over, hvem gaven er til.
- Det, der karakteriserer en god gave er, at den er personlig, så man skal kende sin modtager og vide, hvem de er, og hvad de betyder for en, siger Steffen Dalsgaard.
Hvis du er en erfaren gavegiver, så har du lavet små notater henover året, men det kan nås endnu. 
- Det handler om at lytte til de mennesker, man er på gave med. Hvad optager dem? Hvad er deres drømme og visioner? Drømmer de om at rejse til Cuba, så kan en guidebog være en fin og personlig gave. Har de et forbillede, så findes der nok en god biografi om vedkommende. Det vigtigste er, at gaven viser, at vi har gjort os nogle tanker om den, der skal have den. Der er masser af andet, de kan købe selv, siger Gitte Hornshøj.
Hun understreger, at det er vigtigt at have modtagerens alder for øje.
- Oplevelsesgaver er gode, især jo ældre modtageren er. De ældre skal ikke spises af med kirsebærvin eller kattetunger, når de kan komme med på udflugt til deres barndomsgade. Vi skal give en følelse af samvær og nærvær, for der er ikke mange, der bliver lykkelige af en ekstra Kay Bojesen-figur, siger Gitte Hornshøj. 

Få gaven til at vare længere

Når du har fundet ud af, hvad du vil give, så handler det om at give gaven et ekstra twist, der får den til at vare længere .
- Mænd er faktisk rigtig gode til at lytte til deres kvinder. Hvis vi siger, vi mangler en kuffert, så køber de det. Men de fleste kvinder er evige romantikere og bliver lykkelige for en overraskelse, der er lidt mindre jordnær, siger Gitte Hornhøj.
Det betyder ikke, at de praktiske gaver er udelukket.
De skal bare have lidt ekstra kærlighed.
Det gælder uanset om gaven er til kvinder eller mænd, unge eller gamle.
-  Det handler om, at der nede i foodprocessoren er gemt et gavekort til en restaurant, så du giver en middag, når din mor eller mormor er færdig med at bage kage til alle jer andre. Eller at der sammen med motorsaven til manden ligger en seddel, der lover forkælelse, når han er færdig med at lege Tarzan i haven, siger Gitte Hornhøj. 
Hun understreger, at det ikke behøver være dyrt.
Ideen er blot, at din gave skal række ud over selve den ting, modtageren får i hånden juleaften. 

Skriv et betænksomt kort

Når du har fundet gaven, så er det tid til at sætte prikken over i'et med et personligt kort. 
Det kan måske være svært at finde på noget at skrive, men du har allerede gjort dig tanker om dit forhold til modtageren og ideen med gaven.
Det kan du bruge som udgangspunkt.
- Skriv hvad du sætter pris på ved den person, du giver gaven til. Kom med eksempler på, hvad I har gjort sammen i løbet af året, som har betydet noget for dig, og giv udtryk for dine ønsker for det næste år, I har sammen. Det gør noget meget bedre for gaven end det til- og fra-klistermærke, som ekspedienten sætter på nede i Matas, siger Gitte Hornshøj.