Nu bliver fladskærmen fladere end telefonen i din lomme

16x9
LG har netop præsenteret deres nyeste generation af fladskærme, som kun måler 2,57 mm i tykkelse. Foto: LG Press

Elektronikproducenten LG har netop præsenteret deres nyeste flagskibs-fladskærm, som er fladere end din smartphone i lommen.

Verdens største elektronikmesse CES i netop begyndt i Las Vegas i USA. 

Her fremviser alverdens producenter deres nyeste hightech, som vi alle kan gå og glæde os til at få fingre i. Eller glæde os til at prisen falder til et niveau, hvor man har råd til at købe det. 

Elektronikproducenten LG præsenterede deres nye flagskibs-fladskærm LG W7, som er et pandekagefladt tv, der kun måler 2,57 mm. i tykkelsen i 65-tommers versionen. Det er under halvdelen af tykkelsen på en iPhone 7.

Fjernsynet kommer i en 77-tommers model og en 65-tommers model. Den største model vejer kun 12 kg, skriver Mashable.

Man kan hænge det på væggen ved hjælp af magneter.

Men det har også sin pris at være så flad. LG har været nødt til at fjerne højtalere og andet elektronisk isenkram fra skærmen, og rykke det ned i en kasse under fjernsynet, der så også tjener som soundbar. 

Fladskærmen kommer med en soundbar med Dolby Atmos-teknologi.
Fladskærmen kommer med en soundbar med Dolby Atmos-teknologi. Foto: LG Press

Den har til gengæld Dolby Atmos-teknologi, hvilket betyder, at den også sender lyden op i loftet og ned i hovedet på seeren, som på den måde får en større lydoplevelse.

65-tommers versionen skulle udkomme i marts i USA og 77-tommers versionen i den sidste halvdel af 2017. Der er desværre ikke nogen melding om, hvornår det kan købes i Danmark. 

Pris?

Høj!