Nokia 3310 blev lavet i Danmark: - Vi skrev under på en masse og blev lukket ind i aflukket rum

For få dage siden hørte vi rygtet om, at 3310-modellen fra finske Nokia genopstår, men vidste du, at telefonen faktisk er lavet i Danmark?

Den havde intet kamera og intet internet. De fleste danskere husker dens ringetone - måske med en smule stress og angst, da man hørte den ret ofte.

Vi var lige omkring årtusindeskiftet, og mobilverdenen var lagt ned af Nokia. Den finske telekommunikationsvirksomhed tjente milliarder på at sidde på halvdelen af verdens mobilmarked.

Kunderne er vilde med de antenneløse telefoner, og Nokia har mega succes med deres 3210-model, som nu skal have en efterfølger, mens hypen lever.

Prisen kom ned, designet var frisk og brugerfladen nem. Man kunne også sende ikoner og spille 'Snake 2'

Ole Feddersen, projektleder på Nokia 3310

Finsk mobilhistorie i Danmark

Hvad mange nok ikke vidste var, at Nokia havde en udviklingsenhed på deres danske base i København i slutningen af 1990'erne. En udviklingsenhed på tusind mand, der stod bag udviklingen af Nokias 3110-, 3210- og 3310-modeller.

I toppen af det hele stod projektleder Ole Feddersen. Det var ham, der skulle sørge for, at Nokia 3310 blev den rette efterfølger til 3210.

16x9
Ole Feddersen var ansat i Nokia i 22 år og var med til at udvikle 3210- og 3310-modellerne. Foto: Privatfoto.

- 3210-modellen blev designet til at være ungdommelig, men den var lidt for dyr at producere. Det skulle optimeres med 3310-modellen, som blev forfinet og gjort simplere, siger Ole Feddersen, der i dag arbejder hos Novo Nordisk.

Ungdommen bliver mobil

3310 kommer på markedet i år 2000. De andre store spillere på markedet var Ericsson og Motorola, som producerede firkantede mobiltelefoner målrettet til erhvervslivet. 

- Her kom vi så med noget, som er henvendt til ungdommen. Prisen kom ned, designet var frisk og brugerfladen nem. Man kan også sende ikoner og spille 'Snake 2' og det hele bliver mere underholdning end forretning for forbrugeren, siger Ole Feddersen.

Selve produktionen og designet af Nokia 3310 er ikke foregået i Danmark. I Danmark styrede man hele processen og udviklingen.

En del af udviklingen består af tests. Endeløse tests, hvor man sikrer sig, at produktet vil fungere optimalt. 

Det var lidt sjovt, for man vidste jo godt, at det var en hypet mobil.

Trols Tornmark, tester på Nokia 3310

En af dem, som var med til at teste Nokia 3310, er Troels Tornmark, som på det tidspunkt læser på universitetet. 

- Vi var en 10-12 stykker. Først skulle vi skrive under på alle mulige fortrolighedserklæringer, hvorefter vi blev lukket ind i et aflukket rum. Her skulle vi sidde og gennemgå lange lister med funktioner. Det var lidt sjovt, for man vidste jo godt, at det var en hypet mobil, siger Troels Tornmark.

Nokias sidste store succes

Ambitionen var, at modellen skal sælge omkring 20 millioner eksemplarer, men det stod hurtigt klart, at den ville sælge langt, langt mere. 

- Dengang var ambitionen om 20 millioner ambitiøst, men det ender med, at at 3310-modellen sælger omkring 160 millioner eksemplarer, siger Ole Feddersen.

Rigtig mange mennesker vil have den lille telefon, der senere skulle blev kult og husket for sin lange batteritid og hårde ydre. 

16x9
En af de mest kendte memer om Nokia 3310, hvor man gør grin med den knap så robuste smartphone overfor 3310-modellen, der 'ville ødelægge gulvet, hvis den blev tabt'. Foto: Tumbler

Der var særlig én situation, hvor Ole Feddersen blev bevidst om, at det var et stort projekt, de sad med.

- Jeg meldte til ledelsen, at vi blev en måned forsinkede. Dagen efter sidder jeg i møde med to chefer, som skulle forsikres om, at det ikke blev mere end en måned. Når der så hurtigt tropper to øvre chefer op, så ved man, at ens projekt er vigtigt, siger han.

3310 vender tilbage

Tirsdag kunne TV 2 fortælle, at der er rygter om, at Nokia 3310 vender tilbage. Højst sandsynligt ikke i sit oprindelige design, men med opdateret software. Dog stadig en skrabet telefon efter dagens målestok.

Det er da også en spændt Ole Feddersen, der glæder sig til at se den nye telefon. 

- Jeg er meget spændt på det. Det er jo godt at læne sig op ad tidligere succeser, men det kræver, at den er på højde med det, som man forventer af en telefon i dag, siger Ole Feddersen. 

16x9
Ole Feddersens forgyldte Nokia 3310, som han fik af Nokia, da virksomheden lukkede sin afdeling ned i Danmark. Foto: Privat

Men er det ikke dit gamle hjertebarn, som de nu laver om på?

- Nej, der har jeg slet ingen ejerfornemmelse. Det er deres ikon, siger han.

- Jeg har en forgyldt Nokia 3310, som jeg fik, da Nokia lukkede ned i Danmark. Den står stadig på mit kontor i dag.

Afstemning