Ny test: Tandpastaer lover hvidere tænder - men har ingen effekt

16x9
Såkaldte whitening-tandpastaer er ikke helt, hvad de giver sig ud for at være, viser en ny test. Foto: Claus Bech/Scanpix

Forbrugerrådet Tænk har testet ti forskellige tandpastaer, der skulle give et mere skinnende tandsæt. De lever dog langt fra op til det, de sælger.

Mange drømmer om hvide tænder, som man ser det hos hollywoodstjernerne. Til det er håbet, at diverse tandprodukter kan hjælpe, og flere tandpastaer markedsføres på at have en såkaldt whitening-effekt.

Producenterne lover dog mere, end de kan holde. Ti af de mest udbredte produkter på markedet har ingen effekt, og i værste tilfælde kan de være skadelige.

Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk har foretaget i samarbejde med sine søsterorganisationer i Europa.

Så på trods af producenternes anprisninger, er der altså størst sandsynlighed for, at man ikke vil opleve en reel nuanceforskel på sine tænder.

De såkaldte whitening-tandpastaer indeholder slibemidler, der rengør og skulle kunne gøre tænderne hvidere. Et af produkterne i testen indeholder også brintoverilte, hvilket tandlæger bruger til tandblegning.

I tandpastaer er det dog kun tilladt at bruge brintoverilte i begrænsede mængder. Derfor har blegningen langt fra den samme effekt.

Lover, hvad vi holder

I testen fra forbrugerådet Tænk er der til sammenligning med de ti whitening-tandpastaer brugt to almindelige tandpastaer.

De opnår lige så mangelfulde resultater på parametrene ”blege-effekt” og ”skinnende tænder”, som ForbrugerrådetTænk har brugt i deres test, hvor glansen på tænderne blev bedømt efter 30 dages tandbørstning.

Tre af de testede tandpastaer, som ikke hjælper til at gøre tænderne hvidere, er fra producenten Colgate. Her afviser man dog, at man oversælger sine vare.

- Alle udsagn på vores emballager og i vores markedsføring gennemgår en grundig vurdering for at sikre, at de er underbyggede, siger regional legal manager Rita Skånstrøm til Forbrugermagasinet Tænk.

Den udtalelse kommer ikke bag på Overtandlæge Ulla Pallesen fra Tandlægeskolen på Københavns Universitet. Ligeledes er hun ikke overrasket over testresultaterne. 

- Jeg er ikke bekendt med videnskabelige undersøgelser, der virkelig viser effektiviteten ved whitening-tandpastaer. Tandpasta kan kun fjerne overfladebelægninger og ikke misfarvninger længere inde i tænderne. Her er det kun brintoverilte, som virker, siger Ulla Pallesen til TV 2.

Skadeligt for tænderne

Overtandlægen påpeger i stedet, at mange whitening-tandpastaer indeholder slibemidler, som gør overfladen på tænderne ru og derfor kan få dem til at se mere hvide ud. 

- Når man har børstet med de tandpastaer, som indeholder meget slibemiddel, så gør man emaljen ru på overfladen. Når noget bliver ru på overfladen, så ser det umiddelbart lysere ud, men efterhånden som den bliver poleret op inden for et par dage, er der ingen effekt. Det er akkurat som hvis du sandblæser et vindue, siger Ulla Pallesen.

I stedet kan slibemidlerne være skadelige for tænderne. 

- De fleste whitening-tandpastaer indeholder slibemidler, og de slider på tændernes emalje. Hvis man bruger det hver dag, så holder den ene millimeter emalje, som man har at gøre godt med, ikke til et helt liv. Sliddet på emaljen bliver for stort og den gendannes aldrig, siger Ulla Pallesen.

Forbrugerrådet Tænk og Ulla Pallesen ser gerne, at der bliver indført krav om, at tandpastaer skal angive slibeeffekt på pakken, så forbrugerne ved, hvad de køber.

Overtandlægen fra Københavns Universitet anbefaler i stedet, at man børster med almindelig tandpasta med almindelig slibemiddel to gange om dagen. På den måde holder man overfladen ren. 

Hvis der derimod er trukket farvestoffer ind i tænderne, som har gjort dem misfarvede og gerne vil have tænderne bleget, skal man gå til en tandlæge, lyder rådet.