Så bliver det ikke nemmere: Pynt påskeæg med neglelak og ét dyp

Du skal kun bruge to ingredienser for at lave disse farverige påskeæg.

Med denne smarte metode kan du på et øjeblik pynte hele huset op med farverige påskeæg.

Hvis du har varmt vand og neglelak i forskellige farver, så er du klar til at komme i gang.

Du skal selvfølgelig også lige huske at varme kæbemusklerne op, inden du går i gang med at puste æg, til du bliver blå i hovedet.

Men når det er gjort, begynder det sjove arbejde.

Resultatet er påskeæg med sjove mønstre i alle mulige farver, og med lidt øvelse kan man bedre styre teknikken og lave mindre tilfældige motiver.

I videoen kan du se, hvordan du laver påskeæggene, og herunder får du instruktionerne.

  1. Dæk bordet, du sidder ved, til med eksempelvis avispapir.
  2. Fyld en skål med varmt vand, og dryp lidt neglelak i vandet. Vælg en anden farve neglelak og dryp den oveni den første neglelak.
  3. Sådan fortsætter du, indtil du har flere ringe af neglelak i forskellige farver.
  4. Træk forsigtigt et mønster i neglelakken med en tandstik eller lignende.
  5. I det øverste hul, hvor du har pustet i ægget, indsætter du et ophæng, disse kan købes i hobbyforretninger, eller du kan selv lave dem af ståltråd eller lignende.
  6. Dyp forsigtigt ægget ned i midten af neglelakken, så det lægger sig om skallen, og hiv ægget op igen.
  7. Hæng de færdige æg til tørre et sted med god udluftning, da de lige skal ’dufte’ af.