Smart trick: Sådan slipper du for hvidløgsfingre

Hvis du kan lide hvidløg, men ikke er den store fan af lugten, der hænger ved på fingrene, er det her trick sikkert lige noget for dig.

Når man skal pille hvidløg, kan man vælge op til flere forskellige metoder, men når der skal pilles mange fed på én gang, er denne metode værd at overveje.

Du tager helt simpelt et tomt glas med tilhørende låg eller en lignende beholder, som du kan lægge hvidløgsfeddene i.

Skru låget på, og ryst feddene godt og grundigt i cirka ti sekunder. Rysteturen vil få de fleste skaller til at falde af, og på de resterende fed, hvor der stadig sidder noget tilbage, er skallen lige til at tage af.

Ifølge Karsten Olsen, der er lektor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, kan forklaringen på det smarte trick være, at man slår den vandspændte plantecelle lidt i stykker ved processen.

Det slanker så at sige hvidløgsfeddet, så skallen løsner sig, og til sidst slipper taget, forklarer han.

Se flere smarte køkkentricks i listen herunder.

Fem fede køkkentricks

Pil mange hvidløg ad gangen uden at få hvidløgsfingre

Giver du hvidløgsfedene en rask rusketur, falder skrællerne af så let som ingenting.

Gør smørret blødt på et øjeblik

Har du glemt at tage smørret ud i god tid? Så brug dette trick, der gør smørret blødt på et øjeblik.

Tjek om bagepulveret stadig virker

Spar gode råvarer og tid på at finde ud af, om bagepulveret er blevet for gammelt med denne simple metode.

Fisk æggeskaller op uden problemer

Små æggeskaller kan være svære at fiske op af skålen. Men ud skal de, for de knaser ikke på den lækre måde. 

Skru lågene af så let som ingenting

Låg på konservesglas såsom syltetøj, syltede agurker, rødbeder og meget andet lader sig sjældent skrue af uden kamp. Men et helt simpelt trick gør kampen til en leg.