Hvem får - og hvem får ikke - glæde af dit genbrugstøj: Her er forklaringen

Selvom flere lande vil sætte en stopper for import af brugt tøj, så er Røde Kors’ melding stadig klar: Donér dit brugte tøj.

Lige nu opfordrer Røde Kors danskerne til at aflevere deres brugte tøj i kampagnen Smid Tøjet.

Men hvad sker der egentlig med den brugte fodboldtrøje, du afleverer i tøjcontaineren? 

Den ryger sandsynligvis ikke til Østafrika. Her har flere lande nemlig sat en stopper for import af genbrugstøj, fordi de mener, det udkonkurrerer deres egen tekstilproduktion.

Det brugte tøj Røde Kors modtager i deres containere bliver til penge til nødhjælp på tre forskellige måder

  • Ved at blive solgt i danske genbrugsbutikker
  • Ved at blive solgt videre til opkøbere, der sælger det videre som beklædning eller til optrevling af fibre
  • Ved at sende tøjet direkte til steder i Danmark og udlandet, hvor der er brug for det

Videresalg af genbrugstøjet til udenlandske forhandlere er en vigtig indtægtskilde for Røde Kors, men organisationen gør meget for at sikre, at tøjet ikke ender hos de lande, der har et forbud mod import:

- En del af betingelserne for at kunne købe fra Røde Kors i Danmark er, at man ikke sælger det i lande, der ikke ønsker det, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl i Go’ morgen Danmark.

- De synes måske, at genbrugstøj er en konkurrent til deres egenproduktion, og det respekterer vi selvfølgelig, siger han.

Det er landene Kenya, Burundi, Rwanda og Tanzania, der sammen har foreslået et forbud mod at importere brugt tøj.

Videresalg er en kæmpeindustri

Det tøj, der ikke bliver solgt i danske genbrugsforretninger eller sendt direkte til nødhjælp, bliver solgt til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre.

Videresalg af brugt tøj er en kæmpe industri for både nødhjælpsorganisationer og private - og det er faktisk en meget smart og miljøvenlig måde at skaffe penge på i forhold til den mere gammeldags metode med at sende dansk tøj direkte til eksempelvis en fattig landsby i udlandet.

Man får det bedste mulige outcome ud af tøjet, både socialt og miljømæssigt, da alt, der kan genbruges, bliver genbrugt, og det, der ikke kan genbruges, bliver genanvendt

David Watson, seniorkonsulent PlanMiljø

Det fortæller David Watson, seniorkonsulent i PlanMiljø med særlig ekspertise indenfor genbrugte tekstiler.

- Doneret tøj bliver brugt mere effektivt ved at sælge det videre på det globale marked, gennem grossister eller second hand-firmaer, og på den måde rejse penge til velgørenhedsarbejde. Man får det bedste mulige 'outcome' ud af tøjet, både socialt og miljømæssigt, da alt, der kan genbruges, bliver genbrugt, og det, der ikke kan genbruges, bliver genanvendt – frem for eksempelvis at blive sendt på forbrændingen.

Røde Kors: Vi kan bruge det hele

Men det er også et meget uigennemskueligt marked, og derfor må man som en organisation som Røde Kors hele tiden at sikre, at man ikke sælger til forhandlere, der eksempelvis sender det videre til lande, der er imod importen.

- Vi arbejder meget med at gå til vores kunders kunder for at sikre, at vi som organisation kan stå inde for alle lag i fødekæden. Det er vores ansvar, når vi er en del af sådan en stor industri, siger Røde Kors' chef for genbrug Tina Donnerberg.

Vi kan bruge det hele - om det er slidt eller ej - vi kan bruge det hele

Anders Ladekarl, generalsekretær Røde Kors

Røde Kors tjente sidste år ca. 63,1 millioner kroner til hjælpearbejdet på salg af genbrugstøj, og derfor er håbet for årets Smid tøjet-kampagne, at der bliver samlet så meget tøj ind som muligt. 

- Vi kan bruge det hele - om det er slidt eller ej - vi kan bruge det hele, siger Anders Ladekarl.