Dansepiger på ni og ti år giver personlige dragter væk – og tv-værten får en udfordring

En gruppe piger fra Næstved har gjort en ekstra indsats for at samle tøj ind til 'Smid tøjet', og de satte Mikkel Kryger på en danseprøve.

For tredje år i træk har TV 2 og Røde Kors sat gang i Danmarks største tøjindsamling, Smid Tøjet.

Og overalt i landet samler danskere brugt tøj sammen for at give hjælpen videre til de mennesker i Danmark og i udlandet, der har brug for det.

I år har et dansehold bestående af 11 piger fra Næstved meldt sig til indsamlingen.

De har taget initiativ til en tøjindsamling i byen og havde en masse poser klar, da de fik besøg af Go’ morgen Danmarks vært, Mikkel Kryger. To af pigerne, niårige Victoria Mayland og Cille Thirup på 10, havde sågar en udfordring parat til tv-værten.

Tv-vært måtte danse for to kjoler

De to piger, der har danset sammen, siden de var to år gamle, havde besluttet sig for at give noget tøj, som har haft stor betydning for dem, væk.

Betingelsen var dog, at Mikkel Kryger skulle prøve kræfter med diskodans for åben skærm.

Resultatet kan du se øverst i artiklen.

Værtens dans kan man ikke ligefrem kalde køn, men ikke desto mindre gik pigerne med til, at han kunne få to kjoler, de havde danset i, da de var seks år gamle, med sig.

Om Smid Tøjet

'Smid Tøjet Danmark' er et partnerskab mellem TV 2 og Røde Kors, der sammen arrangerer Danmarks største tøjindsamling. Fra 1. maj til 21. maj 2017 beder vi danskerne om at donere deres brugte tøj til nødhjælp, der kan hjælpe udsatte mennesker i Danmark og resten af verden. Tøjet kan afleveres i Røde Kors-butikker, containere samt i udvalgte Miinto og Bestseller-butikker rundt omkring i landet.

- Vi har selv designet dem og siddet og tegnet dem derhjemme, fortæller Cille Thirup om kjolerne, som hendes mormor har syet.

Røde Kors: Vi kan bruge det hele

Pigerne er ikke de eneste, der har samlet tøj ind til ’Smid tøjet’ i løbet af ugen.

Lige nu opfordrer Røde Kors danskerne til at aflevere deres brugte tøj.

Sidste år tjente Røde Kors i omegnen af 63 millioner kroner til hjælpearbejdet på salg af genbrugstøj, og derfor er håbet for årets Smid tøjet-kampagne, at der bliver samlet så meget tøj ind som muligt. 

- Vi kan bruge det hele - om det er slidt eller ej - vi kan bruge det hele, lød det fra generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, i Go’ morgen Danmark tidligere på ugen.