Sådan skal du aldrig bruge din ukrudtsbrænder

Ilden kan hurtigt gribe om sig, når danskerne går i haven for at brænde ukrudt af. Se her, hvordan du brænder ukrudt af på den bedste måde.

Selvom det umiddelbart kan virke som det mest logiske, at brænde ukrudt af til det er helt forkullet for at slippe af med det, så er det den helt forkerte måde at gribe opgaven an på.

For ikke nok med at det ikke er den mest effektive måde at fjerne ukrudt på, så er der også risiko for, at den lille uskyldige brand i mælkebøtten kan sætte kløerne i huset i stedet.

Det forklarer Henrik Petersen, der er kontorchef i Beredskabsstyrelsen, hvor man i 2016 registrerede, at det kommunale brandvæsen rykkede ud mindst 250 gange til brande forårsaget af uforsigtighed med ukrudtsbrændere.

- Det er nok de tåbeligste brande, vi har i Danmark. Jeg bliver irriteret over det høje antal, og de samfundsøkonomiske konsekvenser, der er forbundet med de her brande. Både for den enkelte, brandvæsenet og samfundet i det hele taget.

- Vi så jo, hvordan et hus i Hellerup brændte ned for fire-fem uger siden på grund af en ukrudtsbrænder. Det er altså voldsomme konsekvenser, der kan komme ud af, at man går rundt med en ukrudtsbrænder, siger han.

Han advarer om, at der på den her tid af året ligger tørre blade og kviste, som ilden nemt kan få fat i. Hvis man så ikke er opmærksom, kan ilden løbe videre til eksempelvis træbeklædningen på carporten eller noget isoleringsmateriale, der får fat i husmuren. Inden man opdager, hvad der er galt, får det godt fat.

En vigtig pointe, ifølge kontorchefen, er, at brande forårsaget af en ukrudtsbrænder, er brande der nemt kan undgås ved at følge nogle helt simple forholdsregler, som du kan se i listen herunder.

Han minder desuden også om, at uforsvarlig omgang med ild kan straffes med bøde efter beredskabsloven på minimum 1500 kroner.

Sådan bør man brænde ukrudtet

Det er i det hele taget aldeles unødvendigt, at der går Rambo i den, når ukrudtet skal tæmmes. For den bedste måde at få de uønskede gevækster til at bukke under på er en anelse mindre voldsomt, end at brænde dem til aske.

Man skal faktisk kun lige svitse planten, så den ”besvimer” af varme. Man har gjort det rigtigt, hvis bladene lige netop er så møre, at man kan afsætte et fingeraftryk på dem.

Efterfølgende vil skaderne, planten har pådraget sig, få den til at gå til grunde, forklarer haveekspert Lars Birck, der er teamleder og underviser ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

- En ukrudtsplante der er besvimet, udpiner rodsystemet bedre, end en der er brændt helt sort.  Så det eneste man får ud af at brænde ukrudtet sort, er at brænde en masse ekstra gas af, som koster penge, og bidrager til CO2-udledningen, siger han.

Lars Birck minder desuden om, at man altid skal sørge for at have rigeligt vand ved hånden, når man brænder ukrudt af.

Fem råd til at bruge en ukrudtsbrænder

1. Ukrudt skal svitses

Ukrudtet skal ikke brændes væk – men kun have flammebehandling i meget kort tid. Når det svitses, ødelægges cellevæggene i bladene, og planten dør i løbet af få dage.
Flerårigt ukrudt, græsser og planter med et stort rodnet skal have turen flere gange. Man bør behandle anden gang allerede fire dage efter første behandling.

Det er bedst at flammebehandle om foråret og sent om efteråret.

2. Fugtig jord og stille vejr samt vand i nærheden

Brug ikke brænderen i tørkeperioder og i blæsevejr.

Brug kun ukrudtsbrænder, når planterne og jorden er fugtig. Vand eventuelt området først.
Sørg for at have brandslukningsudstyr i nærheden. Det kan være en fyldt vandkande, en spand vand, en haveslange eller en pulverslukker. 

3. Hold afstand

Sørg for god afstand til bunker af tørre blade og andet let antændeligt materiale, eller fjern det først.

Brug ikke brænderen nær bygninger, buske og biler, og lad altid flammen pege væk fra disse genstande.

Hold øje med flammen hele tiden, og forlad aldrig en tændt brænder.

Lad ikke børn eller husdyr komme i nærheden af en tændt eller varm brænder.

4. Tjek for gløder

Efterlad ikke gløder eller ulmende planterester.
Efterlad ikke en varm brænder i nærheden af brandbare ting.

Tjek de flammebehandlede områder et par gange, når du er færdig med arbejdet.

Når du er færdig med at bruge ukrudtsbrænderen, bør du afmontere gasflaske eller gasdåse.

5. Tjek at din ukrudtsbrænder er korrekt mærket

Ukrudtsbrændere skal være DG-godkendte og have et DG-mærke, når de forhandles i Danmark. Så hold øje med mærkaterne.