Har du afleveret dit tøj til genbrug? Så har du måske været med til at slå en rekord

Der har været et rekordstort engagement for at aflevere brugt tøj under 'Smid tøjet'-kampagnen, lyder det fra Røde Kors' chef for genbrug.

- Aldrig før har så mange været engageret i ’Smid tøjet’. På skoler, i virksomheder og ude i butikkerne rundt omkring i kommunerne er der blevet gjort en kæmpe indsats.

Det siger Tina Donnerborg, chef for genbrug i Røde Kors i 'Go' morgen Danmark'.

Sidste år samlede Røde Kors 1500 tons brugte sokker, jakker, kjoler og t-shirts ind, og det blev til 63,1 millioner kroner til nødhjælp og socialt arbejde i udlandet og hjemme i Danmark.

Slår sandsynligvis sidste år

Selvom nødhjælpsorganisationen endnu ikke har gjort op, hvor meget der er samlet ind i årets ’Smid tøjet’-kampagne, så formoder Tina Donnerborg, at indsamlingen kommer til at slå sidste års rekord.

Mit bedste bud er, at det bliver mere end sidste år, fordi der har været rekordstor folkelig opbakning

Tina Donnerborg, chef for genbrug i Røde Kors

- Vi har ikke gjort det op endnu. Der ligger stadig masser af tøj ude i butikkerne og i containerne, der skal samles ind. Men mit bedste bud er, at det bliver mere end sidste år, fordi der har været rekordstor folkelig opbakning, siger hun.

Der kommer mere hele året rundt

Det er tredje år, at Røde Kors opfordrer danskerne til at samle tøj ind med kampagnen ’Smid tøjet’. Og kampagnen er med til at sikre, at der kommer mere genbrugstøj i containerne hele året rundt.

- Vi kunne se, da vi lavede første ’Smid tøjet’, at danskerne fik øjnene op for, at det var vigtigt at donere sit tøj, og det havde en værdi, så det hjalp til, at vi fik mere tøj i løbet af året, siger hun.

Her er et sammenklip af årets highlights fra 'Smid tøjet'. Video: Thomas Jørgen Seerup

Besøgsvenner og syriske flygtninge i Irak

De penge, der bliver samlet ind, går til Røde Kors’ sociale projekter i Danmark, som eksempelvis besøgsvenner til ældre, ensomme og indsatte i fængsler.

Men en del af pengene går også til projekter i udlandet. Det kan være til skolebyggerier i Nepal og syriske flygtninge i Irak, hvor Røde Kors sørger for mad, tag over hovedet samt hjælp til de ofte traumatiserede børn.

Røde Kors vurderer på baggrund af de seneste års regnskaber, at cirka 40 procent af overskuddet fra genbrugstøjet bruges i udlandet, mens cirka 60 procent bruges til aktiviteter i Danmark. Tallene varierer dog fra år til år.