Nu er roaming-afgiften væk - her er alt, du skal vide

Bruger du mere end den data, du er berettiget i dit abonnement, bliver adgangen til nettet enten spærret eller en dyr omgang.

En aftale om roaming-afgifter har været mange år undervejs, og torsdag træder den i kraft, så du kan gå på nettet med din telefon, når du rejser rundt i EU-landene.

Det er Europa-Parlamentet, der har vedtaget den nye lov om roaming, som dækker over brug af opkald, sms, mms og data på et udenlandsk netværk. Den nye regel gælder også Norge, Liechtenstein og Island.

Det sker den 15. juni

  • Fra 15. juni må teleselskaber ikke længere tage ekstra betaling for at kunder bruger telefonen i et af de andre 27 EU-lande.
  • Der vil være en øvre grænse for, hvor meget data kunderne må bruge uden for landets grænser. I Danmark ligger det typisk på 5-6 gigabyte om måneden.
  • Nogle teleselskaber tilbyder abonnementer, hvor priserne ikke stiger.

Det kan blive dyrt

Det forlyder, at der nu er fri roaming i EU, men virkeligheden ser en anelse anderledes ud. Der er nemlig en såkaldt fair use-grænse på dataforbruget, når du er uden for dit hjemland.

Det vil sige, at du altså ikke bare kan bruge løs af din data, når du er på ferie. Roaming-priserne er nemlig ikke blevet fjernet - de er blot blevet pålagt teleselskaberne i stedet for mobilkunderne.

Det betyder i praksis, at når du bruger data i et EU-land, skal de europæiske teleselskaber betale til hinanden. Det hedder wholesale roaming cap og har skabt stor bekymring hos teleselskaberne.

Øverst i artiklen kan du se en video, der forklarer, hvad den nye regel går ud på og hvilke konsekvenser, den kan have for forbrugerne.

Fair use-grænse

Derfor har EU forsøgt at imødekomme bekymringen ved at indføre fair use-grænsen. Denne grænse betyder, at du må bruge den mobildata, der svarer til det dobbelte af prisen på dit mobilabonnement.

Telepristjek.dk kommer med følgende eksempel:

EU har sat prisen til 57,5 kroner per GB (gigabyte, red.). Det betyder altså, at hvis du for eksempel tager på ferie i Spanien og har et mobilabonnement til 119 kroner, så har du krav på at kunne bruge 2,07 GB data uden at det skal koste dig ekstra i den måned.

Overstiger dit dataforbrug fair use-grænsen, blokeres dataforbindelsen, indtil du er tilbage i Danmark.

Forbrugerrådet Tænk har lavet en liste over, hvordan du undgår dataroaming og ikke mindst, hvad der bruger data på din telefon. Læs den HER.

Herunder kan du høre EU-politiker Jens Rohde om den nye roaming-aftale.

- hvis man bruger rooming-afskaffelse som en undskyldning, så er det enten en meget dårlig undskyldning eller en tilståelse, at man har udnyttet tilstandene i Europa i mange år, siger Jens Rohde, medlem af EU-parlamentet for Radikale Venstre. Video: Jane Bruun Elkjær

Men hvor meget bruger du?

Europa-Parlamentet har valgt, at der ikke skal være en fair use-grænse på tale, sms og mms, og derfor vil der ikke komme ekstra omkostninger på det.

Det være svært at afkode, hvor meget data man egentlig bruger, når man går på Youtube, tjekker fodboldresultater på nettet eller bruger en af de mange apps med spil, som man kan downloade.

Derfor kan du herunder se, hvad de forskellige ting bruger af data.

1000 MB data svarer til 1 GB data. Har du et abonnement, hvor du kan bruge 4 GB data i andre EU-lande, svarer dette altså til 4000 MB data.

Så meget data bruger du (Kilde: Forbrugerrådet Tænk)

Streaming af tv og film

Streaming af videoer bruger altid meget mobildata – også når du ser film og tv i dårlig kvalitet. Du kan derfor hurtigt få opbrugt dit data, hvis du streamer film og serier på eksempelvis Netflix.
Netflix i HD-kvalitet bruger cirka 3 GB data for bare 1 times brug, mens Netflix i lavere kvalitet bruger op mod 1 GB data for 1 times brug.
Hent eventuelt film og serier ned på Netflix og i andre apps, så de er tilgængelige offline og ikke bruger af din datapakke.

YouTube

Videoer på YouTube i HD-kvalitet bruger cirka 500 MB data på 30 minutter. Du kan bruge mindre mobildata, hvis du vælger en lavere kvalitet, når du ser YouTube-videoer.

Nyheder

Læser du nyheder i 15 minutter, bruger du cirka 20 MB data. Du bruger mere mobildata på at se billeder end tekst. Besøger du nyhedssider med mange billeder, bruger du derfor mere data, end hvis der er få billeder.

E-mails

Tjekker du e-mails på ferien, skal du regne med, at du bruger cirka 1 MB data på at læse 10 e-mails. Er der store filer vedhæftet i dine mails, bruger du mere data, hvis du downloader filerne.

Musik

Hører du musik direkte fra nettet på Spotify eller andre musikapps, bruger du cirka 70 MB data på 1 time.
Musik fra din musikapp kan du hente ned på din telefon, så du ikke behøver være på nettet for at lytte til din yndlingsmusik.

Navigation

Bykort kan du downloade på Google Maps, så du kan finde vej på feriedestinationen. Når du har downloadet kortet, kan du finde vej uden at bruge mobildata, når du er fremme.
Downloader du ikke kortet hjemmefra, bruger du cirka 25 MB data på 1 time, hvis du bruger Google Maps til at finde vej.

Facebook

Sociale medier tjekker du måske, når du er ude at rejse. 50 MB data bruger du i gennemsnit på 1 time, når du går på Facebook. Ser du mange videoer, bruger du mere data.
Automatisk afspilning af videoer kan du slå fra i indstillingerne i Facebook-appen.

Instagram

Feriebilleder bruger du 2-5 MB data på at lægge op på Instagram. Mængden af mobildata afhænger af, hvor stor billedfilen er. Jo højere opløsning på billedet, desto større er filen.

Skype

Ringer du hjem til familie eller venner over Skype i 10 minutter, bruger du lidt under 10 MB data. Slår du video fra, bruger du kun cirka 2 MB for et opkald på 10 minutter. 

Spil

Spiller du spil på din smartphone, bruger du mellem 10 og 20 MB data per time afhængig af spillets art. Alle spil bruger ikke mobildata, så nogle spil kan du spille, selvom du er offline.