Er gas- eller kulgrill sundest? Her er ekspertens dom

Der er godt nyt til grillentusiaster i begge lejre. Det vigtigste er ikke, hvilken grill du vælger, men den måde, du vælger at grille kødet på.

Man kunne muligvis mistænke kulgrillen for at være usundest.

Især når man betragter fedtet fra kødet, der drypper ned på kullene, og får flammerne til at springe eksplosivt op og slikke på undersiden af bøfferne, så de hvæser.

Der virker gasgrillen på en eller anden måde langt mere uskyldig, selvom den da også bider fra sig.

Har man sine bange anelser om, at det har været aldeles kræftfremkaldende med de kilovis af kulgrillbøffer, man igennem tiden har fortæret, er ekspertens svar imidlertid beroligende.

Hos Danish Meat Research Institute ved Teknologisk Institut har seniorprojektleder Margit Aaslyng lavet forsøg med og sammenlignet kul og gasgrill, og svaret er faktisk ligetil.

- Det allervigtigste er, at du ikke overgriller kødet. Hvis du bare holder dig til en centrumtemperatur på 65 grader, hvor kødet er svagt rosa for både svin og okse, er det faktisk ligegyldigt, om du griller ved hjælp af gas eller kul, siger hun.

Afstemning

Dårlig tilberedning danner sundhedsskadelige stoffer

Sagt på en anden måde gælder det altså - ifølge Margit Aaslyng - om at tilberede kødet, så det smager bedst, det vil sige, undgå at det bliver tørt.

- Du danner ikke sundhedsskadelige stoffer, hvis du tilbereder det, så det smager godt. Jo bedre spisekvalitet, jo færre af de sundhedsskadelige stoffer. Det er uanset, hvilken grilltype du benytter, siger hun.

Det afgørende er, at der er større chance for, at der dannes de såkaldte kræftfremkaldende mutagener, når kødet får lov til at ligge på grillen i lang tid, og det bliver sort på overfladen.

Men hvis nu man ikke kan lide kødet rosa eller rødt, og man dermed er nødt til at stege kødet i lidt længere tid, lyder rådet fra Margit Aaslyng, at man steger kødet på indirekte varme.

Marinader kan modvirke de sundhedsskadelige stoffer

Der er desuden endnu en god nyhed til dig, der kan lide marinader, især hvis de indeholder hvidløg eller oregano.

For marinader med blandt andet hvidløg, oregano og æbler afhjælper problemerne med dannelsen af de kræftfremkaldende mutagener, forklarer hun.

- Vi har påvist ved forsøg, at man kan forhindre dannelsen af de sundhedsskadelige stoffer ved at marinere med naturlige antioxidanter, der findes i de her tre ingredienser, siger hun.

Der er altså alt mulig god grund til at lave sig en lækker grillmarinade, og skulle oreganoen blive helt sort, når den grilles, gør det ikke noget, forsikrer Margit Aaslyng.