Gasgrill eller kulgrill? Kendt kok er ikke i tvivl: - Det svarer til at bruge en stegepande

Man bør altid tænke så meget smag ind i sin mad som muligt. Det gælder også, når man vælger tilberedningsmetode, mener den danske kok Henrik Jyrk.

På denne tid af året kan man opleve noget helt eventyrligt i ethvert dansk villakvarter med respekt for sig selv - og resten af det danske sommerland.

Det er den virtuose pardans mellem aminosyrer og sukker, der med grillens varme sender et lifligt duftspor henover ligusterhækken, der går direkte i næseborene.

Det er duften af sommer. Det er duften af grill.

Men en grill er ikke bare en grill. De findes i mange farver og former, og især én type grill har siden 2005 vundet større indpas. Gasgrillen.

Men spørger man den danske kok Henrik Jyrk, der har gjort madtilberedning ved grill til et af sine varemærker, er der ingen slinger i valsen, når valget står imellem gas eller kul.

- Skulle jeg lave mad til mine gæster på en grill, kunne jeg ikke drømme om at bruge en gasgrill. Jeg ville vælge kul.

- Det giver en helt anden smag, som du ikke kan opnå i en gasgrill. En gasgrill svarer nærmest til at bruge en stegepande, der er selvfølgelig lidt røgudvikling, men slet ikke det, der skal til, siger han.

Hvad, mener du, er bedst, når man griller, gas eller kul? Deltag i afstemningen herunder.

Afstemning

Røgen er et ekstra krydderi

Det er netop røgen, det hele handler om, når man griller, forklarer Henrik Jyrk. Det er det ekstra krydderi, man kan tilsætte, og som gør sommermaden fra grillen så eftertragtet.

Før Henrik Jyrk begyndte at grille professionelt, brugte han dyngevis af smør og krydderurter på panden, når han stegte kød. Det gjorde han for at tilføre mere smag til kødet.

Grillens røgaromaer gør det samme, tilfører kødet noget ekstra, og det er dette ekstra, man altid bør tænke over, når man laver mad, forklarer han.

- Det skal ikke være røget, men røgen giver et ekstra twist til bøffen eller kyllingen, og du kan desuden opnå meget højere varme på en kulgrill end en gasgrill, så kødet bliver meget mere grillet.

- Når man laver mad, skal man tilberede så godt som muligt og tilføre så meget smag som muligt for dermed at få så meget ud af råvaren som muligt. Grillen er først og fremmest en varmekilde, men den kan tilføre noget ekstra. Og så skal du udnytte det. Hvorfor ellers besvære sig med at tænde en grill?

Ikke blot ønsketænkning

Sidder man og tænker, at det lyder som noget pjat, at røgen kan bruges som krydderi, og gasgrillen derfor er ligeså god hvis ikke bedre, så tager man fejl.

Det forklarer seniorprojektleder Margit Aaslyng fra Danish Meat Research Institute ved Teknologisk Institut.

- Røgen sætter sig på overfladen af kødet, det er især fenoler og carbonyler. Hvilke helt præcis, afhænger af trætypen, der bliver brændt af i grillen, siger hun.

Det er altså ikke ren indbildning og påvirkning fra røgen i næsen, når man argumenterer for, at kulgrillen giver en bedre smag.

Og det er da også kødeksperten Margit Aaslyngs foretrukne grillvalg, fortæller hun.

- Jeg vælger kul. Jeg synes, det giver en bedre røgsmag, og så er det en del af hele grilloplevelsen at bruge kul. Det giver noget andet hygge at stå omkring en grill, mener hun.

Kan godt se plusser ved gasgrillen

Selvom både Margit Aaslyng og Henrik Jyrk stemmer for kulgrillen, kan de begge to se fordele ved gasgrillen, der nok er af mere praktisk end gastronomisk karakter.

- En mandag aften, hvor man er kommet sent hjem fra arbejde, der er det fantastisk, at man lige kan tænde gasgrillen, og så er den klar på fem minutter. Den er nem at arbejde med. Du tænder den, henter bøfferne og griller dem, siger Henrik Jyrk.

Og den betragtning er ifølge Margit Aaslyng også nogle af gasgrillens fremmeste attributter:

- Gas er nemt, det kræver ikke planlægning, og gasgrillen er nemmere at styre varmen på, siger hun.

Hvad mener du? Husk at give din stemme i boksen her i artiklen.