Derfor falder særligt unge for de hurtige lån fra reklamerne

16x9
Unge mennesker har i dag et højt pengeforbrug, og det betyder, at flere og flere lader sig friste af de hurtige, men omkostningsfulde kviklån. Foto: Scanpix

Det er dyrt at være ung, og med den aggressive markedsføring på hurtige lån ender mange i stor gæld.

De hurtige lån kan være rigtig farlige for ens økonomi, og eksperter har gentagne gange advaret mod dem.

Alligevel er markedet for kviklån herhjemme i kraftig vækst. Flere udbydere låner årligt milliarder til danskere. Rigtig mange af lånerne ender med at skulle betale et langt større beløb tilbage på grund af de høje renter.

Ifølge en opgørelse fra 2015 fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bliver omkring hvert ottende af de kortfristede lån enten misligholdt eller slet ikke betalt tilbage.

Forbrugslån sendte James i gæld

En af dem, der er endt med at skylde en masse penge til kreditorer, er 37-årige James Pedersen, som tirsdag aften medvirkede i ’Fogeden kommer’ på TV 2.

Her fulgte programmet ham i fogedretten, hvor han blev erklæret insolvent og fik lavet en afdragsordning med én af de mange kreditorer, han skylder penge.

James Pedersen skylder omkring en halv million kroner væk, og en stor del af gælden stammer fra, da han fyldte 18 år, hvor han tog en række forbrugslån.

Nederst i artiklen får du seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersens råd til kviklån.

Dyre lånetyper

  • Forbrugslån: Løbetiden er på mellem et og 15 år. Du kan låne mellem 5000 og 350.000 kroner.
  • Kviklån: Et mindre traditionelt lån, hvor du får pengene lynhurtigt. Du kan typisk låne op til 6000 kroner.
  • SMS-lån: Her får du også pengene lynhurtigt, og det arrangeres via SMS og nem-id. Her er forventes det typisk, at man tilbagebetaler lånet samt renter i løbet af 30 dage.

Disse lånetyper er kendt for at udbetale pengene hurtigt, men med høje renter, hvis du ikke også betaler beløbet tilbage hurtigt. Der bliver ikke spurgt ind til, hvem du som låner er.

Aggressiv markedsføring

Det er især unge, der er udsatte i forhold til kviklån, forbrugslån og SMS-lån. Det siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen til TV 2.

Han mener, at årsagen skal findes i en kombination af låneudbydernes aggressive markedsføring rettet mod unge, og at det generelt er dyrt at være ung i dag.

- Vores undersøgelser viser, at det er dyrt for unge mennesker at være med i det sociale fællesskab. Man er ikke så interessant, hvis ikke man kan være med på moden, skiferie og være i byen både fredag og lørdag, siger han til TV 2.

Svært at afkode lånene

Han peger også på, at der i dag er blevet opbygget et mindset omkring, at alt er omkostningsfrit og kan fås her og nu.

- Den her gammeldags tankegang om, at man skal yde, før man kan nyde, er ved at dø.

Ifølge Morten Bruun Pedersen består den aggressive markedsføring blandt andet i reklamer for de hurtige forbrugslån i busser, tog og på internettet.

Oveni den massive markedsføring står omkostningerne for lånet med småt, og derfor kan det være svært at afkode, hvor omkostningsfuldt lånet i virkeligheden er.

Køb på afbetaling er også farligt

En anden farlig lånemetode er at købe på afbetaling.

- Når du køber telefon, fjernsyn, ferie eller lignende, ender du ofte med at betale over det dobbelte, og så bliver det altså dyrt at være forbruger, siger Morten Bruun Pedersen og tilføjer:

- Det er jo netop en af årsagerne til, at folk får gæld: De betaler hele tiden det dobbelte, fordi de køber på afbetaling.

Kan ikke betale mere

James Pedersen kom på førtidspension som 20-årig, og derfor har det været svært for ham at betale af på den store gæld.

- Jeg har det selvfølgelig dårligt med det. Men jeg kan ikke rigtig gøre noget. Jeg kan ikke betale mere, end jeg gør i forvejen.

Derfor bliver han gang på gang erklæret insolvent, når han møder i fogedretten. Han har nemlig ikke råd til at betale til alle kreditorerne og ejer heller ikke noget af værdi.

Seniorøkonom Morten Bruun Pedersen vil som udgangspunkt ikke anbefale kviklån, men herunder kan du få hans råd til, hvordan du undgår at komme i gæld af de nemme, men dyre lån.

Pas på, når du tager et kviklån

Betal det af hurtigt

Vær sikker på, at du kan betale det af hurtigt og måske allerede måneden efter. Ellers bliver det dyrt, og du får hurtigt opbygget gæld.

Kun den ene gang

Lov dig selv, at det kun var denne ene gang. Kviklån og de hurtige forbrugslån er en dårlig måde at låne penge på.

Lær at sige fra

Mind dig selv og dine venner om, at man godt kan være sammen uden at have et stort forbrug. Det er okay nogle gange at sige fra, fordi økonomien ikke tillader en rejse, tur i byen eller lignende.