Sådan er du sikker på, at din mortensand har haft et ordentligt liv

16x9
Ænder har det bedst, hvis de har plads, badevand og adgang til udearealer. Foto: Poul Madsen / Dyrenes Beskyttelse.

Her er de ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil have god dyrevelfærd med i købet af din and til mortensaften.

Er du en af dem, der tænker på dyrevelfærd, når du kigger ned i køledisken? Så bør du være særligt opmærksom på ænderne. 

Anbefalinger når du køber and

Har du mulighed for det, anbefaler Dyrenes Beskyttelse, at du køber ænder, som opfylder følgende:

1. Adgang til det fri
Flokken har adgang til udeareal med god plads, hvor de kan bevæge sig frit og udleve naturlig dyrevelfærd.

2. Døgnrytmen er naturlig 
Dyrene får dagslys og har en naturlig døgnrytme

3. Flokkene er små 
Fuglene holdes i mindre flokke, som er bestemt ud fra art og adfærd.

4. Adgang til badevand 
Ænder skal altid have adgang til vand, så næb, næsebor og hoved kan holdes rent.

5. Et liv på friland 
Dyrene lever hovedparten af deres liv på friland.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse

Sammen med andre fjerkræ er ænderne nemlig de landbrugsdyr, som lever på mindst plads - og derfor er det særligt vigtigt at støtte ænders dyrevelfærd, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse. 

- Alt for store flokke kan stresse ænderne i sådan en grad, at de bliver aggressive og begynder at bide og skade hinanden, siger Pernille Fraas Johnsen, chefkonsulent for landbrugsdyr i Dyrenes Beskyttelse. 

Derfor får mange ænder kappet det yderste af næbbet af ved såkaldt næbkupering, så de ikke kan skade hinanden. Den metode bruges oftest blandt de mest aggressive racer, såsom berberiand.

Det skal dog understreges, at også berberiænder kan være opdrættet på friland uden at få klippet hverken næb eller kløer.

Friland og frit vand

Dyrenes trivsel afhænger ifølge Dyrenes Beskyttelse derudover af adgang til badevand og udearealer. Men det fremgår ikke af emballagen, om en and er blevet udsat for næbkupering, eller om den har haft adgang til badevand. 

Hos Gråsten Fjerkræ er bestyrelsesformand Gunder Jensen enig i, at ænderne bør have plads og adgang til frisk drikkevand.

Samtidig mener han dog, at Dyrenes Beskyttelses ønske om rent drikkevand er mere problematisk, da loven forbyder de opdrættede ænder at have adgang til badevand i form af for eksempel søer og bække.

- Det skyldes at svømmefugle skider i det vand, de svømmer i, og afføringen kan indeholde bakterier, såsom salmonella. Svømmefugle snadrer og drikker af selvsamme vand, skriver han i en mail til TV 2.

Dansk økologi

For at være så sikker som muligt på, at din and til mortensaften har haft et godt liv, bør du holde dig på dansk jord og købe økologisk. Allerbedst er det, hvis du tager en frilandsand med hjem, mener Dyrenes Beskyttelse:

- Køber du en dansk and, får du en pekingand fra en produktion med en lavere belægningsgrad, så ænderne har bedre plads, og frilandsanden lever desuden på friland en stor del af livet, siger Pernille Fraas Johnsen.

Se i videoen, hvordan du laver andesteg til mortensaften, og find hele opskriften her.