Vidste du det? Her dækker din indboforsikring ikke ved indbrud

16x9
Er du sikker på, dine værdigenstande er dækket af din forsikring? Mange får sig en overraskelse, når de får indbrud i aflåste kælder- eller loftsrum. For parcelhusejere er det risikabelt at opbevare værdifulde genstande i aflåste redskabsrum. Foto: Kim Kyung Hoon / Scanpix Denmark

Det er langt fra sikkert, at dine mest værdifulde ting er dækket, hvis de står i opbevaringsrum som kælder- eller loftsrum eller i redskabsrummet.

Hvis du får indbrud i dit aflåste redskabsskur, er det langt fra al slags indbo, der er dækket af din indboforsikring. Det samme gælder, hvis du bor i lejlighed, og du får stjålet værdifulde genstande fra dit aflåste lofts- eller kælderrum.

Det oplevede Nikolaj Brygger, da han fik indbrud i kælderrummet til sin lejlighed. Et indbrud, hvor tyvene stjal værktøj, vinterjakker og 50 rødvine til en værdi af omkring 5000 kroner. Mens værktøj og vintertøj blev dækket af forsikringen, blev vinene ikke dækket, fordi vine af forsikringsselskaberne bliver vurderet som såkaldt ”særligt indbo”.

Typiske undtagelser i forsikringen

Der er en række ting i forsikringspolicen, der går under ”særligt indbo”. Disse ting bliver typisk ikke dækket via din indboforsikring, hvis de bliver stjålet fra bestemte, aflåste rum. For parcelhusejere bliver de værdifulde genstande typisk ikke dækket, hvis de bliver stjålet fra et aflåst redskabsrum eller fra en aflåst garage.

Bor du i lejlighed bliver ”særligt indbo” typisk ikke dækket fra et aflåst lofts- eller kælderrum.

Kilder: Forsikring & Pension, Topdanmark

- Det var jeg da irriteret over. Da jeg bar det ned i kælderen, tænkte jeg ikke over, at det ikke skulle være dækket af min forsikring, siger Nikolai Brygger, der blev ramt af forsikringsselskabernes undtagelser om ”særligt indbo” i udhuse samt kælder- og loftsrum.

Af disse regler fremgår det nemlig, at en lang række værdifulde genstande, herunder vin, ikke bliver dækket, hvis det bliver stjålet fra et lofts- eller kælderrum eller et såkaldt ’udhus’ som for eksempel et redskabsrum.

Undtagelsen gælder ligeledes en række almindelige genstande som spillekonsoller, tv- og musikanlæg, musikinstrumenter, designmøbler og designlamper samt kunst og spiritus.

Hos Ankenævnet for Forsikring er der mange sager, hvor forsikringskunder har klaget over, at de ikke har fået forsikret deres indbo ved indbrud i udhuse, lofts- eller kælderrum. At mange bliver overraskede, kommer ikke bag på jurist i Forbrugerrådet Tænk Lea Markersen.

”Særligt indbo”

Følgende ting bliver typisk vurderet til at være "særligt indbo":

Spillekonsoller, pc’er, bærbar elektronik, tv- og musikanlæg, ure, kikkerter, musikinstrumenter, pelse og pelsværk, antikviteter, designmøbler, designlamper, malerier, kunstværker, ægte tæpper, vin, spiritus, våben og ammunition, penge, mønt- og frimærkesamlinger, smykker, ædelstene, rav og perler, ting af guld, sølv, platin, perler eller ædelstene

Kilder: Forsikring & Pension, Topdanmark

- Man opfatter jo de her rum som en del af sin egen bolig. Når man så har smækket lås på, har man en opfattelse af, at man har gjort, hvad man kan, ud fra de omstændigheder, der er for sådan et rum, siger Lea Markersen og understreger, at det er helt normalt, at der er begrænsning for dækningen i disse rum, fordi man ikke har samme kontrol med adgangen.

Forsikringsselskabernes organisation: Tænk dig om

Hos forsikringsselskabernes interesseorganisation, Forsikring & Pension, opfordrer man folk til at læse policen grundigt, inden man placerer sine ting i et lofts- eller kælderrum eller i et redskabsskur.

- Mange ved jo ikke, hvad der er dækket, og hvilke betingelser de er dækket under. Men kig efter i policen og læs, hvad der står, siger konsulent i Forsikringsoplysningen Ole Hvidstrup og uddyber:

- Man må også godt tænke sig om: Lad være med at bevare dyre genstande som møntsamlinger, ure, kameraer eller antikviteter eller andre tyveri-tækkelige ting i et udhus.

Topdanmark: Tag de værdifulde ting ind i dit hjem

Hos Topdanmark peger pressekonsulent Jens Langergaard ligeledes på, at begrænsningen i dækningen skyldes, at der er lettere adgang til lofts- og kælderrum i lejligheder samt i garager og redskabsskure i parcelhuse.

- Det er en begrænsning af risikoen, fordi der er en lettere adgang til de her rum. Hvis vi skulle dække alt, så ville risikoen være større, og da ville prisen for forsikringen være højere, siger han og anbefaler derfor forsikringskunderne at opbevare de værdifulde genstande inde i huset eller i lejligheden, fordi de her er dækket af indboforsikringen.

Den lære gjorde Nikolai Brygger allerede for fem år siden, da han fik stjålet sine vine fra kælderen. Selvom lejligheden og det tilhørende kælderrum i dag er skiftet ud med et parcelhus og et redskabsrum, sætter han ikke nogle værdifulde ting ud i redskabsskuret udover græsslåmaskinen.

- Vinen ville jo være blevet dækket af forsikringen, hvis den havde stået inde i lejligheden. Selvom jeg ikke har gransket policen helt dybdegående, så sætter jeg ikke længere værdifulde ting ud i redskabsskuret, siger han.

Direktør: Ingen genveje, læs policen

Hos sammenligningstjenesten Samlino.dk erkender man, at der ikke er nogen lette genveje for forbrugerne i forhold til at tjekke forsikringsselskabernes undtagelser.

- Med de her undtagelser i forsikringspolicerne er vi nede i det med småt. Der er desværre ikke en ultrasimpel måde at sikre sig, at man er dækket, og det vil være svært at lave en søgefunktion, hvor du bliver gjort opmærksom på alle undtagelserne, siger direktør ved Samlino.dk Kristian Pitzner-Jørgensen og peger på, at der kun er én vej frem, nemlig at læse forsikringspolicen grundigt.