Den ultimative nytårsoversigt - sådan får du 105.647 skattefri kroner i 2018

I samarbejde med Nordea

Her er de største og vigtigste økonomiske ændringer for 2018. Vi har samlet dem, så du ikke behøver.

Når du er nået til bunds i denne artikel, er du klædt på til året 2018.

Du kender med andre ord de politiske og økonomiske ændringer, der kan få direkte indflydelse på dit liv og dine penge. 

Og til den utålmodige læser:

Skattekalenderen med alle vigtige datoer for skatteåret 2018 findes i bunden.

Afgifter: De sænkes og hæves

På grund af nedsatte registreringsafgifter bliver det billigere at købe bil i det nye år. Men det gælder ikke alle køretøjer.

Undtagelsen findes hos mikro-bilerne såsom Volkswagen Up og Citroën C1. Disse biler bliver i gennemsnit 4700 kroner dyrere ifølge regeringens hjemmeside.

De mellemstore, store og såkaldte premium-biler bliver billigere i 2018.  

Du kan få hele 105.647 kroner udbetalt skattefrit

Karsten Engmann Jensen, økonomisk rådgiver hos Pengeministeriet

Den største besparelse på registreringsafgiften er 58.300 kroner, og denne 'rabat' får du ved at købe eksempelvis en Audi A6 eller en Volvo V90. 

De største besparelser findes hos de største biler.  

Men du skal ikke få armene for højt op, mener økonomisk rådgiver hos Pengeministeriet Karsten Engmann Jensen, der pointerer, at besparelsen ikke står mål med de merudgifter, der er forbundet med at eje store biler. 

Andre afgifter sænkes også

Afgift afskaffes: Nødder, te, PVC og ftalater, engangslightere, emballage for pantbelagte drikkevarer (øl og sodavand) og tillægsafgiften på alkoholsodavand.

Afgift sættes ned: Små producenter af spiritus (destillerier), elvarme, el-forbrug i campingvogne på campingpladser og lystbåde i lystbådehavne og ved ledningsført vand forbrugt i campingvogne på campingpladser og lystbåde i lystbådehavne.

Afgiftstigning annulleres: Chokoladeafgiften, vinafgiften og en række forbrugsafgifter, herunder på kaffe.

Der er i alt 65 afgifter som enten afskaffes, nedsættes eller sættes i bero. 

Kilde: Altinget

- Det kan godt være, du sparer 50.000 kroner på afgiften. Men hvis du skal låne 200.000 kroner for at købe den, løber det hurtigt op i både renter, gebyrer og afdrag, siger Karsten Engmann Jensen.

Dertil kommer, at den halvårlige ejerafgift for at eje en bil stiger - og det gør den såkaldte grønne ejerafgift også.

Den grønne ejerafgift stiger 1,8 procent hvert år med et interval på tre år. Sidste gang var i 2015, og næste gang er således i starten af 2018. 

Karsten Engmann Jensen uddyber her, hvor dyrt det er at eje en bil over flere år. 

- Man kan nemt komme til at betale, hvad der svarer til et parcelhus, hvis man har en bil over 20 år, siger Karsten Engmann Jensen. 

Det bliver altså billigere at købe en bil - men dyrere at eje den på sigt.

15 procent billigere at køre over Storebæltsbroen

square to 16x9
ARKIV. Storebæltsbroen set fra luften fra 2017. Billigere biler. En billigere bro. Og en bredere fynsk motorvej er resultatet af en aftale mellem regeringen og DF. Aftalen kritiseres for at fastholde fossil transport. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Transport: Det bliver billigere

Prisen på turen over Storebæltsbroen sænkes med 15 procent, hvis du har en brobizz-aftale. Det er gratis at registrere sin bil og bestille en brobizz.

Der bliver dog opkrævet et gebyr på 200 kroner i depositum, som du får tilbage, når aftalen opsiges. 

Der er også gode nyheder til bornholmerne. 

Molslinjen har overtaget færgeruten fra Ystad til Bornholm. Rederiet vandt færgeovergangen, da den var i udbud i 2016, med ambitionen om, at alle nuværende billetpriser bliver halveret i 2018.

Bornholmslinjens nye fart- og prisplan bliver ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet offentliggjort den 1. maj 2018.

Dankortgebyrer fjernes ved nethandel og i fysiske forretninger

Dankort: Det bliver billigere

Som det er nu, bliver forskellige kort tillagt forskellige gebyrer. Det fremgår ofte meget tydeligt på nettet, når du handler. 

Men fra næste år er det ligegyldigt, hvilket kort, du har, da butikker ikke længere må fastsætte dankortgebyret.

Det gælder ved både nethandel og fysiske køb i forretninger og er resultatet af EUs betalingsservicedirektiv 2.

Reglerne omfatter kun danske privatkunders køb - og således ikke erhvervsmæssig e-handel eller udenlandske dankort ifølge Foreningen For Dansk Internethandel.

Bitcoins: Nu falder dommen

Bitcoins, det digitale guld, som det ofte bliver kaldt, er en valuta, som udelukkende bliver handlet med på internettet. Men i 2018 kan den meget omdiskuterede valuta blive beskattet. 

- Der er rigtigt mange, der har investeret i bitcoins i 2017, og de er steget rigtig meget i værdi, siger chefkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen og tilføjer: 

- Desværre så er der stor skattemæssig usikkerhed omkring håndteringen af bitcoins.

Han pointerer, at Skatterådet har lovet, at der kommer en afklaring i starten af det nye år på, hvorvidt bitcoins skal beskattes efter kursgevinstloven.

Det betyder for danske bitcoin-spekulanter, at deres formue kan få et kraftigt hak i nedadgående retning, da afkastet kan ende med at blive beskattet - ligesom ved køb og salg af aktier og obligationer. 

BDOs chefkonsulent forklarer, hvordan dommen for bitcoins kan komme til at se ud.

Pensionsregler: De sjove og de kedelige

Hvis du har mindre end fem år tilbage, før du skal pensioneres, er der gode nyheder.

Du får nemlig muligheden for at spare 46.000 kroner op på din private aldersopsparing - mod de oprindelige 29.600 kroner.

En aldersopsparing er en pension, du selv opretter. 

- Det er penge, du kan spare op, som du ikke får modregnet i andre ydelser, når du går på pension, siger Kartsen Engmann Jensen. 

Men der sker samtidig en opstramning, for de danskere, der har mere end fem år tilbage på arbejdsmarkedet.

De kan højst spare 5.100 kroner op om året på deres aldersopsparinger - og de kan først få den udbetalt tre år før, de går på pension. 

Efterlønsbidrag: Det kan udbetales skattefrit

Fra næste år kan du skattefrit få fuld udbetaling af dit efterlønsbidrag.

- Du kan få 105.647 kroner udbetalt skattefrit, hvis du vælger at droppe din efterløn, siger Karsten Engmann Jensen. 

Skal du have ovenstående beløb udbetalt skattefrit, forudsætter det, at du har indbetalt til en efterlønsordning siden år 1999 og frem til den 22. juni 2017, det fremgår af Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Indbetalinger til efterlønsbidrag, der er foretaget efter den 22. juni 2017, kan også udbetales - dog modregnet en afgift på 30 procent.  

Karsten Engmann Jensen foreslår, at pengene bruges på aktier eller andre typer opsparinger, så beløbet vokser til mere over tid, end dets nuværende værdi. Se med her.

Ratepension: Den forkortes og forlænges

Det er ikke kun efterlønsbidraget og aldersopsparingen, som får en justering. Ratepensionen bliver også ændret.

PENGE I PRIVATEN

Dette er den ellevte artikel i serien 'Penge I Privaten', der præsenteres i samarbejde med Nordea.

I denne serie fokuserer vi på danskernes økonomi og svarer blandt andet på, hvorfor singler får mindre i løn, hvor meget danskerne bruger på at hygge sig, hvorfor en opsparing mister værdi, og hvor let det er få den til at yngle via investering. 

For at besvare disse spørgsmål følger vi fire familier, som inviterer os ind i deres liv og vaner. De får råd og vejledning af eksperter til, hvordan de optimerer deres økonomiske potentiale, og hvordan de får overskud i 'Penge i Privaten'.

I dag kan ratepensionen udbetales fem år før, du går på pension. Fra næste år bliver dette reduceret til tre år.

Til gengæld bliver udbetalingsperioden forlænget, påpeger Kim Valentin, der er administrerende direktør i Finanshuset Fredensborg:

– Fremadrettet kan du aktivt vælge, at din udbetaling af ratepension sker over en 30-årig periode, hvor det i dag er 25 år. Det gør, at den månedlige ydelse bliver lavere, men holder længere. 

Kim Valentin mener, at rigtig mange danskere vil få glæde af ændringen i ratepensionen. 

Boligjobordningen: Den bliver permanent

Boligjobordningen gør, at du kan få fradrag på håndværks- og serviceydelser i hjemmet.

Det nye er, at ordningen bliver permanent, så du også i det nye år - og årene efter - kan få fradrag på håndværksservices for 12.000 kroner og på serviceydelser for 6000 kroner. 

Der er dog én ny tilføjelse i håndværkerfradraget, og det er, at montering af røgalarm nu også kan fradrages. 

Det bliver billigere at købe hus

square to 16x9
Arkivbillede Foto: Erik Refner / Scanpix Denmark

Boligrenten: Så er det nu

Til de danskere, der enten bor i ejerlejlighed eller har købt eget hus - eller tænker på at gøre det - så kan der være penge at hente.

Renteudviklingen på realkreditlån på fastforrentede 30-årige obligationslån og rentetilpasningslån går stadig støt nedad, det fremgår af tal fra BRF Kredit.  

Boligrenten er med andre ord "historisk lav og trykket helt i bund", skriver Finans.dk

Så hvis du går med drømme om boliginvestering, vil 2018 være et rigtigt godt tidspunkt.    

Arbejdsmarkedet: Flere i job og mere i løn

Det danske arbejdsmarked nærmer sig stille og roligt rekorden for antallet af lønmodtagere.

I oktober 2017 havde 2.712.100 i Danmark et lønmodtagerjob. Det er 10.000 under det højeste niveau nogensinde, oplyser Danmarks Statistik i en rapport.

- Der er stor efterspørgsel blandt danske virksomheder på ekstra arbejdskraft. Det gør, at det er nemmere at få jobs for arbejdsløse, eller for dem, der går hen og bliver fyret, siger chefanalytiker hos Nordea Jan Størup Nielsen. 

- Derudover så gør det, at man kan forvente en generel lønstigning det kommende år, siger han. 

Skattelettelserne: Det kan du se frem til

Der er flere forslag i skattepakken, som stadig står til forhandling, men danskerne får over en bred kam flere penge mellem hænderne i 2018, mener chefkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen. 

- Det skyldes, at beskæftigelsesfradraget og personfradraget bliver forhøjet en lille smule, siger han og uddyber:

-  Topskattegrænsen hæves med næsten 20.000 kroner, og det betyder, at du skal tjene over 45.000 kroner, før du skal betale topskat. De, der allerede betaler topskat, ser frem til en gennemsnitlig skattelettelse på 3.000 kroner. 

Her forklarer Henning Boye Hansen, hvordan skattelettelserne bliver i 2018.

Du kan se skattelettelserne som et penge-boost, der glider ind på kontoen helt automatisk. Du skal med andre ord ikke foretage dig noget. 

Men der er andre skattemæssige punkter, som kræver en aktiv handling og lidt af din opmærksomhed, hvis du vil undgå skattesmæk og kedelige renter.  

Derfor har vi samlet de vigtigste datoer for skatteåret 2018. Se nedenunder. 

Her er de vigtige datoer for skatteåret 2018

Fra den 1. januar til midten af marts

Skat indsamler oplysninger fra arbejdsgivere og pengeinstitutter.
 
Personlige skatteoplysninger: Skat viser flere personlige skatteoplysninger i din skattemappe i Tast-Selv. Disse bliver opdateret løbende.
 
Restskat: Din restskat tilskrives en dag-til-dag rente på 1,7 procent fra den 1. januar til den 1. juli. Så det er en god idé at få restskatten ud af verden inden, det nye år begynder.
 
Håndværkerfradrag: Håndværkerfradraget kan allerede nu indberettes og vil blive medregnet i din årsopgørelse for 2017, når den bliver behandlet i midten af marts.

Fra midten af marts til midten af april

Årsopgørelsen for 2017: Nu kan du se årsopgørelsen og indtaste oplysninger og ændrer i den på skat.dk. Ændrer du din årsopgørelse via TastSelv, kan du med det samme se resultatet af den ændrede årsopgørelse, og om du skal have udbetalt overskydende skat eller skal betale restskat.
 
Udvidet selvangivelse: Har du en udvidet selvangivelse for indkomståret 2017, får du i stedet en servicemeddelelse. Denne gør sig oftest gældede for selvstændige erhvervsdrivende. Når du har udfyldt selvangivelsen, får du din årsopgørelse.  
 

Fra midten af april og frem til den 1. maj

Overskydende skat: Skat sætter overskydende skat op til 100.000 kr. ind på din Nemkonto medio april 2018. Overskydende skat over 100.000 kr. bliver også sat ind på din Nemkonto, men det tager lidt længere tid.
 
Andre selvangivelser: Hvis du eller din ægtefælle skylder penge til det offentlige, bruger Skat din overskydende skat på at betale af på gælden. Hvis du har penge til gode herefter, vil udbetalingen tage længere tid end, den plejer, men vil senest ske ved udgangen af august måned 2018.
 
Ud på papir: Årsopgørelsen sendes ud på papir til de borgere, der enten er fritaget eller ikke omfattet af digital post.

Fra den 1. maj til den 1. juli

Selvangivelsesfrist: For at indsende eller indtaste rettelser til årsopgørelsen for 2017 er den 1. maj. Fristen for udvidede selvangivelser er den 1. juli.
 
Hvis du glemte noget: Fra midten af maj er det muligt at få genoptaget årsopgørelsen for 2017 for de borgere, der har selvangivelsesfrist den 1. maj. Har du glemt en oplysning, kan du oplyse den via TastSelv. Du skal dog indtaste en begrundelse.
 
Andre selvangivelser: Den 1. juli er også sidste frist for at indtaste eller indsende udvidet selvangivelse, selvangivelse for begrænset skattepligtige, selvangivelse for udenlandsk indkomst og udenlandsk virksomhedsindkomst - samt selvangivelse for borgere, der har deltaget i anpartsprojekter.
 
Ægtefæller til ovenstående: Personer, der er gift med en skatteyder, der har en af ovennævnte selvangivelser, og således har frist den 1. juli, har også selv frist den 1. juli.

Fra den 20. august frem til den 20. oktober

Restskat: Hvis du har restskat for 2017, og du ikke indbetaler den via frivillig indbetaling senest d. 1. juli 2018, vil den del af skatten, der overstiger 20.100 kroner - plus et tillæg på 3,7 procent - blive opkrævet i tre rater.
 
Restbeløbet indregnes i den kommende forskudsskat. Eksempelvis indregnes restskat for 2017 i forskudsskatten for 2019.

Fra midten af november

Forskud 2019: Din forskudsopgørelse for 2019 er nu tilgængelig og kan ses i din skattemappe i TastSelv fra midten af november 2018.
 
De, der har tilvalgt den på papir inden 1. september 2018, vil modtage den med posten i løbet af november. Oplysninger om fradrag og trækprocent vil fremgå af forskudsopgørelsen - og din arbejdsgiver får automatisk oplysningerne digitalt.

December

Restskat: Den 31. december er sidste frist for frivillig indbetaling af forventet restskat for 2018, hvor der ikke beregnes nogen former for renter eller tillæg.
 
Indbetaling til pensionsordning: Den 31. december er også sidste frist for at indbetale til pension for at kunne fradrage det i indkomståret 2018. Hvis du selv foretager indbetalingen, skal du have en kvittering på, at indbetalingen er sket senest den 31. december.